Vi bruger cookies!

viborg-folkeblad.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.viborg-folkeblad.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Inden kræftpenge er brugt, skal vi tænke offensivt


Inden kræftpenge er brugt, skal vi tænke offensivt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Af Carsten Kissmeyer, kandidat til regionsformand, Venstre.
Morten Dueholm/Scanpix Denmark
Læserbrev. 

Debat: Kræft er et af de mest modbydelige problemer, vi har i vores sundhedssystem. Sundhedsdatastyrelsen har netop offentliggjort tal, der viser at Region Midtjylland ikke lever op til de fastlagte tidsforløb i kræftpakkerne. Der er tale om en udvikling, hvor målopfyldelsen er faldende. Det skaber en særdeles utryg situation for de borgere, der har kræften tæt eller helt inde på livet. Og der er kun én vej: Det skal vi have langt bedre styr på. Langt bedre.

I disse dage er der en diskussion om 2% effektiviseringskravet er rimeligt. Det bliver af nogle fejlagtigt udlagt, som om det er besparelser på 2%. Det er det ikke, for der tilføres til stadighed flere midler, eksempelvis i høj grad på kræftområdet, hvor der er tilført rigtig mange midler. Hvorfor er der så problemer? Det er ganske enkelt fordi antallet af kræftsyge, og mulighederne for at behandle, vokser hurtigt i disse år - det samme er gældende på en lang række andre sygdomsområder.

Er svaret så ikke bare flere penge? Desværre er penge ikke til stede i uendelige størrelser, og det er personale heller ikke. Kræften spiser ganske enkelt budgetterne op. Vi er nødt til at tænke langt mere offensivt og supplere med nye behandlingsmetoder og gerne så tæt på patientens bolig/hverdag som muligt - det er både bedst for patienten og ressourceforbruget. Vi ser i dag mange af disse nye løsninger blive taget i brug f.eks. i forhold til KOL-patienter og nu senest i visse former for kræftbehandling.

I Venstre er vi bestemt åbne overfor, at erstatte det noget "firkantede" 2% effektiviseringskrav med andre mere fleksible instrumenter til få nye behandlingsformer sat i drift. En væsentlig faktor vil være at sikre et langt mere intensivt samspil mellem kommuner, praksislæger og regionernes specialiserede hospitalsvæsen. Dette samspil kommer ikke af sig selv, da alle parter har en egen økonomi, de er ansvarlige for - der skal nytænkes både fagligt og finansieringsmæssigt, og det kræver et politiske system, der kan sætte aktørerne sammen og få dem til at arbejde sammen mod en fælles fjende: Kræften. Personalet har i særlig grad mærket ulemperne ved det nuværende 2% system, der jo har ramt alle lige og dermed reelt også ramt nogle funktioner skævt. Vi skal sikre medspil og stolthed hos personalet i den omstilling, vores sundhedsvæsen løbende skal gennemgå, hvor antallet af ældre stiger markant samtidig med, at befolkningen i den arbejdsdygtige alder falder. Kræftområdet og andre sygdomsområder skal ganske enkelt - og i al deres kompleksitet - gentænkes.