Vi bruger cookies!

viborg-folkeblad.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.viborg-folkeblad.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Jeg har altid kunnet arbejde mig ud af kriser. Men ikke denne gang.

Erhvervskvinden Wenche Strømsnes havde fuld gang i karrieren som direktør for Center for Ledelse (Aarhus og København), indtil hun i 2015 blev diagnosticeret med sklerose, og livet slog en kolbøtte.

Jeg har altid kunnet arbejde mig ud af kriser. Men ikke denne gang.

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

I 15 år var Wenche Strømsnes ansat som adm. direktør i Danmarks største ledelseshus, CFL, men da hun i 2015 blev ramt af sclerose, måtte hun erkende, at arbejdslivet, som hun kendte det, var slut. Hvad gør man så, når man bare er 45 og nægter

Der er dage, hvor pletten for det højre øje er så generende, at den stjæler al energi. Så har hun en særlig kontaktlinse, som andre ikke ser, brun, som hendes øjne. Linsen kan ikke give hende det klare syn tilbage på det dårlige øje, men den fjerner flimmer og gør alting sort, så hun bedre kan koncentrere sig.

Kontaktlinsen er et af de hjælpemidler, som gør, at den nu 47-årige Wenche Strømsnes fra Aarhus kan fungere også på de dårlige dage - stokken er et andet og mere synligt hjælpemiddel, som hun har affundet sig med, selvom det var svært i begyndelsen. Handicap-skiltet i handskerummet har hun det stadig svært med.

Indtil for to år siden var Wenche Strømsnes adm. direktør i ledelseshuset CFL i København, en organisation, som har virksomheder over hele landet som kunder. Hun havde fuld fart på fra tidlig morgen til sen aften. I dag magter hun højst at arbejde få timer om ugen.

Mit liv ramlede. Jeg vidste, at hvis jeg blev ved at lave fejl, ville andre tage beslutningen for mig.
Wenche Strømsnes
Fakta
May Wenche Strømsnes, 47 år.Uddannet cand.merc.aud. fra handelshøjskolen i Aarhus i 1993 og arbejdede indtil 1998 som økonom i Realkredit Danmark A/S. Var siden ansat som management-konsulent i et større konsulentfirma og havde et adjunktur ved handelshøjskolen i Aarhus, indtil hun blev hentet til CfL (Center for Ledelse).

Måtte i 2015 forlade sit job på grund af sygdommen sclerose, som gør, at hun kun er i stand til at arbejde få timer om ugen. Wenche Strømsnes videreformidler sin viden og holder sig fagligt beskæftiget trods sygdommen. Hun har hjemmesiden BetterMeetings.dk, hvorfra hun udbyder digitale kursusprogrammer.

Bor i Egå ved Aarhus sammen med sine to børn, en søn på 20 og en datter på 14.

Begyndte at lave fejl

Det første alvorlige attak ramte i 2015 og vendte op og ned på alting, men allerede tre år tidligere havde hun fået diagnosen sclerose. Til at begynde med mærkede hun sygdommen i en mildere grad, og hun fortsatte ufortrødent sit liv med job i København og mand og de to teenagebørn hjemme i villaen i Egå ved Aarhus. Ugentlige hotelovernatninger og tidlige morgenfly fra Tirstrup var et grundvilkår. Det var ikke usædvanligt, at arbejdsugen var på langt over 80 timer.

Den hvide plet på højre øje var det første tegn på, at noget var galt, og snart kunne hun ikke bortforklare symptomerne eller lyve for sig selv længere.

-Jeg havde været verdensmester i at ignorere min diagnose. Når jeg var til tjek på sclerose-klinikken, tog jeg mine hovedtelefoner på og podcasts i ørerne for at undgå at tale med de andre patienter i venteværelset. Jeg var ikke rigtig syg, tænkte jeg.

Men fornægtelsen holdt ikke, og på karrierens højdepunkt - sådan husker hun det - bedst, som hun følte, at alting flaskede sig for hende, arbejdsopgaverne var mere spændende end nogensinde, hun elskede sit liv og sit job, ramlede det hele.

-2015 var et godt år, indtil jeg fik mit attak. Jeg husker, at jeg tit tænkte: Jeg har det bedste job i verden! Jeg fik hele tiden nye ideer. Jeg kunne ikke gå på kunstudstilling i weekenden uden at få en idé, som inspirerede mig i mit arbejde, så meget fyldte mit job for mig.

Sygdommens ansigter

Hun fik problemer med motorikken, følte, at hun krøb langs væggene. Begyndte at lave fejl. Grimme fejl. Kom til at sende en intern mail til kunderne og skrive en forkert dato på en vigtig kontrakt. Hun måtte melde fra til en topledermiddag i Aarhus efter endnu et slemt anfald. Det var aldrig sket før, at hun blev væk.

Kollegerne støttede hende, hun havde masser af goodwill at trække på hos både kunder og bestyrelse. Men snart gik det op for hende, at den ikke gik længere. Hvis hun ikke selv sagde stop, hvis fejlene fortsatte, ville andre træffe beslutningen for hende.

