Vi bruger cookies!

viborg-folkeblad.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.viborg-folkeblad.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Ugens bagkant: Håbløs kamp for ligestilling


Ugens bagkant: Håbløs kamp for ligestilling

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Billede
Indland Danmark. 

Selvfølgelig sammenligner man. I eliteidræt er sammenligningen jo selve kvintessensen af det hele. Hvem er bedst, stærkest, hurtigst, klogest. Sådan er det. Så når de danske fodboldspillere, der forhåbentlig søndag bærer EM-guldmedaljer med hjem fra Holland, må lide den tort at blive sammenlignet med mandlige fodboldspillerkolleger, så er det lige så forudsigeligt, som bygerne i den danske sommer.

Naturligvis dog en håbløs en af slagsen. For målt op mod mændenes fodboldspil, er kvindernes et andet, vil enhver jo sige. Der er tempo, styrke og den slags til forskel. Til gengæld passer det ikke, at kvindernes præcision i afleveringer er ringere end mændenes. Statistikkerne siger åbenlyst, at de danske kvinders evne til at ramme en med- spiller, når bolden spilles videre, er højere end eksempelvis de danske superligaspilleres.

Men fodboldkulturen er nu engang bygget så meget op om den mandlige udgave af spillet, at mange gennem de seneste uger er snublet i sammenligningsudfordringerne, ja vi kan jo kalde dem ligestillingsudfordringerne. Herunder eksempelvis præsten og alting- debattøren Sørine Gotfredsen, der i Deadline på DR2 ligefrem bekendtgjorde, at fodbold er krig og derfor ikke noget for kvinder. Mig bekendt er ganske mange kvinder involveret i krig jævnligt, men for Gotfredsen er det forhold åbenbart et uoplyst felt, som dog ikke holder meningsskydningen tilbage.

Selvfølgelig er fodbold et spil for begge køn. Ligesom 100 meter-løb, volleyball og bridge. Ja, i enkelte spil, særligt de meget fysiske, kan der være forskellige forudsætninger mellem kønnene, men hvis man eksempelvis fastholder, at mænd spiller bedre fodbold end kvinder, er der alene tale om en kulturelt underbygget påstand. Eller som landstræner Nils Nielsen sagde det på lørdagens pressemøde før EM-finalen: "Hvis man går ind i en slikbutik for at smage chokolade, så virker det mærkeligt, hvis man i stedet køber en is".

Og så bad landstræneren i øvrigt om, at man behandlede spillerne med respekt, og i øvrigt lod være med at tænde for sit tv, hvis man ikke var interesseret i fodbold, som det spilles af kvinder.

Sådan er det med ligestilling, kulturen taget ofte over. Det er eksempelvis kulturelt i sin yderste absurde form, at den mandlige brasilianske fodboldstjerne Neymar i den forgangne uge annoncerede sit skifte fra FC Barcelona og til den Qatar-ejede franske klub Paris St. Germain til en pris på 1,6 milliarder danske kroner. Neymar kommer personligt til at tjene omkring fire millioner kroner om ugen i sin nye klub. I sandhed en fin løn, ikke mindst når man sammenligner med, at de bedste danske professionelle kvinder i udenlandske klubber oppebærer en løn nogenlunde på niveau med en pædagogmedhjælper - cirka 250.000 kroner om året, eller nogenlunde hvad Neymar tjener på en halv arbejdsdag.

I det lys giver det selvfølgelig heller ingen mening at sammenligne. Der er tale om markedskræfter, som ikke giver belønning efter hverken indsats eller retfærdighed. Men hvis de danske kvinder nu går hen og vinder EM her i 25-året efter, mon så ikke festen bliver stor?

Men det er øjensynligt svært med både sammenligningerne og ligestillingen ikke mindst.

Tag nu den store stjerne på det danske hold Nadia Nadim. Hun er dansk statsborger, efter hun som 12-årig kom til Danmark som flygtning fra Taliban- regimet i Afghanistan. Nu er hun dansk statsborger, læser til læge og spiller professionel fodbold i USA. Hun har over 70 landskampe på sit cv, og så har hun sågar ytret sig om noget så sprængfarligt som danskhed. Hun udtalte tidligere i år, at hun finder det svært med "al den negativitet om folk med anden etnisk baggrund". Og videre: "Hvis det er den nye danskhed, så vil jeg ikke være en del af den."

Selv om hun her taler om en ny danskhed, som hun ser det, og ikke nødvendigvis om det at være dansker, har førnævnte Sørine Gotfredsen også hevet fat i denne udtalelse. I et indlæg i Kristeligt Dagblad hævder Gotfredsen nemlig, at Nadim tøver med fuldt ud at kalde sig dansk, og at hun på den måde kan være med til at skabe endnu mere modvilje mod flygtninge og indvandrere. Dertil kommer, ifølge Gotfredsen, at udtalelser som Nadims - altså som Gotfredsen vælger at læse dem - kan så berettiget tvivl om, hvorvidt en spiller som Nadim er dansk nok til at repræsentere Danmark.

Et synspunkt, som også fik en ekstra gang i vridemaskinen af Dansk Folkepartis Susanne Ejlertsen, der meddelte alverden via Facebook i forbindelse med en deling af Gotfredsens ord fra Kristeligt Dagblad, at hun var godt træt af, at pressen "helt forudsigeligt skal fremhæve en udlænding som noget særligt".

Ja, nemt er det ikke at blive ligestillet, det selv om man har dansk statsborgerskab. Spørg bare prins Henrik, der på vanlig kryptisk vis forleden hev opmærksomheden hjem med en melding om, at han ikke ønsker at blive begravet sammen med Dronning Margrethe i Roskilde Domkirke, hvor der ellers allerede er forberedt for millioner.

Nu kan ingen sammenlignes med prins Henrik, han er på alle måder et unikum. Og særligt for ham gælder nok også hans helt egen vilje til at turde gå imod en helt forudsigelig folkestemning. I en kamp for det, man også kan kalde ligestilling. For hvorfor kan en mandlig regents ægtefælle blive dronning, mens en kvindelig regents ægtefælle "blot" bliver prins?

Et godt spørgsmål i en ligestillingsorienteret tid, men ikke et som lader til at kunne blive besvaret i en folkestemning, som alene synes at forholde sig til, at prins Henrik fornærmer sin kone, sit land og i øvrigt burde føje sig selvsamme folkestemning, som tilsiger at manden blot har at rette ind og lade sig stede til hvile i Roskilde.

Men måske den beslutning, prins Henrik har truffet, netop giver ham mulighed for at få det sidste ord. Som en påmindelse langt frem i tiden, ja ind i evigheden, til Danmark og til danskerne om, at der engang var en dronning, der giftede sig med en franskmand i en tid, hvor der ikke var ligestilling mellem kønnene. Ikke engang i kongehuset.

Nemt er det ikke at blive ligestillet - og det selv om man har dansk statsborgerskab. Spørg bare prins Henrik.