Vi bruger cookies!

viborg-folkeblad.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.viborg-folkeblad.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Radikale Venstre har forladt månen


Radikale Venstre har forladt månen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Elisabet Svane , svane@jfmedier.dk
Elisabet Svane
Indland Danmark. 

Ja, jeg er enig med Henrik Sass Larsen langt hen ad vejen.

Efterhånden sjældne ord i en radikal mund, men det var ikke desto mindre, hvad den radikale gruppenæstformand, Sophie Carsten Nielsen, sagde i DR's pris-nominerede program "Slotsholmen" sidste torsdag, hvor hun "præciserede" den radikale udlændingepolitik ved at sige de magiske, udlændingepolitiske ord: "Antal betyder noget". Og så lidt senere, at hun langt hen ad vejen var enig med Henrik Sass. Selvfølgelig med forbehold.

Udsagnet vakte ikke det ramaskrig, man kunne have forventet. Men nu faldt det også i en uge, hvor DF præciserede, at godt nok peger de på Lars Løkke Rasmussen (V) som statsminister, og godt nok er de i fuld gang med at forhandle skattepakke og vækstpakke og finanslov med regeringen, men samtidig laver de trafikpolitik med de røde. Og i en uge, hvor kongehuset præciserede, at prins Henrik var blevet dement.

Nyhedstapetet var så at sige fyldt op.

Og for Radikale er der også kun tale om en præcisering, som Sofie Carsten Nielsen sagde flere gange, mens DR's Jens Ringberg kaldte det en radikal kovending. At antallet nu betyder noget også for radikale, selv om fremtrædende partifæller tidligere har sagt det modsatte. Og at det bedste ville være at asylbehandlingen foregik i centre ved Middelhavet, og at Danmark i den forbindelse skulle have færre flygtninge, fordi vi allerede har modtaget mange flygtninge.

Det er her, Sofie Carsten Nielsen i lange stræk er enig med socialdemokraten Henrik Sass Larsen, som jo tidligere har peget på både Canada og Australien som forbilleder, når det handler om asylbehandling. Sofie Carsten Nielsen understregede dog nu som før, at den australske model med at sende flygtninge ude på øde øer bliver uden radikal medvirken, men tanken om at asylbehandle væk fra Danmarks grænse kan godt gro i den radikale have.

Med den meget vigtige tilføjelse, at Radikale ønsker en EU-fordeling af flygtningene, og her skilles vandene så igen, for Danmark har sig forbehold og få danske partier ønsker at EU skal blande sig i den danske asylpolitik.

Præciseringen er et radikalt forsøg på at melde sig ind på den realpolitiske bane igen og vil blive luftet af partiformand Morten Østergaard, når Radikale holder landsmøde her i weekenden i Nyborg. Samtidig med, at DF holder årsmøde i Herning og Socialdemokratiet kongres i Aalborg. Men det er ikke et forsøg, der får Socialdemokratiet til at hoppe af begejstring og slet ikke et forsøg, der får S til at hoppe ud af DF's arme. Det modtages sådan lidt nølende, for mener de det seriøst, De Radikale? Og hvad skal S gøre - lukke ørerne eller tage imod med åbne arme?

Radikale selv pointerer, at de ikke på nogen måde er klar til at stemme for smykkelove og lignende og at de heller ikke vil slå folk oven i hovedet med, at de er flygtet. Men på den anden side er de også dødtrætte af at blive det, de selv betegner som karikerede. Som selvgode mennesker, der med åbne grænser byder alle verdens flygtninge og migranter velkomne. Derfor siger de nu de magiske ord "antallet betyder noget".

I sig selv er udsagnet selvfølgeligt - jo flere der, der skal integreres, jo større er opgaven. Altså betyder antallet noget. Men i politisk sammenhæng har det bare været præcis de ord, der har adskilt partierne. Det tog Socialdemokratiet mange år, helt fra Poul Nyrups tid, og mange udenrigspolitiske stramninger, før Mette Frederiksen kunne proklamere, at "antal betyder noget".

Nu siger Radikale det også. Det betyder ikke, at de er enige med Socialdemokratiet, så langt fra, eller at et regeringssamarbejde er lige om hjørnet. Men det betyder, at Radikale forsøger at komme derhen, hvor de kan forhandle. Og forhandles med. Det kan man ikke, hvis modparten mener, at man befinder sig på månen.

 

Radikale er også dødtrætte af at blive det, de selv betegner som karikerede. Som selvgode mennesker, der med åbne grænser byder alle verdens flygtninge og migranter velkomne.