Vi bruger cookies!

viborg-folkeblad.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.viborg-folkeblad.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Et roligt gemyt kan være livsvigtigt


Et roligt gemyt kan være livsvigtigt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Nogle gange kan det godt undre mig. Hvordan klarer man at skulle fungere i en hverdag med skiftende grader af menneskelig sorg, lidelse, nød og hjælpeløshed. I denne udgave af Gear møder vi Rasmus Jellig-Nielsen, som arbejder som fotograf i verdens brændpunkter, og som har set frygtelige ting. Hvordan undgår man, at noget går i stykker inde i en. Noget, som ikke kan repareres. Blandt andre fotografen Jan Grarup, som har arbejdet i krigs- og katastrofeområder i over 25 år, har stået frem og fortalt, hvor høj den psykiske pris kan blive, når distancen forsvinder.

Det må handle om et eller andet filter, som ikke må forveksles med følelseskulde eller kynisme. Bare en evne til at distancere sig en lille smule fra det, der sker for øjnene af én, og dermed blive i stand til at løse sin opgave, hvad enten man er på arbejde som fotograf i en krigszone eller som traumelæge i en ambulance.

Min familie er befolket med sygeplejersker, en narkoselæge og en, som indtil for nylig var ansat på et hjerneskadecenter. Det påvirker samtalen ved familiesammenkomsterne betragteligt, og hver gang slår det mig, hvor koldsindige og professionelle, mine vældig empatiske familiemedlemmer er. Og være i stand til at handle, når et styrtblødende menneske er sekunder fra at dø, og måske gør det, hvis et af mine familiemedlemmer på arbejde fumler i det. Det er der, vi finder det helt store rør til blodtransfusioner frem, som de siger.

De er ligesom fotografen Rasmus Jellig-Nielsen, som vi møder på side 4. Synet af de ubehagelige ting ødelægger ikke nattesøvnen. Det, de har til fælles, er, at vigtigheden af arbejdet overskygger synet af menneskers lidelser. Rasmus Jelligs job er at formidle historier fra steder med krig og ødelæggelse. At skabe opmærksomhed ved at vise, hvilke frygtelige ting mennesker udsætttes for, og samtidig berette om menneskers selvopholdelsesdrift og slående kontraster på steder, som har været krigszone i mange år. Som han siger, er der altid en butik, der er åben, selv om der er den vildeste krig lige om hjørnet.

Det sværeste må være ikke at kunne hjælpe konkret, men sige til sig selv, at det at fortælle historien set i det store perspektiv er hjælpen. At tage billeder af mennesker, som ikke selv kan fortælle deres historier. Her må læger, sygeplejersker og nødhjælpsarbejdere alligevel have det lidt lettere, fordi de yder konkret hjælp på stedet. Behandler de sårede og redder liv.

Et andet fællestræk er nok et roligt temperament. Det er det, som gør, at man kommer helskindet hjem igen. Både fysisk og psykisk. Og som redder os andre, når vi har brug for hjælp. Et lægehold i rundhyl er ikke til megen nytte. Eller en fotograf, som er for rystet til at kunne tage billeder. Pas på jer selv derude.