Vi bruger cookies!

viborg-folkeblad.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.viborg-folkeblad.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Løkke: Jeg synes, jeg er okay

- De positive ting ved EU har stået i skyggen af de negative, men når så Storbritannien pludselig melder sig ud, er det jo en anledning til at huske på de positive effekter, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Foto: Morten Pape

Løkke: Jeg synes, jeg er okay

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Sommersamtale

Vi har fokuseret for negativt på EU og for lidt på fordelene. Og Danmark skal finde en ny placering i et EU uden Storbritannien. Sagde statsministeren, da avisen Danmarks politiske redaktør, Elisabet Svane, mødte ham i Juelsminde. Hvor han også l

- Arh, det blev alligevel til godt 100 kilometer i dag.

Han nikkede anerkendende, og det var over sig selv, statsminister Lars Løkke Rasmussen, (V), da vi mødtes foran Havnens Café og Isbar i Juelsminde.

Et par timer tidligere var han og drengene fra Løkkefonden kommet cyklende fra Fyn, lidt før tid, de havde vinden i ryggen. De 43 drenge og statsministeren var blevet modtaget på havnen og var så kørt tilbage til hotellet. Jeg stod lidt og ventede på, at han skulle komme tilbage og nåede blandt andet at tale med en mand, der ville vise mig en video af Løkke i cykeltøj og med trompet, hvor han truttede de første toner af "When the Saints".

Så kom den store, sorte firhjulstrækker, og ud sprang først Sólrun Løkke Rasmussen og så Lars Løkke Rasmussen. Det var lidt koldt denne søndag aften, så han havde lånt hendes nye trøje, den passede nogenlunde, og det var, mens hun og jeg talte om cykelløbet og Løkkefonden, som hun er blevet formand for efter at han er blevet statsminister, at han kiggede på kilometertælleren og kunne konstatere, at dagen, som var anden etape af Løkkefondens cykeltur Danmark rundt, havde givet 100 kilometer i benene.

Vi mødtes to dage efter EU-topmødet, hvor Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, havde sin debut. En måned efter Nato-topmødet, hvor også med USA's præsident, Donald Trump, deltog. Syv måneder efter, at Løkkes smalle Venstre-regering var blevet til en VLAK-regering. Et år efter at briterne stemte sig ud af EU. Godt to år efter, at han, Lars Løkke Rasmussen, igen var blevet statsminister. Og mere end tre år efter, at han nær havde mistet sin formandspost i Venstre.

Vi sætter os under halvtaget, kaffen bliver serveret, Lars Løkke tager en tår af sin, og ved nabobordene har de observeret, at det er statsministeren, der sidder der ved bordet. Hans kone er gået udenfor.

Vi starter ude i verden.

- Der sker noget nu. Vi har fået en fransk præsident, som er grundlæggende europæer. Men også har snerten af, at befolkningen skal kunne følge med. Det kan jeg godt lide.

- Han har sat en dagsorden, som jeg godt kan se mig selv i et stykke ad vejen. Som handler om gensidighed. At ja, vi skal handle med resten af verden, men vi skal ikke være naive. For lige nu bliver der grundlæggende sat spørgsmålstegn ved, hvordan verden skal arbejde sammen. Hvordan vi skal handle med hinanden.

- Danmark er en lille, åben økonomi, en lille speedbåd, der kan drøne rundt på verdenshavene og vinde ved det, siger Løkke og tager en tår af kaffen, mens han ridser problemerne op for den lille speedbåd.

Det handler om EU, om USA og om en frihandel, der bliver udfordret markant. Samtidig med, at der stilles spørgsmålstegn ved, om globaliseringen nu egentlig også er så god. Og så Trump. Ham kommer vi til.

- Lige nu er der en international trend, hvor nogen siger, er det nu også rigtigt? Er det ikke Frankrig først? England først? USA først? Hvor stopper det? Det er da en kæmpe udfordring, siger Lars Løkke.

