Vi bruger cookies!

viborg-folkeblad.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.viborg-folkeblad.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Test: Kan en rutineret bilist bestå en køreprøve uden forberedelse?

Jess Thorup fra Schmidts Køreskole i Odense har været kørelærer i 23 år og mener, at danskerne generelt kører godt. Alligevel gætter han på, at 90 procent af alle rutinerede bilister ville dumpe, hvis de skulle tage en køreprøve uden forberedelse. Kan Gears journalist bestå? Læs med her. Foto: Yilmaz Polat

Test: Kan en rutineret bilist bestå en køreprøve uden forberedelse?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hvad sker der, hvis man som rutineret bilist tager en køreprøve uden at forberede sig det mindste? Består man uden problemer? Eller er det sværere, end man skulle tro? Gears journalist gjorde forsøget, og det gik... ikke helt som han havde håbet.

Beskeden fra passagersædet er ikke til at tage fejl af: Jeg skal dreje til højre for enden af vejen. En simpel opgave, der er til at forstå, og som der umiddelbart ikke skulle være de store problemer i.

Der holder godt nok et hav af biler i sammenpressede parallelparkeringer på hver sin side af den vej, jeg skal ind på, hvilket efterlader et minimum af plads til at svinge ind på vejen. Men det er ikke rigtig noget, jeg tænker over. Jeg har trods alt haft kørekort i mange år og drejet til højre i en uendelighed uden at ridse min egen eller andres biler.

Jeg orienterer mig i sidespejlene, inden jeg kigger mig over skulderen i bedste køreskolestil. Og så svinger jeg.

- Sådan et stykke, udbryder kørelæreren ved siden af mig og viser med fingrene, at der ikke var mere end en håndfuld centimeter mellem den bil, vi sidder i, og den bil, der holdt parkeret på det hjørne, jeg netop er sluppet rundt om. Endnu engang uden ridser, men også kun lige, lader eksperten til højre for mig forstå.

-Sådan et stykke var der, da du drejede, gentager min kørelærer.

- Jeg sad og kiggede i sidespejlet. Er du gal, der var jeg godt nok tæt på at bremse for dig.

Jeg kigger over på min kørelærer for at sige et eller andet. Men jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til min nær-ridse-kørsel. I stedet kommer der et uforklarligt fjoget smil midt i fjæset på mig efterfulgt af et par nervøse sammentrækninger.Alt imens sidder jeg og råber lydløst af mig selv.

- Satans, satans, satans! Hvad laver du, din idiot? Du kan ikke engang finde ud af at dreje til højre, uden at din kørelærer skal være efter dig. Tag dig sammen!

Jeg har travlt med at analysere, hvad jeg skulle have gjort for at have løst sving til højre-opgaven til UG med kryds og slange, et 12-tal eller hvad der nu er det bedste på køreskole-skalaen. Så travlt, at jeg glemmer at koncentrere mig om at køre bil.

En ny fare lurer lige om hjørnet, og jeg når ikke at opdage den, før det er alt for sent.

Da køreskole-stilen forsvandt

Det er mere end 10 år siden, jeg fik det lille lyserøde plastikkort til friheden: kørekortet.

De første år kørte jeg forsigtigt og fulgte alle de råd og regler, jeg havde samlet op i køretimerne. Men som årene gik, forsvandt usikkerheden og dermed også køreskole-stilen.

Jeg gik fra at holde på rattet, som om klokken er 10 minutter i to, til at holde på rattet med en venstre hånd, mens den højre slapper af på gear-stangen, når den da ikke laver lynhurtige og skarpe gearskift (hvis jeg selv skal sige det).

Jeg er også gået fra altid at kigge mig over skulderen, når jeg skulle dreje, til kun at gøre det, når jeg skal til højre (men jeg er ikke sikker på, at jeg gør det hver gang, hvis jeg skal være helt ærlig). Og så er der måden, jeg lader rattet falde på plads. Under køretimerne lærte jeg, at jeg skulle følge rattet tilbage på plads efter at have drejet. I dag lader jeg det glide gennem hænderne i bedste taxachauffør-stil.

Listen over ting, som jeg lærte på køreskolen, men ikke bruger mere i dag, er med andre ord lang. Også meget længere end de tre eksempler.

Alligevel synes jeg - som mange andre af mine garvede medbilister også tænker om dem selv - at jeg kører godt. Jeg er god til at læse trafikken, jeg pænt skarp til at parkere, jeg har (af uforklarlige årsager) aldrig fået en fartbøde, og jeg har - 7-9-13 og salt over venstre skulder - aldrig været involveret i en trafikulykke. Som sagt: Ikke engang så meget som en ridse er det blevet til.

