Vi bruger cookies!

viborg-folkeblad.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.viborg-folkeblad.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Nadia Nadim - en Ghetto-Blaster


Nadia Nadim - en Ghetto-Blaster

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Læserbrev. 

Læserbrev: Det her handler ikke om farve; det drejer sig heller ikke om kvindekamp; det er ikke om integration. Essensen er frihed, håb, drømme og kærlighed. Det handler  om, hvad der sker i de små brune pigers hoveder ude i ghettoerne. Der løber en helt rundt på grønne billardsletter i Europa - langt væk fra deres forældres hjem - med selvsamme hudfarve og tro som dem selv.

De små piger har næppe hørt om det, men før 1979 løb deres forfædre rundt i samme klæder, som Nadia Nadim nu gør. Det var tiden før Taleban under det kommunistiske styre. Med hovedløs og overivrig hjælp fra USA fik islamisterne indført afgrundsdybe begrænsningerne på menneskerettigheder, og i midten af 90'erne var det totalt slut med rettigheder for det kvindelige køn, da Taleban formelt fik magten.

Kan man forestille sig, at de små alligevel gør sig nogle fantasifulde forestillinger og drømmende kaster deres længselsfulde blikke mod den frihedssøjle, der løber rundt og drysser kærlighed fra sig. En underskøn ung kvinde med alle dertilhørende dyder som ynde og begavelse, der tænder lys i alle længsler hos piger og kvinder, der oplever sit liv som i en fængselscelle.

Kan man forestille sig, at de små - som måske snart skal forstå - i fantasien ser sig løsrevet fra den kommende sorte fangedragt til derimod at vise den brune huds venlighed og kærlighed. Jeg ser for mig, at der sidder nogle mørkemænd ude i ghettoerne, som føler, at de har fået kastet en ækel og stikkende gulvklud i hovedet.

Nadia Nadim er en del af en sport, hvor sammenhold og individualitet følges ad og i hånd stræber mod den fuldkomne vilje og evne. Efter en livsvigtig kamp står alle danske spillere barhudede tilbage under loftbruseren - alle lige for bruserens såvel som kammeraternes øjnene - en symbiose udenfor al fordom.

Nadia Nadims rolle er allerede blevet udlagt i mange sammenhænge. Jeg er navnlig snublet over debattør Sørine Godtfredsen, som hæftede sig ved Nadims udtalelse om, at hun ikke følte sig 100 % dansk. Det samme gjorde DF'eren Susanne Eilersen.

Sørine Gotfredsen er en sjov figur. Man forvildes til at tro, at hun formentlig har kors og sværd tatoveret unavngivne steder på kroppen. Jeg indledte med at slå fast, at mit ærinde ikke var integrationspolitik, men skulle jeg imidlertid tage den hat på, overser Sørine Gotfredsen og DF'eren, at Nadia Nadim kan komme til at spille en langt større ubevidst rolle for integrationen, end hverken hende selv eller de to debattører havde forestillet sig.

Tro mig, de små skal nok forstå ude i ghettoerne. Jeg er overrasket over, at Sørine Gotfredsen som moden kvinde ikke har mere forståelse for unge Nadia Nadim. For fanden, hun er en ung kvinde, der efter omtumlet tilværelse prøver at finde ud af, hvem hun er, og hvor hun hører til. To af livets centrale spørgsmål.

At hun så omtaler sig selv om ikke udelukkende dansk samt ser fremmedfjendtlighed er vel ganske forståeligt. Kan man forvente, at hun ser alle sammenhænge? Sagens kerne er for mig, at Nadia Nadim er en Ghetto-Blaster - hun bidrager til at rokke ved - og splintre - forstokkede holdninger ude i ghettoerne og giver håb for de undertrykte.

Hun kunne let have sunget Queens 'I want to break free'. Nadim har frigjort sig fra de lænker, som Taleban lagde omkring hendes vugge. Nadim ville samtidig sikkert også se sig frigjort for min politiserende brug af hende som person. Mennesker er sjældent bevidste om deres handlinger, men storhed fornægter sig aldrig, og Nadia Nadim har givet baghjul til Tour De France og gjort mig endnu mere stolt af at være dansk - sammen med Nadia, en af mine medmennesker i paradis.dk.

Nadia Nadim er et forbillede for alle mennesker på vor fantastiske klode, der vil være frie. Alligevel, måske handler det alligevel bare om fodbold.