Vi bruger cookies!

viborg-folkeblad.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.viborg-folkeblad.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Museet i sandet

Det nye Tirpitz-museum er bygget der, hvor der tidligere lå jernbanespor. Foto: Tirpitz.

Museet i sandet

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Det nye museum Tirpitz ved Blåvand byder på en rigdom af historier om livet på Vestkysten.

Hvis ikke det var for bilerne på p-pladsen kunne man nemt køre forbi uden at opdage Tirpitz. Det ligger gemt i en stor klit, nøjagtigt som de gamle tyske bunkere, som museet er opkaldt efter.

Den oprindelige Tirpitz-bunker ligger forrest, så det er toppen af den, man først får øje på.

Og oppe bagved ligger så Tirpitz-museet, som er nyskabende og fascinerende både ude og inde.

Når man tager derfra efter et par timers udforskning, har man fået masser af oplevelser, og man er blevet klogere på det hårde liv på Vestkysten både i krigs- og fredstid.

Og så er museumsbygningen i sig selv en åbenbaring.

Den er tegnet af den berømte danske arkitekt Bjarke Ingels, som har skabt en bygning af beton, stål og glas, der gemmer sig under klitterne, men samtidig byder folk indenfor med store glasarealer, der gør det muligt at kigge ind i udstillingerne fra den åbne gårdsplads.

Lige så dominerende den gamle Tirpitz-bunker er, lige så diskret og skjult ligger Bjarke Ingels' bygning gemt under klitten og kun afsløret af de fire stier, der fører ind til museets åbne gård.

De store vinduesarealer betyder, at der er dagslys i udstillingslokalerne, selv om de ligger under jorden.

Ingels' idéer er allerede rost verden over. Det amerikanske tv-selskab CNN har udpeget Tirpitz som en af de 13 nye arkitektoniske perler i hele verden, man bør se i 2017.

 

Tirpitz-museet

Rommels plan

Tirpitz-bunkeren var en del af den tyske feltmarskal Rommels "Atlantvold". Der var planlagt en række bunkere, der skulle forsvare indsejlingen til Esbjerg. Arbejdet blev påbegyndt i 1944, og Tirpitz skulle opføres som en kanonbunker med to kanoner med en rækkevidde på omkring 50 kilometer.

Men byggeriet var ikke færdigt ved krigens slutning, så de 111 ton tunge kanonrør blev aldrig monteret. Senere blev det store kanonhul i taget dækket af en glaskuppel, og Tirpitz blev indrettet som museum.

Derfor er det en selvfølge, at det nye museum bag ved bunkeren også inddrager historien om krigen og livet på Vestkysten.

 

Fire museer

Det nye Tirpitz er faktisk fire museer i ét.

En afdeling med historier om de mennesker, danskere, tyskere - og russere - der under krigen levede omkring Blåvand.

Et fint lille ravmuseum, som både viser rav og fortæller historien om ravs betydning gennem årtusinder.

 

En historisk udstilling om livet på Vestkysten.

Og sidst, men ikke mindst, den gamle Tirpitz-bunker, som der er skabt adgang til under jorden - eller rettere under sandet - fra den nye museumsbygning.

Der er i øvrigt også en lille udstilling om opførelsen af det nye Tirpitz-museum.

Tirpitz er nyskabende på den måde, at det er historierne, der bærer udstillingerne. Hvis man bare går en hurtig tur igennem museet og kigger på udstillingerne, kan man måske godt komme ud med en fornemmelse af, at det "ikke er noget særligt".

Tirpitz er nemlig et museum, der er bygget op på historier om mennesker.

I receptionen får man automatisk udleveret en lille sender på størrelse med en mobiltelefon. Den "snakker sammen" med et symbol på væggen ved alle de enkelte udstillinger, så man kan aktivere en fortælling om det, man står og kigger på. "Mobiltelefonen" er med vilje kun til det ene øre, for man skal også kunne snakke med dem, man er sammen med. 

Men man skal give sig tid til at lytte. Sådan er det i et moderne museum. Jo mere tid og opmærksomhed man investerer, jo mere får man ud af det.

Og på Tirpitz er udbyttet stort - hvis man selv gør en indsats.