Når man nu sidder bænket i sit lune køkken, lænet op af den dampende emaljerede kaffekop sådan en kold morgenstund i februar og betragter det tiltagende lys ud over landskabernes diversitet. Så er det, man kan være så heldig at blive præsenteret for synet af to yndige skovduer, der kigger hinanden så kærligt i øjnene derovre i toppen af naboens blågran.
Og ja, så tildrager man sig jo straks associationer i retning mod det sig hastigt nærmende forår. For foråret og kærligheden er jo som bekendt i et eller andet omfang synonyme. Begge er jo det sande symbol og billede af begyndelse på noget godt, en tro på fremtiden anskuet med milde og kærlige øjne tilsat sød forventning.
Forfatteren og digteren Klaus Rifbjerg stiller jo i sin smukke og kanoniserede sangtekst »Duerne flyver« det helt indlysende spørgsmål: Hvor flyver duerne hen? Og ja, helt ærligt! Hvem kan egentlig svare på det? Men et godt bud er vel dette, at de sætter kursen mod kærligheden derude i det stadigt kolde landskab.
De søger hinandens selskab og varme, vel nærmest instinktmæssigt og uden dybere ræsonnement, eller hvad? Og hvad med os kære menneskebørn, søger vi også fælleskabet instinktmæssigt, eller gør vi det bevidst, hvis vi overhovedet gør det? Husker vi mon altid på, at livet leves i den menneskelige relation og bestemt ikke, når vi dyrker tåbelige klicheagtige forestillinger a lá at kunne være sin egen »lykkes smed«.
Det er helt sikkert i samværet med vore forskellige menneskelige relaterede, »at livet danser« selv på hverdage, og så er det jo særdeles godt og befordrende at erindre sig, at det er altså dem, der besidder majoriteten af kalenderens mangesidede indhold.
Vi burde måske tilstræbe og dyrke bevidstheden om hverdagenes store kvaliteter i stedet for straks at rubricere dem under begreber som noget særdelses gråt, formørket og trist, der for næsten alt i verden skal overstås og overstiges med stormskridt, så vi med opsmøgede ærmer kan kaste os over den hellige weekends højt besungne frihed
Og når vi nu med stormskridt nærmer os frihedsbegrebet, så kan man jo være stærkt fristet til at stille spørgsmålet: Hvornår har vi egentlig fri, eller mere specifikt: Magter og evner vi som mennesker at holde fri? Har vi mest fri, når vi er på job eller hvad? Fritaget for alverdens spekulationer og tunge tanker osv. Magter vi i det hele taget friheden overhovedet, og værdsætter vi den egentlig, som vi helt sikkert burde, set ud fra den ubetingede store rigdom, som den jo helt sikket er?
Men vi har friheden til at opsøge og dyrke kærligheden blandt og til mennesker, om det så er instinktmæssigt eller bevidst er vel dybest set et sammensurium af begge og kan for så vidt jo også være aldeles ligegyldigt. Men scenen ligger indbydende foran os, og vi skal såmænd blot strække hånden ud og betræde den og huske på, at den største kærlighed, der findes i livet, ubetinget er den, vi giver til andre både når det er weekend og hverdag. Det har vi vores fulde frihed til at give og modtage og derefter dele overskuddet med hinanden hele ugen .«Når duerne flyver hen over byen, og du mærker hjertet, der osse vil lette .«
seneste kommentarer