Vi bruger cookies!

viborg-folkeblad.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.viborg-folkeblad.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Manifest-fantastisk bombardement

Cate Blanchett som den sørgende enke, der bruger dadaisternes manifest som begravelsestale. Det er absurd, morsomt og tankevækkende ligesom resten af filmen.

Manifest-fantastisk bombardement

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Cate Blanchett springer behændigt ind og ud af karakterer i en begavet og anderledes video-installation, der er blevet til en spillefilm.

Australske Cate Blanchett er en superstjerne med vilje og mod til at bevæge sig ad andre veje end de fotografomkransede røde løbere. Det er trods alt de færreste stjerner, der giver sig tid til at medvirke i en video-installation beregnet til museer for moderne kunst. Som jo er umådeligt mere niche-agtigt end de storsælgende Hollywood-film, der også er del af Blanchetts cv.

Til gengæld er det jo nok ret beset Blanchetts tilstedeværelse, der gør, at denne video-installation er blevet lavet til en biograffilm i international distribution. Med al respekt for installations-kunstneren og nu filmmageren, tyske Julian Rosefelt. For sådan er det jo, når kunst og marked og brands som Blanchett interagerer.

Og gudskelov for det, for den film, der er slutproduktet af denne interageren, er en overvældende oplevelse. Som mest af alt handler om kunsten og kunstnerens rolle i samfundet. Men gør det på overrumplende original facon.

Manifester

Historien - både verdens og filmens - er fuld af manifester. Politiske og kunstneriske manifester. "Manifesto" har mest fat i de sidste, selv om Marx' og Engels' kommunistiske manifest også spiller en rolle. De kunstneriske manifester er fra bevægelser og retninger som Fluxus, Dada, futuristerne, surrealisterne og sågar det nok så berømte Dogme '95 Manifest, som Lars von Trier med flere opstillede for filmkunsten.

Grebet i "Manifesto" er, at disse manifester, bliver taget komplet ud af deres sammenhæng og lagt i munden på 13 forskellige karakterer, alle spillet af Cate Blanchett.

Dada-manifestet bliver til en ondskabsfuld begravelsestale. Det kommunistiske manifest bliver lagt i munden på en hjemløs mand, der trasker rundt i et forladt (på nær en bavian) industriområde med trækvogn og mølædt hund og råber Marx' ord om det kapitalistiske samfunds forfald ud til ingen som helst. Dogme-manifestet bliver fortalt af en lærer til hendes små elever i en tegnetime. For nu at nævne nogle af eksemplerne.

Som er akkompagneret af en billedside, der sprudler af opfindsomhed og fantasi, så det er lige før, det visuelle stjæler opmærksomheden fra de til tider højtravende ord i manifesterne.

Kamæleonen

Det virker som en umulig opgave for en skuespiller at dramatisere akademiske tekster. Men Blanchett mestrer den til fulde. Hun er kamæleonen, der springer ud og ind af 13 vidt forskellige karakterer og temperamenter. Endda uanset at filmen er optaget på bare 12 dage i og omkring Berlin.

Når man læser om "Manifesto" på forhånd, tænker man, at det ikke kan lade sig gøre at lave en film ud af det tankespind. Men det kan det altså. Til gengæld må man uvægerligt efter at have tilbragt halvanden time i selskab med dette bombardement af ord, billeder og skuespil spørge sig selv, om der er en dybere mening med det hele. Om "Manifesto" har mere på hjerte end at være en ualmindeligt veludført, original idé.

Svaret blæser i vinden, men måske handler det om at så tvivl om alle disse absolutter, hvilket der godt kan være brug for i disse tider præget af de sociale mediers ekkokamre og skråsikkerhed.

Men det er langt fra sikkert, at det er meningen, og dit bud på, hvad den er, er lige så godt som mit.

"Manifesto"

Tysk/australsk, 95 minutter, tilladt for alle.