- Vi har skabt vores velstand ved at være en enormt åben økonomi. I min levetid er vores økonomi blevet dobbelt så åben målt på, hvor meget import-eksport fylder. Og vi er blevet et dobbelt så rigt land, som siden jeg var barn. Dobbelt så åbent og dobbelt så rigt. Det hænger sammen.

- For hvad er vores objektive interesser egentlig? Tag nu den vandrende arbejdskraft. Jeg er da lige så forarget som alle andre over, at vi ikke kan sende kriminelle rumænere tilbage og at vi har tiggerbander gående rundt i København - alt det der. Men det helt grundlæggende: At Europa hænger sammen og at arbejdskraften kan flytte sig - det har da styrket Danmark.

Netop de vandrende arbejdstagere, især fra Østeuropa, var en væsentlig brik i den britiske EU-exit. Løkke kæmpede som en gal for at få Danmark med på den aftale, briterne stemte om sidste år, og som ville betyde, at man ikke med det samme kunne få velfærdsydelser i andre EU-lande. Aftalen røg ud sammen med briterne.

- I gamle dage var det jo dem, der slog dørene ind. Nu er briterne der ikke mere. Så andre skal træde mere i karakter.

- Vi skal træde mere i karakter, siger Lars Løkke. Med tryk på vi.

- Vi er godt nok ikke med i euroen, men der findes jo eurolande, som langt mindre end vi efterlever kravene til at være med. Vi er enormt disciplinerede.

- Skal vi være euroland for at fylde mere?

- Nej, det er en lukket dør. Det er vi nødt til at respektere. Det skal jeg ikke ud og gamble med, jeg skal ikke bede folk om mere.

- Men det er et dilemma. Vi er et enormt EU-positivt land, og vi ligger ekstremt højt i målingerne, når det handler om at se mulighederne i globaliseringen. Vi er den mest fremtidsorienterede befolkning. Vi tager ny teknologi til os. Estland er ved at slå sig op på at være et digitalt land, men når jeg spørger dem: Hvad kan I så? Så siger de, at nu er ret mange af borgerne ved at få elektronisk post. Ja, ja, men vi er ved at lukke Postnord, fordi vi ikke sender breve mere!

- Men så har vi alligevel den der: Arh, vi skal ikke være helt med, vel?

- Det, jeg skal kæmpe for, er, at alt det, der skal ske i EU, også skal være åbent for dem, der ikke er med. For der er en risiko for, at der efter et tysk valg og med en fransk præsident er nogle, der siger: Skal vi eurolande ikke lige rykke lidt tættere sammen?

- Her skal vi overbevise dem om, at de er nødt til at sikre, at samarbejdet er så åbent og transparent, at vi også kan være med.

- Du lyder mere EU-positiv end længe. Mens S og DF opfordrer dig til at stå i spidsen for et EU-oprør om velfærdsydelser?

- Den bekymring deler jeg, for det er altså vigtigt, at der er folkelig opbakning. Men når det handler om EU, har vi nok glemt de grundlæggende værdier lidt, fordi vi har fokuseret på skyggesiderne. Vi har set på de mange rumænere, der læser på danske professionshøjskoler og trækker dansk SU og rejser hjem igen. Men vi har glemt, at dansk landbrug, dansk gartneri og hele servicesektoren ikke ville kunne fungere, hvis ikke vi havde denne her arbejdskraft, der kom ind.

- De positive ting har stået i skyggen af de negative, men når så Storbritannien pludselig melder sig ud, så er det jo en anledning til at huske på de positive effekter.

- Vil I have lidt mere kaffe? spørger den flinke servitrice og jo tak, det vil vi gerne. Også en god anledning til at udvide emnet lidt, inden vi skal tilbage til dansk politik og Lars Løkke selv og hans noget omtumlede politiske liv. Men vi skal lige rundt om USA's Donald Trump først, som Løkke besøgte i marts og som han senest var sammen med til Nato-topmøde i maj, hvor Trump ikke ville understrege Natos musketéred foran det nye hovedkvarter. Hvor fragmenter fra Berlinmuren og World Trade Center ellers kunne give et hint om, hvad forsvarsalliancen gik ud på.

