Leder: Det ligner vanrøgt!

Viborg Stifts Folkeblad har nu i snart et år beskrevet den mareridtsagtige proces, som har fundet sted omkring de handicappede borgere i Viborg Kommune. Håbet var, at der kom styr på tingene, men nu kommer så sagen om Jens.

Jeg bliver vred, meget vred på Jens’ og formentlig også andre handicappede borgeres vegne, for det ligner vanrøgt, det som vi tilbyder ham.

Læserne skal vide, at jeg selv er pårørende til en af Jens’ bofæller, derfor kender jeg Jens, og jeg kender Jens’ familie.

Det bør man tage med i sine overvejelser ved læsningen af denne leder.

Det er min opfattelse, at Jens’ sag kræver politisk opmærksomhed. Læs artiklen og beskrivelsen af Jens: Er der virkelig, hvad velfærdssamfundet kan byde ham?

Den ene dag ønsker man familien inddraget i omsorgen for handicappede og ældre - de svage borgere. Og når det så sker, nemlig at familien sagligt påpeger, at noget er galt, så får man beskeden, at man ikke er »part i sagen«.

Det bør få alle pårørende til handicappede til at overveje i tide at få den handicappede umyndiggjort og få værger på personen.

Ellers er der kun det pædagogiske personale til at tage affære, og det personale bliver klemt mellem hensynet til borgere og hensynet til arbejdsgiveren.

Det ligner det sørgeligt grinagtige, når myndigheden skriver til en person som Jens. Sprog, begrundelser m.m. er udformet, som var det en afgørelse i en byggesag fra teknisk forvaltning.

Jens kan ikke læse! Og selv om han og hans bofæller fik læst brevet op, ville de ikke kunne forstå en brik af det, som står. Og så mener man ikke, at familien er part i sagen.

Det vidner om en fuldstændig kafkansk verden. Bureaukratiet buldrer derudad, og mennesket taber.

Den proces, som er gået forud, har været grotesk. Først fik Jens en handleplan, hvor hans plan for fremtidig hjælp var beskrevet på to en halv linje.

Så gik den og flere end 300 handleplaner om, fordi de ikke var lovlige. Men slutresultatet er stort set det samme.

Det vidner om, at det mest af alt ligner en proces, hvor det ikke er et anstændigt liv for borgere, som skulle beskrives, men en proces til ære for loven.

Hverken journalist eller redaktør bliver populær i Viborg Kommune på det her, men vi ser det nu engang som vores vigtigste opgave at gøre netop det, vi gør.

Socialudvalget sagde stop, da politikerne tilfældigt opdagede, at handicappede ikke længere havde kontaktpersoner hos personalet.

Hvad siger Socialudvalget nu?