Vi bruger cookies!

viborg-folkeblad.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.viborg-folkeblad.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Lyrik: Digte i dødedans

Vildskab og sorte syner råder i Thomas Bobergs "Mexicocitydigte". Foto: Simon Lautrop/Gyldendal

Lyrik: Digte i dødedans

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

At læse Thomas Bobergs digte er som at høre en af Beethovens gale strygekvartetter.

Man skulle kende den berejste digter Thomas Boberg dårligt, hvis man troede, at en digtsamling med titlen "Mexicocitydigte" var turistens lovprisning af den enorme bys seværdigheder. Når lyrikeren tager over i Bobergs digtersind, så er der nemlig fare på færde. Så råder vildskab og sorte syner.

Allerede i samlingens første digt med titlen "Et døgn i seng", som ellers meget passende kunne være digterens første opvågnen i værelse 607 i Hotel Catedral, brydes idyllen af ansigter eller dele deraf, som sniger sig rundt i værelset, måske frembragt af den stilhed, som forfatteren registrerer i den store by.

Man får glimtvis træk af livet i Mexico City. Der er kiosker, tiggere, cafeer, aviser, masker, men det er karakteristisk for digtene, at de alle får en drejning hen mod det farlige, mod død og undergang. Det gælder digtet "Klovnen", som starter i harmoni, da "Klovnen/ vred sin sortrøde mund/ over børnenes/ lille latterhav", men ender med, at "Klovnen/ åbnede/ sin enorme lomme/ trak sin gun og skød". Bag digtenes mørke lurer døden som i en tekst, hvor digteren er på et maskemarked og frygtsom oplever knoglernes dødedans i karnevallet. 

Vilde syner

Leder man efter noget livsbekræftende i Bobergs digte, skal man have luppen frem. Der er dog en 50-årig servitrice med trutmund og en hund, der kan sjippe og hoppe op og ned på et skateboard, men selv det digt ender i et dystert perspektiv: "hundeskålen/ går rundt/ og rundt".

Digteren er i høj grad anfægtet af den virkelighed, han oplever. