Vi bruger cookies!

viborg-folkeblad.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.viborg-folkeblad.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Borgerens møde med velfærdsstatens port


Borgerens møde med velfærdsstatens port

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Sygeplejerske, Cand. Scient. Soc., Ph.d., forfatter Bjarne Rose Hjortbak
Billede
Debat Danmark. 

Som borger går vi ud fra, at ansøgning om hjælp til helbredsmæssige og sociale problemer bliver vurderet neutralt og objektivt ud fra lovgivningen. Det er imidlertid langt fra tilfældet. Vi kan møde meget store kommunale forskelle i vurderinger af, hvornår vi f.eks. er rask nok til at kunne arbejde. I to nabokommuner har man fx vurderet, at 80 pct. i den ene kommune og 20 pct. i den anden kommune kan betragtes som raske nok til at komme i arbejde igen.

Karen på 64 år har følger efter en blodprop i hjernen. Henrik er 38 år og har i en årrække lidt af psykiske problemer og misbrug af stoffer og alkohol. Begge søger de om hjælp i deres kommune til at generhverve et funktionsniveau for at de igen kan komme til at klare sig selv i hverdagen. Grundlæggende handler det for begge borgere om livskvalitet og et ønske om at kunne leve et meningsfuldt, selvstændigt og uafhængigt hverdagsliv.

Når de to borgere henvender sig ved 'velfærdsstatens port' om hjælp til helbredsmæssige eller sociale problemer går de - som de fleste af os - ud fra, at deres behov for hjælp vil blive vurderet neutralt og objektivt ud fra lovgivningen for hjælp i vores moderne velfærdsstat. Det er imidlertid i vidt omfang ikke tilfældet. I vurderinger af en borgers behov for hjælp spiller især den enkelte kommunes rammer for fortolkning og prioritering af hjælp en meget afgørende rolle. Det betyder, med andre ord, at den sammenhæng, hvor en fagperson vurderer en borgers behov for hjælp, spiller en meget afgørende rolle.

Udgangspunktet for næsten alle former for hjælp fra velfærdsstaten er en behovsvurdering. Her møder borgere som Karen og Henrik op ved velfærdsstatens port som borgere, og søger hjælp. I mødet med fagpersonerne - en professionel 'portvagt' - gennemføres her en ofte omfattende og kompleks vurdering. En vurdering, der skal afgøre, om Karen og Henrik kan betragtes som berettigede til hjælp til fx i form af hjemmehjælp, pleje og omsorg, bostøtte, rehabilitering, arbejdsfastholdelse.

Denne behovsvurdering har form af et forløb, hvor den professionelle portvagt foretager indsamling af en lang række oplysninger, fx om Karens situation efter blodproppen i hjernen. Disse oplysninger analyseres i forhold til kommunens kriterier for at kunne få hjælp. Herefter afgør fagpersonen, om Karen kan betragtes som berettiget til hjælp i form af personlig og praktisk hjælp i hjemmet, eller om Karen skal have afslag på den ansøgte hjælp. En hjælp, der ikke er baseret på en neutral eller objektiv vurdering, men nærmere har karakter af en konstruktion.

Når jeg påstår, at afgørelsen har karakter af en konstruktion, fx af Karen som berettiget til hjælp, er begrundelsen, at der som nævnt ikke er tale om en neutral og dermed objektiv vurdering af den enkeltes behov for hjælp. Denne konstruktion af, om Karen er berettiget eller uberettiget til hjælp, kan principielt vurderes og besluttes ud fra to meget forskellige måder at tænke tilbud om hjælp på.

Hvis Karen som det første havde pådraget sig et brud på sin hofte ved et fald på gaden, vil der principielt være tale om et objektivt og ofte entydigt behov for behandling i form af en operation. I lang de fleste sager af social karakter, fx om Karen har et behov for hjælp til at klare hverdagen, ligger svaret ikke lige for som i den situation, at et brækket ben eller anden sygdomme kræver lægefaglig behandling. Når der er tale om sociale aspekter som forskellige former for hjælp i hverdagslivet er vurderinger af behov for hjælp afhængig af en lang række mere subjektivt prægede værdier, normer, erfaringer og præferencer hos det enkelte menneske - og mellem borgeren, portvagten og i samfundet som helhed. De bevilgende myndigheder skal så at sige nå frem til en enighed om, hvornår en borger som fx Karen har ret til hjælp. Dermed kommer den konkrete sammenhæng, hvori vurderingerne finder sted, til at spille en stor rolle og afgørende betydning for afgørelsen om hjælp.

