Vi bruger cookies!

viborg-folkeblad.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.viborg-folkeblad.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Carsten Jensen spreder møg fra sit tastatur!


Carsten Jensen spreder møg fra sit tastatur!

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Af cand.mag. Lone Weinreich Fisker, Viborg
Billede
Læserbrev. 

I skrivende stund flyder de sociale medier over med reaktioner på forfatteren og journalisten Carsten Jensens seneste ord om Naser Khader - en konservativ politiker, der i adskillige år har levet med PET-livvagter døgnet rundt. Carsten Jensen nyder en livslang ydelse fra Statens Kunstfond, og samme fond begrundede i sin tid indstillingen af Carsten Jensen med bl.a. følgende ord: "Få danske forfattere er så elementært velskrivende som han, sproget bereder læseren en nærmest musikalsk oplevelse. Det er kunst på meget højt niveau."

Aha? Så ved vi det: "Kunst på meget højt niveau". Carsten Jensen lægger ingen steder skjul på sin foragt for det borgerlige Danmark og kaldte engang i Deadline på DR2 landets tidligere statsminister, Anders Fogh Rasmussen, for "en pædofil onkel." Lars Løkke Rasmussen har Carsten Jensen tidligere omtalt som "nazist", og i det hele taget strør Carsten Jensen rundhåndet om sig med mildt sagt meget grimme ord om de mennesker - altså de borgerlige - som han bestemt ikke bryder sig om.

Folketingets formand og flere af hendes borgerlige kolleger fra den blå blok bliver af samme Jensen kaldt for "kældermennesker", og dette begreb stammer fra verdenslitteraturen, hvor en af historiens største forfattere - russeren Dostojevskij - beskriver netop "kældermennesket" som en, der i den grad er utiltalende, forhutlet, selvoptaget, ondskabsfuld og syg. Et "kældermenneske" er altså vederstyggeligheden selv, og "kældermenneskets" diametrale modsætning må så nok i forfatterens optik være et menneske som lige præcis Carsten Jensen - et menneske, der er alt andet end borgerligt funderet, og som altså er alt det modsatte af "kældermennesket": tiltalende, indlevende, kærlig og imødekommende - eller simpelthen en af "de gode".

Som nævnt er Carsten Jensen indstillet til livslang kunstydelse fra den danske stat - bl.a. fordi han er så "elementært velskrivende", som det hed i indstillingen - og det betyder bl.a., at selv et 10-årigt barn vil forstå, at en person som ham er noget helt særligt. Der er mange hel- og halvprofessionelle skribenter - mig selv inklusiv - der går rundt med infantile drømme om at blive "opdaget" og få del i en sjat mønter fra Statens Kunstfond akkurat som det er tilfældet med Carsten Jensen.

Tænk hvilken lykke det måtte være at kunne sove til langt op af formiddagen hver eneste dag og ellers bare sidde i en stor, lys herskabslejlighed på det mondæne Østerbro i København og bare skrive, skrive og skrive og drømme sig hen i et fiktivt univers, mens man trykker på tastaturet og samtidig ikke skal tænke på, hvordan man får betalt terminerne og for de eksotiske rejser, man tager på, når man er ude i verden for at researche til sin næste bog?

Tænk hvilken ro og hvilket overskud, man kunne leve sit liv med, hvis man vidste, at man så længe man levede, fik penge af staten for at lave lige akkurat det, man havde lyst til: at lege med ord? Tænk hvor nemt det ville være, hvis man ikke skulle frygte for nedskæringer på jobbet, som kunne føre til en fyreseddel? Tænk hvordan det ville være, hvis man ikke hver eneste morgen klokken 6.30 var nødt til at tage med en overfyldt bus og ind til et ensformigt arbejde med kedelige kolleger, en sur chef og vakuumpakket kantinemad?

Tænk hvilken lethed man kunne leve sit liv med, hvis man vidste, at Statens Kunstfond betalte for ens legen med ord, lige indtil den dag, man lægger sig i graven? Tænk hvordan al samtale ville forstumme og alle blikke ville vende sig beundrende mod én, hvis man kom ind på en smart café i Indre København eller nede ved åen i Århus og folk bare vidste, at man ikke var en pauver lønslave, der var nødt til at møde på et alt andet end eksotisk arbejde hver eneste morgen klokken 7 og først havde fri sent om eftermiddagen?

Tænk hvilken kontrast der er mellem Carsten Jensens liv ved den bærbare computer på Østerbro og så til skifteholdsarbejderen på Vestas eller til hjemmehjælperen, der har ødelagt sin ryg af 25 års slidsomt arbejde og til en ringe løn?

Tænk hvor mange ganske almindelige og borgerlige "kældermennesker", der hver dag møder ind på de danske arbejdspladser og passer deres arbejde til punkt og prikke, selv om ryggen gør ondt, og børnene græder ved udsigten til 8 timer i en stresset institution? Tænk hvor mange mennesker, der er med til at finansiere Carsten Jensens liv på Østerbro, hvor han i sit verdensfjerne parnas kan sidde og iagttage og latterliggøre den verden og de mennesker, han finder så vederstyggelige?

Det er mennesker, der er loyale medarbejdere og troligt betaler deres skat, mens de måske i det skjulte drømmer om lange ferier til eksotiske steder, hvor kun Carsten Jensen og andre velstående mennesker har mulighed for at rejse hen?

Er Carsten Jensen slet ikke bare en lille, bitte smule glad og taknemmelig for alle de borgerlige "kældermennesker", der er med til at finansiere hans liv og hans gøren og laden i medierne? Senest beskrev han Naser Khader med følgende ord: "På bunden af skraldespanden, i dens allermest gærende, ildelugtende lag, finder vi Naser Khader."

Og der er meget mere af samme beskidte skrivebordsskuffe, når det er Carsten Jensen, der trækker ud. Man skulle tro, at en forfatter, der lever af sproget og som må antages at kere om hvert enkelt ord, der kommer ud af hans mund og ned på papir, havde en vis stolthed og ydmyghed, men det har jeg svært ved at se gør sig gældende hos Carsten Jensen. Han har, så længe jeg kan huske, revset de borgerlige danskere for ikke at holde en ordentlig tone i debatten og for at være - ja, "kældermennesker", men sådan som Carsten Jensen téer sig, når han spreder møg fra sit tastatur hjemme på Østerbro, så skulle man ikke tro, han kunne se sig selv i øjnene længere.

Besynderligt nok efterlyser Carsten Jensen ordentlighed og tolerance, soberhed og respekt, men hvad han åbenbart ikke kan se, er, at han i virkeligheden - med den grimme retorik, han benytter sig af - kommer til at male sig selv i ansigtet med lige nøjagtig det skidt og skarn, som han mener, at hans politiske modstandere er gjort af.

Fy, for katten, siger jeg bare.