Vi bruger cookies!

viborg-folkeblad.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.viborg-folkeblad.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Jeg troede, vi havde et godt sundhedssystem


Jeg troede, vi havde et godt sundhedssystem

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Læserbrev. 

Læserbrev: Jeg er en scleroseramt mand. Jeg har indenfor de sidste måneder haft rigtige dårlige oplevelser med vores sundhedssystem, som jeg rigtig gerne vil dele med andre, så de muligvis ikke bliver udsat for samme behandling som mig.

I midten af januar 2017 blev jeg selv opmærksom på, at man kan få en dropfodssimolator, som jeg kan bruge som hjælp til supplerende træning, og som gør, at jeg kan komme til at gå uden øvrige hjælpemidler med tiden. Jeg besøgte i den forbindelse bandagisten og skulle herefter visiteres til en sådan maskine.

Kort efter dette besøg fik jeg et attak. Jeg lå i sengen og blev mere og mere dårlig. Ved aftentid kunne jeg ikke bevæge mig, og jeg snøvlede, når jeg skulle tale. Min kæreste ringede til vagtlægen og fik den besked, at han nok skulle komme, men havde lige to besøg, inden det var min tur. Fuld forståelse for det.

Da jeg havde ventede i to timer, og jeg blev mere og mere dårlig, ringede vi efter en ambulance. En sådan kunne de ikke sende, da jeg havde kontaktet vagtlægen, så jeg måtte vente yderligere en halv time. Da han så endelig kom, blev jeg spurgt, om jeg havde kastet op, og det havde jeg en enkelt gang om morgenen, men ellers ikke, og jeg havde heller ikke ondt i maven.

Han målte min puls, trykkede mig på maven og sagde, at det var Roskildesyge, da dette var i omløb for tiden, og så var han hurtigt videre. Vi ringede igen efter en ambulance, men da vagtlægen ikke havde skønnet, at det var nødvendigt at blive indlagt, så ville de heller ikke sende en her, anden gang jeg ringede. Jeg fik den besked at jeg kunne kontakte min egen læge dagen efter. Jeg lå som sagt stadig og ikke kunne bevæge mig overhovedet.

Jeg ringede til min egen læge dagen efter og blev hentet med patienttransport og blev indlagt på neologisk afdeling, da jeg havde haft et attak. Det skal lige siges, at jeg gjorde vagtlægen opmærksom på at jeg havde sclerose.

Jeg kom hjem efter tre dage og ventede stadig på at få svar mht. denne dropfodssimolator. Nu var der jo gået tre uger, siden jeg var ved bandagisten. Jeg ringede til visitationen ved Viborg Kommune for at høre, hvor langt min sag var nået. Her fik jeg den besked, at hende, som sad med sådanne sager, var syg, så der var intet sket, men hun skulle nok ringe til mig, når hun kom tilbage.

Der skete stadig intet. Efter yderligere en uge ringede jeg til hende, og endelig kom vi i tale. Hun havde ikke haft tid til at se på min sag, men skulle nok ringe, når hun vidste noget mere. På dette tidspunkt havde jeg ligget i sengen det meste af tiden og kunne næsten ikke bevæge mig. Min tålmodighed var ved at slippe op. Der skal jo træning til, specielt når man lige har haft et attak.

Jeg troede at vi havde et godt velfærdssystem, men har med denne oplevelse desværre set noget andet. Det er så ydmygende for en voksen mand at ligge i sengen og intet kunne. Hverken toiletbesøg eller lignende. Følelsen af, at man intet er værd og kun i vejen, kan ikke undgå at strejfe i tankerne, når man bare ligger der og intet kan.

Jeg håber at min oplevelse kan bidrage til at hjælpe andre, så de ikke kommer i samme situation som jeg, og her til sidst kan jeg kun sige, at det kræver at være stærk for at være syg.