I Karens tilfælde vil behovet for hjælp blive vurderet ud fra en helt anden måde at tænke hjælp på end situationen med det brækkede ben. En visitator (fagperson med ret til at bevilge borgeren hjælp) i den enkelte kommunens visitationsenhed vil her have fokus på Karens behov for at kunne komme til at klare sig selv i eget hjem igen uden hjælp fra kommunen. Et ønske fra Karen om et rehabiliteringsforløb for mennesker med hjerneskade vil ofte ikke blive bevilget, set ud fra Karens alder og kommunens vurdering af Karens potentiale på arbejdsmarkedet. Her vil Henriks alder give helt andre muligheder for, at Henriks kommune vil gå ind og bevilge et mere specialiseret rehabiliteringsforløb.

I de mange og forskellige enheder, der vil kunne være involveret i Karen og Henriks situation, vil vurderingen af borgernes behov for hjælp således foregå i forhold til afgrænsede aspekter af de to borgeres vanskeligheder. Afgrænsninger, der vil kunne udfordre muligheden for at skabe sammenhæng og helhed i den samlede indsats for Karen og Henrik. Og samtidigt vil man kunne se væsentlige forskelle i vurderingerne af de to borgeres situation - både mellem de enkelte deltagende enheder, fagpersoner og ikke mindst mellem forskellige kommuner og sektorer i velfærdsstaten.

I de konkrete vurderinger af Karens eller Henriks behov for hjælp spiller portvagten, fx en visitator eller en sagsbehandler, en afgørende rolle. Den enkelte fagpersons egne værdier/normer, livserfaringer samt uddannelsesmæssige baggrund er her med til at farve det blik, som fagpersonen har på borgeren. Det er imidlertid fagpersonens praksiserfaringer, der spiller den helt store rolle. Mere end nogensinde bliver den enkelte fagperson i dag skolet eller omdannet til at tænke, tale, reflektere og handle på bestemte måder. Måder, der er styret af den enkelte kommunens politiske og administrativt fastlagte normer, værdier, kriterier og procedurer, hvor man ønsker eller kræver, at behov for hjælp skal betragtes og vurderes. Kommunens portvagt må derfor have omfattende og solide kompetencer - både fagligt og i forhold til den sammenhæng/institution vedkommende arbejder i. Denne styring udfordrer de krav, der er i lovgivningen, om en reel konkret og individuel vurdering af den enkelte borgers behov for hjælp.

For borgeren viser det sig, at det første møde med den professionelle portvagt har meget afgørende betydning for vurderingen af borgerens behov for hjælp og det videre forløb. Man kan med andre ord sige, at Karen og Henrik 'kun har ét skud i bøssen'! Det viser sig nemlig, at den professionelses syn på borgeren og vurderingen af dennes situation i meget høj grad farves og fastlægges ved det første møde med borgeren. Dermed er det overordentlig vigtigt som borger at være velforberedt, velformulerende og klar i sin beskrivelse af de vanskeligheder, som man oplever at stå i, fx med følger efter en blodprop i hjernen eller psykisk sygdom. For nogle borgere kan det være vanskeligt, og derfor er deltagelse af en velinformeret bisidder, pårørende, ven eller anden fortrolig i mødet kan være en stor hjælp.

Som borger har vi derfor krav på synlighed og gennemskuelighed omkring de rammer og betingelser, der ligger til grund for vurderinger af behov for hjælp. Den professionelle portvagt må være bevidst om sin egen rolle og betydningen af en åbenhed over for borgerens ofte komplekse situation. Samtidigt er det vigtigt at forstå, at det i vidt omfang ikke er den enkelte portvagt eller fagperson, der fastlægger de rammer og betingelser, der er for vurderinger af en borgers behov for hjælp, men derimod politikerne og de politisk-administrative ledere i forvaltningen samt de centrale myndigheder.

Synspunkter i denne kronik har baggrund i en ny bog af Bjarne Rose Hjortbak: Behovsvurdering - Grundlag og praksis, Munksgaard, april 2017. Den første nordiske lærebog, der handler om, hvorledes professionelle gennemfører vurderinger af borgernes behov for hjælp inden for det offentlige på sundheds- og socialområde i Danmark.