Vi bruger cookies!

viborg-folkeblad.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.viborg-folkeblad.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Film: Ironi med ironi på

Det bedste ved filmen er, at den giver en ubændig lyst til at tage på en gastronomisk rejse i Spanien. Det skal bare ikke være i selskab med Steve Coogan og Rob Brydon. Foto: Miracle Film

Film: Ironi med ironi på

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Tredje udgave af Steve Coogan og Rob Brydons rejse- og madfilm er svær at blive begejstret over.

Jeg indrømmer blankt, at jeg gennem et par årtiers virke som filmanmelder har brugt følgende vending - eller varianter af den - ofte: Dette er en film, der deler vandene.

Til gengæld er jeg ret sikker på, at jeg altid har brugt vendingen, når jeg har været glad for en film, men har næret en vis frygt for, at mange andre ikke har villet kunne lide den, fordi den har været for sær, for skæv, for langsom, fortænkt.

I dette tilfælde, kære læsere, er det lige omvendt. Den her film har jeg meget lidt tilovers for, men jeg ved, at mange vil elske den. Hvilket et blik på de internationale anmeldelser til dels bekræfter.

Det er tredje film i serien "Trip to...", som også er en tv-serie. Eller rettere, tv-serien "The Trip", der har kørt siden 2010, har indtil videre været udgangspunktet for tre spillefilm inklusiv denne. Hvor de to engelske skuespillere med mere, Steve Coogan og Rob Brydon, tager ud og spiser, småskændes og parodierer kendte skuespillere og kunstnere. Samt taler om fortid, fremtid og midtlivskriser.

Den første foregik i Nordengland, den anden i Italien og den tredje her i, ja, godt gættet, Spanien, hvor de rejser rundt under dække af at lave madanmeldelser, selv om vi stort set intet hører om maden, der eller ser yderst delikat ud.

 

Don Quixote

Steve Coogan og Rob Brydon spiller sådan set sig selv, men karrikerede udgaver af sig selv. De er begge lige godt 50+, og Coogan er den uansvarlige single, der har høje tanker om egne evner, mens Brydon er den noget mere jordbundne familiefar. Coogan er Don Quixote og Brydon Sancho Panza, skal vi forstå af filmens forsøg på at skabe en fortællemæssig ramme.

Det "smarte" er så, at vi ikke ved, hvor meget, der er selvparodi. Det hele er ironi med ironi på. En slags postmodernisme længe efter, at det begreb er gået af mode. Noget, der minder om Radio 24syv, når den er værst. Altså hvor ironien ikke har andet mål end ironien i sig selv.

De to figurers diskussioner handler en del om at have rundet de 50, og det burde klinge hos jeres anmelder her, der er jævnaldrende med dem. Men der er intet andet end overfladiske betragtninger og klicheer, hvilket så muligvis igen er en del af humoren.

En stor del af tiden går med, at de to konkurrerer om, hvem der er dygtigst til at parodiere personer som Michael Caine, Roger Moore, Marlon Brando, Mick Jagger, David Bowie og så videre. Og for pokker da, det er morsomt og fyldt med referencer, som den kloge kan mæske sig i, men når det sker for 117. gang i en restaurant med visuelt betragtet lækre retter, og når det sker højrøstet, så tager sådan en som mig sig bare i at håbe, at der kommer en chef og smider dem ud eller i det mindste beder dem om at dæmpe sig. Og det sker ikke.

Men det er jo alt sammen humor, og jeres anmelder her er sådan en kedelig karl, der helst vil have, at der er et eller andet på spil i en film, i en historie, i kunst. Så hvis I i forvejen holder af makkerparrets film, så lad jer endelig ikke skræmme af denne indebrændte anmeldelse.

"The Trip to Spain"

Engelsk, 110 minutter, tilladt for alle.