Vi bruger cookies!

viborg-folkeblad.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.viborg-folkeblad.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Bog hævder: Vestas havde planer om industrispionage mod kinesere


Bog hævder: Vestas havde planer om industrispionage mod kinesere

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Sidste år indgik vindmøllevirksomheden Vestas et fortroligt forlig i en retssag mod en af virksomhedens tidligere topchefer. I en ny bog fortæller forfatterne, at der bag sagen lå et mislykket forsøg på industrispionage.

VESTAS havde planer om

industrispionage mod kineserne

 

Sidste år indgik vindmøllegiganten Vestas et fortroligt forlig i en speget retssag. Ny bog afslører, hvad der gik forud, og det er en historie om et mislykket forsøg på industrispionage.

 

 

I foråret 2007 var truslen fra de kinesiske konkurrenter begyndt at blive kritisk for Vestas. Markedet for vindmøller i Kina var nu blevet verdens femstørste, men Vestas kunne ikke konkurrere. Selskabets møller var alt for dyre. Flere nøglepersoner i Vestas' top begyndte at drøfte, hvordan Vestas kunne skaffe sig en mere detaljeret viden om de kinesiske møller, der kunne produceres og sælges 20-25 procent billigere end Vestas'.

Den 14. februar 2008 mødtes Ditlev Engel med regnskabschef Jan Pilgaard til bestyrelsesmøde i Vestas Asia Pacific. Han foreslog under mødet, at Vestas købte den kinesiske konkurrent Sinovel for at blive klogere på deres møller. »Ditlev Engel var meget interesseret i det kinesiske marked, den kinesiske teknologi, den kinesiske mentalitet og ikke mindst problematikken med kinesernes lavere kostpriser,« forklarede Jan Pilgaard flere år senere Bagmandspolitiet.

Ideerne blev dog aldrig til noget, men som tiden gik, indtog kineserne en større og større del af verdens vindmøllemarked, og i 2009 var Kina uden sammenligning verdens største marked. Vestas kunne ikke blive ved med at ignorere problemet.

Chefen for Vestas China, Jens Tommerup, havde stået i spidsen for butikken helt i øst i halvandet år, da han i februar 2011 tog imod firmaets finansdirektør Henrik Nørremark, der var rejst til Beijing. På det tidspunkt var ideen om at købe kinesiske møller for at splitte dem ad og nærstudere dem »løbende blevet diskuteret«, men nu var diskussionen blevet mere håndfast »og overgik til at blive et reelt forsøg på at købe kinesiske konkurrentmøller«, forklarede Jens Tommerup senere til Bagmandspolitiet.

Efter besøget afprøvede Tommerup, om Vestas på hensigtsmæssige og lovlige vilkår kunne købe en kinesisk mølle, men konkluderede, at det ikke var muligt, og stoppede derfor processen, da han »henset til moralske/etiske spørgsmål« fandt det »utilfredsstillende«.

Problemet var dog stadig på agendaen hos Vestas' ledelse, da sommerferien i 2011 lakkede mod enden. Diskussionen omkring Vestas' høje omkostninger var igen genstand for debat. »Jeg spørger på dette møde meget direkte, hvor gerne Technology vil have disse møller, da jeg så i givet fald skal skaffe disse,« lød forklaringen fra Henrik Nørremark flere år senere. Ditlev Engel spurgte angiveligt Nørremark, hvordan han havde tænkt sig at få fat i dem. »Inden jeg når at svare, spørger ham mig: 'Har du tænkt dig at spørge Bakshi?', hvortil jeg siger: 'Selvfølgelig.'«

Senere i august mødtes cheferne for samtlige Vestas' forretningsenheder til et todages møde i Malmø, hvor en større omstrukturering skulle besluttes. En af deltagerne på mødet var senior vice president Robert Fritz, der flere år senere skrev under på, at Ditlev Engel var til stede på mødet, hvor det blev foreslået at købe de kinesiske møller for siden at nærstudere dem. Ditlev Engel afviser gennem Vestas' advokat, at deltagerne på mødet i Malmø drøftede indkøb af kinesiske møller, og at Nørremark nogensinde har spurgt, om han måtte bruge Rakesh Bakshi, Vestas' indiske partner, til den slags. Bogens forfattere har været igennem stribevis af skriftlige beskrivelser til politiet fra mødedeltagerne i Malmø, men ingen af dem, heller ikke Nørremarks, tyder på, at finansdirektøren på det møde fik 'carte blanche' til at købe kinesiske møller gennem inderne. Det fremgik heller ikke af hverken dagsorden eller referat. For et spionprojekt var det i og for sig ikke så mærkeligt. Henrik Nørremark havde ikke brug for, at et større forum i Vestas' ledelse og bestyrelse officielt blåstemplede det, som lignede et hemmeligt spionprojekt mod kineserne. Han gik bare i gang.

En weekend i september 2011 bad Nørremark sin personlige assistent Jan-Daniel Kämmer om at pakke kufferten, så de sammen kunne tage til Indien og mødes med Rakesh Bakshi. Hvad der reelt blev drøftet og besluttet på mødet, var parterne mere end fem år senere fortsat uenige om. Og mødet skulle blive mere skæbnesvangert for Vestas, Henrik Nørremark og Rakesh Bakshi, end nogen af dem havde forestillet sig, da Lufthansa-flyet slog landingsstellet ud i nattehimlen over millionbyen Delhi en lørdag, der så småt var ved at blive til søndag.