-Det var et hårdt slag for mig. Sygdommen var noget, som kom udefra - det var ikke min beslutning, at jeg ikke kunne passe mit job mere, men jeg kunne ikke gøre noget ved det. I mit job havde jeg altid været vant til at handle mig ud af problemer. Finanskrisen - vi kom igennem den - når dygtige medarbejdere rejste, kom vi videre på trods. Jeg har altid kunnet arbejde mig ud af kriser, men ikke denne gang. Det var et kæmpe knæk. Et tab.

En socialrådgiver, som hun tidligere var blevet henvist til, men havde afvist at tale med, måtte hun nu indrømme, at hun havde brug for.

Socialrådgiveren afviste muligheden for, at hun fandt sig et andet og mindre udadvendt lederjob, som hun ellers havde forestillet sig. Deltidsjob var heller ikke en mulighed, mente socialrådgiveren, som ikke pakkede tingene ind:

-Du skal fuldtidssygemeldes for en tid.

Men hvem er jeg så?

Vi sidder i arkitektvillaen tæt ved vandet i det snedækkede Egå og drikker kaffe af glas. I dag ved Wenche Strømsnes, at det var det bedste råd, hun fik dengang, for havde socialrådgiveren pakket sandheden ind, havde hun truffet valg, som kun ville forværre sygdommen.

Efter at have sundet sig på beskeden, begyndte hun derfor at tænke fremad: Hvis jeg ikke er adm. direktør Wenche Strømsnes, hvem er jeg så? Hvad kan jeg så?

En notesbog blev hendes følgesvend i alt, hvad hun lavede. Hun testede sig selv: Hvad kan jeg? Hvad fungerer okay for mig? Hvad fungerer rigtig godt? Hvad fungerer ad helvede til?

-Den systematiske måde at tænke og arbejde på, som altid har kendetegnet mig i mit job, kom mig til gode. Sygdommen rammer mig især på de kognitive evner - jeg kan kun én ting ad gangen, jeg bliver hurtigt træt og mister fokus. Derfor har jeg netop brug for systemer, disciplin og planlægning.

Medicin holder symptomerne i ro, men den har mange bivirkninger, og en grænseløs træthed er en af sclerosens værste ansigter. Morgenerne er de bedste, tit står hun op kl. 04, og præcis på det tidspunkt føler hun sig som den bedste udgave af sig selv.

Det er i de tidlige morgentimer, at hun føler sig som 'den skarpe' Wenche, ideerne kommer til hende, og hun passer sin hjemmeside, skriver blogindlæg og svarer på mail. For selvom hun måtte vinke farvel til direktørjob og hverdagen, som hun kendte den, har hun stadig en faglig viden, som mange gerne vil trække på, og hun er stadig en efterspurgt foredragsholder.

Under navnet BetterMeetings.dk har hun udviklet et web-program, som guider ledergrupper og andre til at udøve bedre mødeledelse med bedre resultater og mindre spildtid som resultat. Kursus-konceptet er skalerbart, og hun arbejder med det i det omfang, sygdommen tillader.

-Det inspirerer mig og gør mig glad, at jeg stadig har noget, som folk er interesseret i. Det er dybt tilfredsstillende, når jeg bliver spurgt om, om jeg vil tale for virksomheder og ledelsesgrupper, men jeg kender mine begrænsninger.

Et tv-studie i garagen

Vi rejser os fra spisebordet, går gennem køkkenet og bryggerset og ud i den vinterkolde garage, hvor hun har indrettet et mini-studie med professionelle kameraer, baggrund og lys.

-Min søn er instruktør, producer og klipper, forklarer hun.

Her, i garagen, producerer hun i fred og ro små filmklip om forskellige ledelsestemaer, som hun bliver opfordret til at tale om. Hun holder sig nøje til manuskriptet, og efter forberedelse og optagelser er hun udmattet, men glad. Kunderne kan på den måde få glæde af hendes viden, selv om hun ikke er til stede fysisk, det er for hårdt at stå foran et publikum, som hun ellers har været vant til gennem hele sin karriere.

-At jeg stadig får forespørgsler om at tage ud og holde foredrag, at jeg stadig har bestyrelsesarbejde at passe, at jeg har en stor viden inden for mit felt - gør, at jeg holder fast i min identitet. Mit netværk er intakt. Der er rigtig mange ting, som giver mig en tilfredsstillelse fagligt, og som gør, at jeg gerne vil holde mig i gang så længe som muligt, i det omfang jeg kan.

-Jeg har mødt flere i min situation, som præsenterer sig selv som 'flexjobber'. Personligt synes jeg, det er en mærkelig titel at bruge, man kan jo ikke måle folks værdi i tid, og det siger ingenting om, hvad de kan.

-Jeg laver noget, som har værdi for andre, som jeg trives med og får god respons på. Jeg kunne aldrig drømme om at præsentere mig selv som "en der arbejder mindre end andre", selv om jeg kun er i stand til at arbejde få timer om ugen.

Hun tilføjer:

-Hvis jeg skal over seks-ti arbejdstimer om ugen, skal der ske et forskningsmæssigt mirakel.