- Jeg har brugt mange kræfter på at forklare, ikke forsvare, jeg er jo ikke Trumps pr-medarbejder, men jeg har forsøgt at forklare, at USA er der endnu. Den linje står jeg stadig på i lange stræk, for USA er meget andet end præsidenten. Og vi har en transatlantisk alliance, som vi skal passe på ikke bliver udvisket på grund af en person.

- Men her forpassede han sin mulighed. Han talte ikke til os, men til sine kernevælgere derhjemme. Hvad jeg selvfølgelig synes var forkert. Og det understreger, at der er et frekvens-problem.

- Et frekvens-problem?

- Ja, vi hører ham, som om han var USA's præsident. Hvad han selvfølgelig også er - men vi hører ham, som om han taler, som politikere taler. Mens han hører os, som om vi var forretningsfolk. Vi sender simpelthen på hver vores frekvens. Han er meget atypisk.

- Det var Obama på sin side også. Men han var i tvivl. Ham her er ikke en skid i tvivl. Det er som nat og dag. Fælles er bare, at de ikke har kunnet levere. Vi elskede Obama på klimaet, men hjemme i USA kunne han ikke trække det gennem Kongressen. Ham her er klimafornægter, men han kan heller ikke trække det gennem Kongressen.

Da jeg satte mig ind i bilen og kørte over til Odense, skrev jeg en sms. Der stod: "Last day at the office, nu får vi mere tid. Så skal vi finde ud af, hvad vi skal bruge den til". I den stil. Den sendte jeg til Solrun.
 

Skal spise med drengene fra Løkkefonden

Nu kommer Sólrun ind udefra. Klokken er ved at være mange, og de skal over og spise med drengene fra Løkkefonden. Projektet for drenge, der har det svært, startede Løkke selv i 2012 efter at have tabt nøglerne til Statsministeriet til Helle Thorning-Schmidt (S), og i dag er der både et Drengeakademi, som styrker drengene fagligt og personligt, og et cykelløb, "Løkkefondens Challenge". 600 kilometer for drenge, der ikke alle er i lige god form fra starten, og hvor mange har store problemer med i sadeltaskerne. Derfor køres løbet også rimeligt under radaren, ellers bliver det for meget for drengene.

Middagen kommer dog til at vare lidt, for vi skal lige syv måneder tilbage. Sólrun sætter sig ned.

- Lige efter valget tænkte jeg, at der var to veje: En Venstre-DF-regering, der kunne stå på midten og gå med Socialdemokratiet på nogle sager og med LA og K på andre. Eller en regering med LA og K, men det kunne jo ikke lade sig gøre.

Så det blev den lille Venstre-regering.

- Som jeg egentlig syntes var meget operativ, men i efteråret var der ikke andet at gøre end at udvide. Det var enten at køre ind i muren eller at styre udenom - og så synes jeg altså, at det er bedre at styre udenom.

- I samme periode er S og DF blevet tættere? Ser du ikke det som en fare for dig?

- Jeg ved ikke, om det er farligt for mig. Jeg er 53, og det hele holder nok min tid ud. Men jeg er selvfølgelig bekymret for, hvis stilstand bliver svaret på de udfordringer, vi står over for. DF passer dybest set bare deres politik, de har ikke flyttet sig. Men det er svært at trække en linje fra den regering, Socialdemokratiet selv stod i spidsen for og så til nu. Nå. Don't get me started!

- Men nederlagene?

- Ja, jeg kan godt se det, der bliver skrevet.

- Hvad siger du til det?

- Det tager jeg med. Hvis du tager alle regeringens nederlag, er de jo ret fragmenterede. En politiskole, der kommer til Vejle i stedet for Herning. Ja, altså. Jeg ville hellere have en nybygget skole, og nu ser vi også, at så mange konkurrencefordele er der heller ikke ved at være i Vejle. Men jeg har det sådan, at hvis ikke jeg havde været der, havde der ikke været en politiskole i Jylland.

- Så er der tilbagetrækning. Det stod helt skævt. Alt, hvad vi historisk har vedtaget, sammen med S og DF, blev smurt af på os, så der var ikke andet at gøre end at gå væk fra det. Og så var der en kystfiskeraftale. Ja, ja.