Mødedeltagerne brainstormede i cirka halvanden time om, hvordan et sådant spionprojekt kunne lade sig gøre. Rakesh Bakshi forklarede, at de kinesiske producenter arbejdede hårdt på at kapre markedsandele i Indien, men var forsigtige med, hvor de satte møllerne op, og hvilke forpligtelser de pådrog sig. Ifølge Bakshi ville ingen af de kinesiske producenter nøjes med at sælge en enkelt mølle eller to, og som aftenen skred frem, spirede en plan om på papiret at udbyde et større projekt, der skulle lokke kineserne i fælden. Kineserne skulle have at vide, at de havde chance for at vinde en ordre på 90-100 MW efter at have leveret blot et par møller. Nørremark og Bakshis virkelige plan var at opstille nogle få møller på i alt 15-16 MW af forskellige kinesiske mærker og så lade Vestas levere 2 MW-møller til resten af projektet.

De kinesiske møller skulle først testes i Indien og derefter sendes til Danmark for yderligere dissekering. Hverken Rakesh Bakshi eller Vestas ville dog lægge navn til det skumle projekt. Derfor skulle der oprettes anonyme skuffeselskaber til at gennemføre transaktionen. Rakesh Bakshi og Henrik Nørremark enedes om at lave en hensigtserklæring - et såkaldt Memorandum of Understanding - hvor det skulle fremgå, at inderne ville købe møller på i alt 100 MW frem til 2017. Den officielle aftale skulle bruges til at få kineserne til at tro, at de havde chance for at vinde et projekt, der slet ikke var beregnet på dem. Nørremark pressede på for at få projektet speedet op. Parken med de 16 MW skulle bygges inden årsskiftet, for hele formålet var at få studeret kinesernes møller, så Vestas selv så hurtigt som muligt kunne få reduceret sine omkostninger - »ellers kan det være lige meget«, som han siden forklarede politiet. En så kort tidshorisont var ikke realistisk. Der skulle både indhentes byggetilladelser, sikres jord, købes transformerstationer og leveres møller, og derfor blev parterne enige om, at projektet skulle være færdigt med udgangen af marts 2012.

Jan-Daniel Kämmer og Henrik Nørremark tog natflyet tilbage til Billund via Frankfurt og kørte derefter direkte til Vestas' hovedkvarter i Randers. Hvis projektet skulle lykkes, havde de travlt. Det fandt en række Vestas-chefer ud af allerede få timer efter, da de første mails om Vestas' hemmelige Project Dragon tikkede ind i deres mailbokse.

Jens Tommerup blev derfor ikke overrasket, da han et halvt år senere modtog en mail fra Jan-Daniel Kämmer, hvor han bad Jens Tommerup melde tilbage om, hvilke kinesiske møller han gerne ville have. Svaret sendte Tommerup samme dag. På listen stod fire møller i størrelsen fra 1,5 MW til 3,0 MW fra de to toneangivende kinesiske producenter Goldwind og Sinovel. Nørremark sendte dagen efter mailen med specifikationerne på de ønskede Goldwind- og Sinovel-møller videre til Ditlev Engel med beskeden: »Hej Ditlev. Inden nytår skulle vi gerne have disse møller snurrende på et projekt i Rajasthan i Indien.« Ditlev Engel besvarede dog ikke mailen - hvilket han typisk aldrig gjorde, hvis han ikke blev spurgt direkte om noget.

Som betaling for aftalen krævede inderne, at Vestas forudbetalte 108 mio. kr. for at gennemføre projektet. Forudbetalingen faldt i to omgange - 78 mio. kr. med det samme og resten i begyndelsen af 2012.

»Det var et projekt, som lå helt uden for nummer,« forklarede chefen for Vestas' IPR-rettigheder Klaus Falkenberg senere til Bagmandspolitiet. Det problematiske bestod ifølge ham i, at de kinesiske producenter kunne have betinget sig, at de ikke ville sælge til konkurrenter. Han foreslog derfor Jan-Daniel Kämmer, at køberens navn helt blev slettet fra kontrakten, »så det ikke ville være ligetil at spore, at det reelt var Vestas, der var køber af projektet«, forklarede han til politiet.

I november 2011 blev chefen for fabrikken i Varde, Knud Bjarne Hansen, spurgt, om han kunne arrangere at få de kinesiske møller transporteret ud af Kina og til Indien. Han blev også bedt om at klargøre et afskærmet område på fabrikken i Danmark, så de kinesiske møller siden kunne smugles ind og blive studeret, uden at alt for mange Vestas-ansatte fik færten af, hvad der foregik.

Møllerne nåede dog aldrig til Varde, for nogen i Vestas trak siden i nødbremsen. På det tidspunkt havde inderne og Henrik Nørremark dog for længst underskrevet aftalen, og de 108 mio. kr. var sendt af sted som forudbetaling.

(Forkortet uddrag fra "VESTAS - Verdensmester for enhver pris" af Birgitte Dyrekilde og Johan Christensen)

"VESTAS - Verdensmester for enhver pris" udkommer på Lindhardt og Ringhof 13. marts

- Man havde ikke  behøvet gøre det