Vi bruger cookies!

viborg-folkeblad.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.viborg-folkeblad.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Men de er jo for pokker mennesker af kød og blod


Men de er jo for pokker mennesker af kød og blod

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Lars Norup norup@viborgfolkeblad.dk
Morten Dueholm
Leder. 

Forargelsen har været stor, efter at prins Henrik har meddelt, at han ikke vil begraves ved siden af dronning Margrethe som planlagt i et kunstværk af den estimerede professor Bjørn Nørgaard. Prinsen er angiveligt bitter over ikke at være ligestillet med dronningen, og den bitterhed bliver nu gjort historisk, og fortællingen vil leve til evig tid.

Prins Henriks beslutning har godt nok medført mange hårde udtalelser fra danskere, som mener, prinsen har gjort sig skyldig i alt lige fra at underløbe dronningen til at være et utaknemmeligt skarn. Nu er man også ude efter hans apanage.

Grundlæggende set er det dumt at gå rundt og være bitter. For tiden kan man ikke gøre noget ved, slet ikke den fortid, hvor prins Henrik og danskerne aldrig rigtig er kommet på talefod - bogstaveligt talt som følge af hans dårlige udtale af det danske sprog, men også med hensyn til at få den respekt, han åbenbart har savnet.

Forløbet viser, at de kongelige fortsat forventes at spille et spil som ufejlbarlige overmennesker. Men de er af kød og blod (det er ikke blåt, men rødt), og kongelige har samme slags følelser som alle andre, og stærke følelser fører sjældent til rationelle beslutninger.

Det har ikke altid været sjovt at leve prins Henriks liv. Nok et liv i luksus, men også et liv, hvor andre har defineret, hvad han skulle og ikke skulle. Konstant har vores øjne og forventninger hvilet på de kongelige med en forventning om, at de er "kongelige" og dermed hævet over det almindelige menneskelivs fortrædeligheder.

De har skullet være officielle i Viborg, Lemvig og Grenå. Ikke at der er noget forkert i det, men det er en pligt og et skuespil, som skal spilles. Det er helt sikkert ikke altid et lystspil. Er der noget at sige til, hvis det kongelige liv har slidt på prins Henrik?

Jeg er taknemmelig over, at de gider. At vi kan bevare eventyret om det gamle kongerige, selv om kongemagten kun er en lille skygge af sig selv i forhold til dengang, kongerne blev hyldet i Viborg, og det var kongerne, som drog i krig.

Folkets hengivenhed for dronningen kan ikke trues af prins Henriks beslutning. Hun må være den stærkeste monark i verden.

Min respekt har prins Henrik af mange årsager. Respekten er blandt andet skabt på baggrund af de tv-udsendelser, jeg har set, hvor han har vist sig som et engageret, varmt og uhøjtideligt menneske med en passion for god mad og klassisk musik.