Men det er jo bare mig og mit enøjede syn på min evner som bilist. Hvad sker der, hvis man som relativt rutineret bilist lader en kørelærer bedømme en? Kan man - uden forberedelse og med alle de dårlige vaner, man har fået raget til sig gennem årene - bestå en køreprøve?

Det har jeg tænkt mig at undersøge. Derfor har jeg lavet en aftale med Jess Thorup fra Schmidts Køreskole, som har undervist kommende bilister i Odense siden 1963. Jess Thorup er anden generation i familievirksomheden, har været kørelærer i 23 år og er med på at teste mig på det, der lige så godt kunne have været en rigtig køreprøve.

Inden vi mødes smutter jeg en tur på nettet for at undersøge mine muligheder for at bestå vores lille eksperiment. De er gode, tænker jeg, lige indtil jeg støder ind i en tre år gammel artikel fra Jyllands-Posten. Her vurderer landsformanden for Dansk Kørelærer-Union, at en stor del af de garvede bilister ikke ville kunne bestå en køreprøve.

Skulder og spejl for at bestå

Jeg mødes med Jess Thorup en onsdag formiddag ved hans køreskole i Odense M. I bilen derhen minder jeg mig selv om det, jeg tror, jeg skal være særligt opmærksom på at huske til køreprøven:

- Højre vigepligt og begge hænder på rattet. Højre vigepligt. Begge hænder på rattet. Husk det nu, siger jeg til mig selv - igen og igen.

Da jeg parkerer redaktionsbilen, føler jeg mig klar. Men selvsikkerheden forsvinder lige så hurtigt igen, da jeg sætter mig ind i køreskolebilen med Jess Thorup på passagersædet og min fotograferende kollega på bagsædet.

- Så starter du bare skidtet. Du får ingen dessiner. Hvis det skal være en relevant test, som skal give et billede af, om man som bilist kan komme fra gaden og bestå en køreprøve, skal du ikke have nogen hjælp, siger Jess Thorup. Og smiler.

Jeg starter "skidtet" og vores eksperiment. Det begynder skidt.

- Jeg kan lige så godt sige det med det samme. Hvis det her var en rigtig køreprøve, og du skulle have en chance for at bestå, skal du huske skulder og spejl, inden du blinker, lyder det fra passagersædet.

Jess Thorup synker ned i sædet, lægger armene over kors og ændre sin stemme.

- Jeg har da aldrig givet kørekort til en, der ikke orienterer sig bagud, siger han så, og lader som om han er motorsagkyndig til en køreprøve.

Vi griner, og jeg forsøger at finde min bedste skolekørsel frem fra gemmerne. Det går bedre i de næste kryds. Jeg kigger i spejlene, orienterer mig over skulderen, blinker og drejer.

- Ja ja, det går allerede meget bedre, siger Jess Thorup efter et par minutter.

Efter en katastrofal start tror jeg lidt projektet igen: At jeg kan bestå. Det ændrer dog ikke på, at jeg sidder med en underlig følelse i førersædet. Det føles, som om jeg har glemt, hvordan man kører bil. Min kørsel er stiv, usikker og langsom. Og den bliver bestemt ikke bedre af, at Jess Thorup holder øje med alt, hvad jeg foretager mig, og fotografen sidder klar på bagsædet til at forevige mine trafikale hjerneblødninger.

Sidstnævnte spørger, om der er indlagt en parallelparkering i prøven. Måske fordi han se et godt billede i den manøvre. Måske fordi han bare håber på, at jeg dummer mig.

Jess Thorup finder et sted, der egner sig til en parallelparkering, fotografen springer ud af bilen med sit kamera, og så er resten op til mig.

Jeg blinker ind til siden, kører op på siden af bilen foran mit parkeringsmål, orienterer mig i spejle og over højre skulder, inden jeg bakker. Jeg drejer, retter op og får kastet bilen på plads.

Jess Thorup smiler og giver mig en opadvendt tommelfinger. Endelig noget der lykkedes i første hug.

90 procent ville dumpe

Et par timer inden prøven falder jeg i min research over en artikel i Lokalavisen Kolding. Den er fra 2014 og er et eksperiment a la det, vi har gang i.

Avisen har for at be- eller afkræfte en påstand om, at halvdelen af alle rutinerede bilister ikke ville kunne bestå en køreprøve på grund af dårlige vaner, fået tre testpersoner til at stille op til en køreprøve.

Fælles for de tre bilister, der er 29, 48 og 69 år, er, at de alle har en forventning om, at de kan bestå en køreprøve. Men i avisens test er det kun en af dem, der består.

