Da Anne-Mette Rasmussen sagde ja til at medvirke i ’Vild med dans’, blev Danmark straks delt i to.
Der var dem, der sad og ventede på, hun faldt på halen. Og så var der dem, der mente, det var rigtig godt gået
- Sådan er det jo. Og det er klart, når man er gift med Danmarks statsminister, siger Anne-Mette Rasmussen og trækker på skuldrene. I dag er det tre år siden, hun hoppede rundt på TV2s dansegulv.
Hun røg aldrig på halen. I stedet fik hun en god portion selvtillid og mod til at springe ud som selvstændig. Ikke kun i andres øjne men også på cv’et, hvor der bl.a. står forfatter, foredragsholder og danseinstruktør.
Alt er nu tilladt, for hun er ikke længere låst i rollen som førstedame. Og hun kan endelig sætte sin egen dagsorden.
- Men det handler også om mere. Det handler om at komme ud af komfortzonen og prøve nye ting. Især i min alder. Livet er ikke slut, bare fordi man befinder sig halvvejs i livet. Ungerne er jo fløjet fra reden, og det er nu, man både har muligheden og erfaringerne til at gøre de ting, man måske har drømt om, siger hun.
Den 53-årige Anne-Mette Rasmussen har ellers rig mulighed for at læne sig tilbage. I 2009 blev Anders Fogh Rasmussen den første danske generalsekretær i Nato. Til jobbet hører en stor residens i hjertet af Bruxelles, privatchauffører, egen kok og tjenestefolk, og selv om Anne-Mette Rasmussen nyder de dage, hun tilbringer i Bruxelles, er hun også glad for at komme hjem til Danmark, hvor livet er langt mindre luksuriøst.
To verdener
- Nogle gange er det også dejligt at rode rundt efter rugbrødet i køleskabet hjemme i Nærum. Jeg kan godt lide, at jeg kan skifte mellem begge verdener, siger hun og fortæller, at både Anders Fogh Rasmussen og hun tager nogle afslappende weekender i Nærum, når der er tid til det. Men ofte er hun selv af sted for at pleje forretningen som selvstændig.
Anne-Mettes fantastiske forvandling - tilbage
I disse dage er hun dog i Bruxelles, hvor familien har valgt at holde jul. Datteren Maria har været på besøg med sin mand Jesper og deres to små børn Martha og Marcus. De har slappet af og holdt fri sammen. Det gør hun nemlig sjældent, når hun er i Bruxelles. For her vil hun heller ikke ’kun’ være Anders Fogh Rasmussens kone.
- Jeg synes, det er vigtigt, at jeg også bidrager med noget hernede, siger hun og beretter om de mange velgørenhedsarrangementer, hun står for. Og hvordan hun har formået at få blandet en masse dans ind i det.
Nu bliver der lyttet
Men i dag står der ikke så meget på programmet, og hun har derfor tid til at mødes med B.T..
Hun har valgt sit yndlingssted midt på Grand Place i centrum af byen, og mens hun nipper til et glas varm vin, fortæller hun begejstret om tilværelsen i Bruxelles.
- Hernede kan jeg bedre sætte min egen dagsorden. Der bliver altid lyttet, når jeg kommer med ideer angående velgørenhed. I begyndelsen var jeg meget forsigtig, fordi jeg tænkte, at det måske ikke kunne lade sig gøre, og hvad tænker de andre, og hvad med de kulturelle forskelligheder? Men jeg fandt hurtigt ud af, at næsten alt kunne lade sig gøre.
Derhjemme, som statsministerfrue, hvis jeg fik en god idé, så skulle jeg nærmest ringe til medierne først for at høre, om de nu også syntes om det. Alt skulle måles og vejes hele tiden, og så mister man lysten til at komme med ideer, siger hun og er ikke bleg for at indrømme, at hun lever et mere frit liv i dag.
Kigger den anden vej
I mange år kendte danskerne mig jo mest som påhænget. Hende ved siden af Anders (Fogh Rasmussen, red.). Og det var helt o.k., for jeg var godt tilfreds med mit liv. Jeg var mor og havde mit job i Børnehuset, som jeg holdt meget af. Men da jeg en dag fik muligheden for at prøve noget nyt, greb jeg chancen, og det passede ikke alle. Men det kunne jeg ikke tage mig af, siger hun bestemt.
- Jeg har altid haft det sådan, at der er ingen, der skal styre min mening. Og det er jeg nok blevet bedre til at udtrykke end før.
Plus, jeg er blevet mere fri til at udtrykke mig, fordi Anders ikke er statsminister mere, siger hun. Samtidig har hun også lært at kigge den anden vej, når folk peger fingre. Noget hun især lærte, da hun deltog i ’Vild med dans’.
- Der var mange, der havde en mening om det. Også folk tæt på mig. Og jeg tror, at flere i min familie, ikke børnene og Anders, men mine søskende og i deres periferi, at de nogle gange har haft lidt svært ved at følge med. Der har jeg skullet forklare mig lidt, og de har nok i deres stille sind tænkt: Skal hun blive ved med det dans?
Mens hun fortæller, griner hun på sin meget karakteristiske måde, nærmest klukkende. Men så bliver hun igen en anelse bestemt i tonen.
Vant til forandring
- Anders har helt sikkert også været bange for, hvordan det ville gå, da jeg først havde sagt ja til ’Vild med dans’. Men han sagde det aldrig til mig. Han støttede mig kun, siger hun. Når samtalen falder på hendes mand, er der en særlig varme i stemmen, men ordene er også mere skarpe og velovervejede. Især da hun svarer på, om der ikke er en reel risiko for, at man vokser fra hinanden i et forhold, når den ene gennemgår så store og nye forandringer, som hun har gjort de seneste år.
- Vi har altid været vant til forandringer og nye ting, siger hun.
- Man skal aldrig holde hinanden tilbage. Det handler om at støtte hinanden i det, man hver især brænder for. Og vi ved, hvor vi har hinanden, Anders og jeg. Det har vi altid vidst, siger hun og påpeger, at mange kvinder desværre holder sig tilbage. Både fordi de er bange for, hvad omverdenen - men også deres mand - vil sige.
I gang med en bog
- Det giver et helt særligt boost til begge parter, hvis man hver især går efter sin passion. Det kan kun give mere glæde i hverdagen og i parforholdet. Og er det ikke utroligt, at vi skriver 2011, snart 2012, og så er der stadig en hel del kvinder, der er bange for, hvad deres mænd tænker?
Det bør vi simpelthen gøre op med. Og det vil jeg gerne bidrage til. Sammen med forfatter og veninde Gitte Hornshøj er hun derfor i gang med at skrive en bog til kvinder i overgangsalderen.
- Vi vil gerne skubbe lidt til nogle bestemte kvinder. Vi tror ikke, vi er eksperter, og folk må gerne være uenige med os. Og måske ender det mest af alt med at være en diskussionsbog. Men lige meget hvad, så er målet at få flere kvinder til at turde tage springet, finde deres passion og ikke tro, at livet er slut, fordi man snart kan gå på efterløn, siger hun.
Præcis som hun selv.









































seneste kommentarer