Parkinson og Tange Søs fremtid!

debat

Tange sø: For ca. 40 år siden hørte jeg et foredrag af den britiske samfundshistoriker og forsker C.N. Parkinson, født 1909: Emnet var en spådom om fremtidens samfund. Og med hensyn til fremtiden er der altid både usikkerhed og nysgerrighed.

Parkinson omtalte de værdier i samfundet, som man skulle kunne stole på. Som eksempel nævnte han de videnskabelige resultater, som var følgen af videnskabelige forsøg eller undersøgelser. Disse resultater/konklusioner er troværdige, da undersøgelserne er redelige og uden skjulte hensigter, men udsprunget af den nysgerrighed, som forskerne har med henblik på at finde ud af, hvorledes tingene hænger sammen. Ofte blot et spørgsmål om årsag og virkning.

Et kendt eksempel er en skrækkelig afsløring: Ofte er det praktisk i en planlægning at vide, hvor længe et veldefineret arbejde kan antages at vare. I øvrigt et skøn som er helt nær på alles dagligdag, måske overhovedet for at få hverdagen til at hænge sammen.

Mange forsøg er desangående løbet af stabelen. Resultaterne er mangeartede og vanskelige at tolke. Utroligt mange påvirkninger og faktorer er blevet diskuteret og omtalt.

Ud af alt kaoset trak Parkinson en kardinalfaktor, der markerede sig i synsfeltet og blev formuleret for eftertiden som »Parkinsons Lov«: Et arbejde tager den tid, der er sat af til det! En kendsgerning, som man kan blive en smule forskrækket af.

I et langt liv har jeg både indset det rigtige og accepteret det som en sandhed. I hvert fald med den gyldighed, at kan arbejdet laves på to timer, men der er afsat en formiddag, så tager det en formiddag. En kendsgerning, som både kan bruges og misbruges. Og bliver det!

Det store problem, som Parkinson nævnte, der kunne ødelægge fremtiden i samfundet, var desværre, hvis man med videnskabeligt arbejde vendte modellen på forskning om. Det vil sige søgte et mål og derefter anlagde et forsøgsforløb, der tilstræbte at bevise påstanden. Eller måske blot tangerede den slags bevisførelser for tilsigtede måls opfyldelse eller tilsyneladende bekræftelse.

Parkinson så muligheden som eksisterende og sagde direkte, at den situation nok ville opstå, samt at det ville blive en tragedie.

Den gang jeg hørte spådommen, afskrev jeg som læge straks muligheden. Dertil var min tillid til og respekt for videnskabeligt arbejde for stor.

Desværre aner jeg nu og da i samfundet en tendens til det frygtede. Som eksempel kan jeg minde om den tvivl, der eksisterer om en nutidig hjerneforskers videnskabelige arbejdes ærlighed. Vedkommende var for et par år siden højt hævet. Har nu forladt både Københavns Universitet og sit arbejde. Med tilstrækkelig mange påstandes gentagelser af en mistanke at ville gøre mistanken eller ønsket til en kendsgerning kan nu og da ses forsøgt. Just kernen i Parkinsons spådom. Og så forsvinder videnskabens troværdighed.

Uanset hvor meget man ønsker denne eller hin løsning på debatten, nytter det ikke, at man påstår beviset, når det i virkeligheden er ønsket, man gentager.

Det kan være snublende nært at have lyst til og sige det med en faglig autoritet in mente. Men på den lange bane står det ikke for berettiget kritik og sund fornuft. Og bør naturligvis tilbagevises – trods forventelig modstand

Med disse ængstelser samt udtryk for krav til en redelig dialog – ikke mindst blandt læserbrevsskribenter (uha-uha) – håber jeg, at afgørelsen om Tangeværkets og Tange Søs fremtid kan blive vurderet og afgjort på en mere overbevisende platform, så man ikke risikerer for sent at opdage, at der er begået justitsmord.

Uanset hvad man hedder, og hvem man er, er det vel ikke målet for nogen seriøs kombattant.