Den ene dumper blandt andet på at overse en højre vigepligt. Den anden, en 69-årig pensionist som kører 30.000 kilometer om året, dumper blandt andet på ikke at orientere sig nok i spejlene. Kort og godt en dumpeprocent på næsten 67 procent i avisens mini-test.

Ifølge Jess Thorup ville det tal være væsentligt højere, hvis man lavede en større prøve. Hans erfaring som kørelærer siger ham, at 90 procent af alle rutinerede bilister ville dumpe en køreprøve, hvis de blev sat ind i en bil og skulle køre med en motorsagkyndig uden først at forberede sig.

- Hvis man bliver sat ind i en bil som dig, vil de færreste kunne bestå. Men med en kort vejledning til langt de fleste rutinerede bilister kunne bestå sådan en prøve, siger Jess Thorup.

- De fleste danskere køre sådan set godt nok. Det er bare ikke alle, der kan huske, hvordan man kører skolekørsel.

- Du kan sagtens køre bil, men...

Og så er vi tilbage i køreskolebilen. Jeg sidder og ærgrer mig over, at jeg var få centimeter fra at "kysse" den anden bil i min højresvingsaktion, da det går galt.

Rækken af tætparkerede biler bliver afløst af en åbning. Jeg registrerer, at det er en tilstødende vej, men midt i min analyse af, hvad jeg skulle have gjort anderledes få sekunder forinden, når jeg ikke at registrere, at jeg skal være opmærksom på Færdselslovens sorte får: den højre vigepligt.

- Her gør jeg det, siger Jess Thorup og hamrer bremsen i fra passagersædet.

- Hvis det her var en rigtig køreprøve, var prøven slut, siger han, da vi holdt stille.

- Yes, yes, yes, siger jeg - uden at vide hvorfor - mens den ærgrelse, jeg allerede sad med, tager markant til i styrke.

"Det var så det: et styks dumpet køreprøve, din amatør! Og så dumper du på en højre vigepligt, som du lige har sagt til dig selv, du skulle huske."

Min tanker om mig selv som bilist kan lige pludselig ligge på et meget lille sted. Jeg har mest lyst til at stige ud, men vi kører alligevel videre for at se, hvad mine (manglende) køreevner ellers har at byde på.

Vi er tilsyneladende kommet ind i et højre vigepligts-mekka, og nu er der ingen grænser for, hvor opmærksom jeg er, og hvor langsomt og sikkert jeg bremser op hver gang.

- Ja, det hjælper med sådan en pludselig opbremsning, siger Jess Thorup med et grin.

Ved endnu en højre vigepligt holder jeg tilbage for en ældre dame i bil. Hun kigger mig direkte i øjnene, smiler og ligner en, der ikke forstår, hvorfor jeg holder tilbage.

- Det er ikke tilfældigt, jeg jager dig ud i højre vigepligt. Det driller mange. Og det er de færreste, der forventer, at det bliver overholdt i praksis, lyder det fra kørelæreren.

15-20 minutter senere holder vi foran hans køreskole igen. Det er tid til at evaluere køreprøven. Med den oversete højre vigepligt giver det sig selv: dumpet.

- Selv om du ikke havde lavet den fejl, er jeg ikke sikker på, at du var bestået, hvis det havde været en rigtig køreprøve. Jeg noterede, at du ikke orienterede dig tilstrækkeligt i spejlene og ved at kigge dig over skulderen, siger Jess Thorup og kigger på den lille lap papir, han har taget noter på.

Det stopper desværre ikke der. Den erfarne kørelærer har også noteret, at jeg ikke lukker af for cyklisterne. Jeg lader rattet glider mellem hænderne, når jeg har drejet - den går ikke.

Og så er der det med at bremse. Jeg har en tendens til at koble ud, før jeg bremser. Noget to ud af tre bilister gør ifølge Jess Thorup. Men hvis man gør det omvendt - bremser først - kan man spare meter og dermed undgår at farlige situationer ender i ulykker, forklarer han.

Listen over mine dårlige vaner bag rattet er med andre ord lang, og jeg er ikke videre stolt af min præstation. Det hjælper på det, da Jess Thorup fortæller, at jeg kæmper med det samme, som så mange andre rutinerede bilister gør: orienteringen med spejl og skulder og den højre vigepligt.

Og så sætter Jess Thorup et lille plaster på min mentale køresår, inden vi kører hver til sit:

- Du kan sagtens køre bil. Jeg vil ikke være bange for at låne dig min bil, selv om du ikke bestod prøven. Der er forskel på skolekørsel, og den måde rutinerede bilister kører på. Hvis du havde fået vejledning og øvet dig 30 minutter inden prøven, havde du bestået.

Det gjorde jeg bare ikke. Jeg kom, jeg kørte, og jeg dumpede. Med et brag.