debat
X-factor: Tillad mig for en stund måske at ødelægge avislæsningen, eftermiddagskaffen og idyllen for de midtjyske avisabonnenter, men nu bliver jeg nødt til at spørge mine medborgere: er det da ikke snart nok med alle de sang-talent-programmer i tv?
Efterhånden kan man ikke længere orientere sig i medierne eller på tv, før man føler sig tvangsindlagt til at være på fornavn med et yngre håbefuldt menneske eller og det er endnu værre en af de såkaldte dommere fra programmerne.
Klikker man sig ind på selv de store avisers hjemmesider, er det ikke sjældent, at den første »nyhed«, man bliver præsenteret for, relaterer sig til et eller andet, der er foregået til et af tidens talentprogrammer på tv, og det kan jeg ikke holde ud.
Man tvinges som nævnt til at være på fornavn med »X-Factor-Bente« eller »Voice-Jens«, eller hvad de nu hedder alle sammen, mens jeg kan undre mig over, hvordan man kan skelne den ene »Simone« eller »Oliver« fra den anden, idet sang-talent-programmerne med alle deres forskellige deltagere jo går igen året rundt som en i mine øjne uendelig tv-føljeton på linie med 80’ernes »Dallas« og »Dollars«-serier.
I modsætning til »Dallas« og »Dollars«, som havde de samme skuespillere på rollelisten år efter år, så optræder der sæson efter sæson nye mere eller mindre oplagte »talenter« i f.eks. »X-Factor«, og hver gang stikker man efter min mening blår i øjnene på såvel deltagerne som tv-seerne, idet man vel må være ærlig og sige: »Er der egentlig nogen fra sang-talent-programmerne, som virkelig har gjort karriere inden for det, de nok alle sammen efterstræber: musikbranchen?« Jeg tror det ikke.
Mig bekendt var der for ikke så længe siden en artikel i flere af landets aviser, hvori det, der vist var sidste års vinder af »X-Factor«, en teenagepige, som jeg ikke kender navnet på, udtrykte sin harme over ikke at have fået den lovede musikkarriere, som hun mente, hun var blevet stillet i udsigt, men derimod var at finde i en bod i tivoli, hvor hun vistnok lavede bamser! Tja ?
Hvor vinderne af sang-talent-programmerne måske regner med en fremtid som storsælgende musik-ikoner, så ender det vel med, at den reelle stjernestatus begrænser sig til den, som sæsonens vinder opnår fra en hurtigt opstillet scene i et tilfældigt butikscenter i en søvnig provinsby. På samme måde som danseprogrammernes vindere danser rundt og nyder beruselsens tåger i de selv samme butikscentre og supermarkeder.
Hvorfor siger man det ikke, som det er: vinderen bliver »stjerne for en aften«, men så heller ikke mere! Næ, de reelle vindere af programmerne må efter min mening være tv-bagmændene og de såkaldte »dommere«, som populært sagt må grine og slå sig på lårene, når de tjekker summen på deres bankbog.
Man kan ikke klandre navnlig de unge for at være håbefulde og for måske i et kortere eller længere tidsrum - at drømme sig til stjernestatus og en position som feteret rocksanger. Vi har vel alle i sin tid stået foran spejlet med en hårbørste, et sjippetov eller en deodorant og sunget med på Rock Nalles »Go’e gamle fru Olsen« endsige ABBA og »Waterloo«, og i dag har de fleste hjem (bortset fra mit og min families!) et såkaldt »Sing Star«-program indstalleret til er det ikke tv’et? på lige så naturlig vis, som man har en vaskemaskine og et køleskab i huset! Og bevares, det er da skægt at skingre, mumle eller skråle med på karaoke-vis på Village People og »YMCA«, men dérfra og så til at tro, at det nu er hovedparten af danskerne, der besidder et endnu uopdaget sublimt sangtalent, dér er der immervæk langt. Meget langt. (Tror man mig ikke, så tjek evt. optagelsesantallet på musikkonservatoriernes sanglinier. Det er ikke mange, der kommer ind dér, men de, der bliver optaget, kan til gengæld bryste sig af at være særligt udvalgte.)
Jeg undrer mig over, at så få mennesker tilsyneladende ikke stiller spørgsmål ved, at så mange danskere i dag uden blusel melder sig til sang-talent-programmerne, når det reelt er de færreste danskere, som og nu bliver jeg nok upopulær egentlig kan synge. Sidder man i festligt lag, og der skal synges til en konfirmation, onkel Åges fødselsdag, et bryllup, i en kirke eller til en landskamp i Parken, så er det de færreste og heriblandt mig selv forundt at synge.
De fleste af os har ikke fået sangen ind med modermælken og er samtidig underlagt den almindelige danske blufærdighed, hvilket gør, at man bedst kommer igennem en sang ved hjælp af skrål, mumlen eller en skinger tone. (Men derfor kan festen da absolut godt være sjov alligevel!)
Tilbage til dommerne i sang-talent-programmerne, så er de er helt kapitel for sig. I det, der hedder »Voice« på TV-2 og man har formentlig valgt et engelskklingende navn fordi, det lyder smart optræder der hele fire dommere, hvoraf én er en ældre punk-musiker, én er rapper (!), en anden er kendt fra »Aqua«, hvor hendes stemme uvist af hvilke grunde forvrænges ved hjælp af moderne teknologi, så den lyder som en parodi på Andersines stemme i en Walt Disney-tegnefilm, og den fjerde kvindelige dommer kender jeg simpelthen ikke (det viser måske min dårskab?), men hun er sikkert moderne og at finde til diverse premierer i hovedstaden. Ikke mindst pga. sin i mine øjne aparte frisure.
Jeg tænker bare: er det umuligt at finde nogle virkelig kvalificerede såkaldte »dommere« f.eks. fra musikstudiet ved et af landets universiteter eller fra et af landets musikkonservatorier? En af dommerne i X-Factor, en skaldet mand, der måske iscenesætter sig selv men måske ér han bare sådan (?!) med et storhedsvanvid, som i gamle dage ville have medført en hospitalsindlæggelse på psykiatrisk afdeling, er i mine øjne nok alligevel en af de værste på landsdækkende tv.
Man kan en gang imellem stille sig selv det spørgsmål, om det reelt er de såkaldte dommere, der »er programmet«, snarere end det er de håbefulde deltagere, der stiller op men rædsomt er det i hvert fald at se på. Nu kan man heldigvis lave så meget andet end at se tv, men det ærgrer mig alligevel, at sang-talent-programmerne får lov til at køre non-stop på flere kanaler år efter år, således at vi, der synes, at tilværelsen rummer så meget andet end det at drømme om at blive den nye Tina Turner eller Elvis Presley, har svært ved at undgå at lægge mærke til (selv)promoveringen af såvel dommere som diverse »sangtalenter«.
Med andre ord: har vi ikke for lang tid siden nået ikke bare mæthedspunktet, men også opkastningspunktet, for sang-talent-programmerne i tv? Jeg har i hvert fald.
seneste kommentarer