- Når kort og terræn ikke passer sammen, må man følge terrænet.

- Det citat har du brugt meget her i vinter?

- Ja og det er vist egentlig et Ole Stavad-citat. Men det passer meget godt.

- Du sagde engang, at du ikke vil være statsminister for enhver pris? Men er det ikke det, du er?

- Sådan er det, når man laver stærke citater og jeg har det ikke dårligt med dem. Så nej. Jeg vil gerne flytte Danmark i en bestemt retning, siger Løkke, og så nævner han de fire ting, han også talte om dengang, han talte om, at han ikke ville være statsminister for enhver pris:

Flere private arbejdspladser. Færre på offentlig forsørgelse. Styr på udlændingepolitikken og bedre kernevelfærd.

- Vi leverer. Og kunne det gå hurtigere? Ja, hvis jeg bestemte alting selv, men det skal bare gå den rigtige vej.

- Har du fået mere tålmodighed?

- Ja, jeg tror, at jeg som en ældre mand er mere tålmodig, end jeg var som ung. Tror også, at jeg har fået en større forståelse for politisk ejerskab.

- Jeg har jo lavet ting i mit politiske liv, som jeg har slået mig på. Jeg har slået mig igennem. Da vi lavede udlicitering i Græsted-Gilleleje (som den første kommune i 1992, red..), var min gamle borgmester bekymret for, at der ikke var nok politisk bredde. Vi var ti Venstre-folk ud af 19. Så jeg måtte love, at medmindre alle borgerlige mandater, også Konservative og dengang Fremskridtspartiet, stemte for, skulle vi droppe projektet.

- Jeg var ung og tænkte: Det her er sindssygt! Vi har stemmerne. Men borgmesteren var den kloge.

- Hvad bliver egentlig ved med at drive dig? Ja, ikke fordi jeg synes, at du er gammel.

- Dejligt at tale med en journalist, der ved, at alder er et relativt begreb.

- Nej, uden at være indbildsk, så bilder jeg mig selv ind, at jeg kan gøre en forskel. Nogle gange bilder jeg mig ind, at jeg kan se udfordringer. For eksempel Skolepuljen, (500 mio. kroner til skoler til særligt belastede skoler, red.), som er samlet op hos mig. Og det, vi kaldte Løkkeposer (præmie til de regioner, der lavede flest hofteoperationer, red.), hvor jeg kunne se, at vi kunne flytte sundhedsvæsenet.

- Og så, at jeg har arbejdet med de her drenge, som jeg nu er på cykeltur med. Se, hvad der sker med dem på de her 14 dage. Det er da vildt.

- Du har haft flere comebacks end Frank Sinatra. Og du ligger altid i bund i popularitetsmålingerne?

- Arh ...

- Du ligger altså markant under Mette Frederiksen!

- Ja, ja, det går meget godt. Folk råber ikke ad mig på gaden. Jeg har jo haft den mærkelige oplevelse, at jeg er den eneste nulevende politiker, der har læst sin egen politiske nekrolog. Der var jo en avis, der gamblede, da vi havde det berømte møde i Odense i 2014 og trykte nekrologen.

- Det var Børsen. Den læste jeg så og tænkte: Arh, det er alligevel pauvert. Det synes jeg ikke var en fair nekrolog. For i min egen selvforståelse fyldte kommunalreformen, sundhedsreformen, nedbringelsen af ventelister og second opnion-panelet og patientrettigheder ret meget. Men det blev visket væk af det, der sker på de yderste dage.

- Så tænkte jeg: Nej, det skal ikke være min politiske nekrolog. Den skal have et tryk mere.

- For jeg synes, jeg er okay. Det synes jeg.

- Det er da godt, du synes det, kommer det knastørt og kærligt fra Sólrun. Hun har lige fået mere te, for det er tydeligt, at manden, Lars Løkke, ikke er færdig med at tale, så nu har hun sat sig tilbage i stolen. Middagen ovre på På Havnen må vente.

- Jeg har prøvet at være populær. Jeg har prøvet at få 100.000 personlige stemmer. Det handler om at holde fast i den, man er. Og så glæder jeg mig over de kommentarer, jeg får. Det er ikke målinger, men mennesker, jeg møder. Når jeg kommer rundt på denne her tur og folk siger, du gør det godt og bum.

"Bum" understreges med en hånd i bordet.

"Last day at the office"

Inden middagen skal vi lige tilbage til den der dag i juni 2014. Og mødet i Odense. Venstre var i oprør over at partiet havde købt tøj til formanden for 152.000 kroner. og Løkke havde sat sin formandspost på spil. Kristian Jensen var klar til at udfordre. Midt på dagen forlød det, at Løkke var klar til at gå. Blandt andet fra mig.

- Sólrun var jo i London med sin klasse den dag. Og jeg skrev den der sms til dig, siger Løkke og kigger over på sin kone.

- "Last day at the office", siger hun.

- Ja, det skrev jeg, da jeg satte mig ind i bilen og kørte over til Odense. Der stod: "Last day at the office, nu får vi mere tid. Så skal vi finde ud af, hvad vi skal bruge den til". I den stil. Den sendte jeg til Sólrun.

- Og næste morgen ringede Lisa, vores datter, og sagde: Far er stadig formand. Hvad er det nu for noget, tænkte jeg, siger Sólrun. Hun var gået i seng i London i forvisning om, at nu blev der mere tid.

- På vej til Odense mødte jeg jo de der mennesker nede på Hos Morfar (motorvejscafé, red.), det var der bare ingen, der ville tro på. Men det gjorde jeg altså. Jens-Olaf Jersild, hvis navn jeg ellers ikke gider tage i min mund, fandt dem. Han troede, det var en løgnehistorie. Men det var det ikke.

- Var det ham manden, der overbeviste dig om, at du skulle blive og kæmpe?

- Ja, siger Lars Løkke, mens Sólrun mener, at manden skubbede til en proces, der var i gang.

- Du har jo altid været stædig.

- Han gjorde, at jeg tænkte: Det er også for dårligt. Jeg havde jo ikke lyst til at holde op. Og så kom de her mennesker og ja, det gjorde, at da jeg satte mig ind i bilen igen, så ...

Lars Løkke knytter hænderne, spænder hver en muskel, smiler og er tilbage i juni 2014.

- Nej, det er ikke i orden, og jeg tænkte: Du må gøre noget andet. Og så kørte min hjerne.

Det, den blandt andet kørte med, var strategien om at dele mødet op i to.

- Først måtte vi snakke om, hvad jeg havde gjort, som jeg ikke måtte. Og så måtte de bagefter snakke om, om de kunne bruge mig til noget.

Det endte som bekendt i kælderen. Og til dato er de fire, som er Lars Løkke Rasmussen, Kristian Jensen, Herning-borgmester Lars Krarup og partisekretær Claus Richter, enige om at holde tand for tunge. Hvad der blev sagt i kælderen, bliver i kælderen.

Men resultatet blev et formandskab i stedet for en formand. Fordi formanden nok var ude at hænge, men det var usikkert, at der var stemmer nok til at vælte ham. Eller for den sags skyld at holde ham politisk i live. Det var så tæt, at ingen havde interesse i at få de kolde facts.

En kvinde kommer hen og spørger, om hun må tage et billede af Lars Løkke? Det må hun gerne. Sólrun gør det klart, at det er nu - som i nu - at de skal over til den middag, de skulle have været ovre til for en halv time siden, og Løkke rejser sig.

- Et allersidste spørgsmål: Hvad vil du gerne have, der skal stå i din politiske nekrolog?

Sólrun er på vej ud, men forsøger at sufflere med noget om at føre Danmark i den rigtige retning. Men det er ikke Lars Løkkes bud:

- Narj. Jeg tænker mere, der skal stå: "Han gjorde sit bedste". Men så er der nok nogle, der vil sige, at det var ikke godt nok.

Lars Løkke griner lidt, rejser sig. Det er tid til middag. Og de sidste ord:

- Jeg ved sgu ikke, hvad der skal stå.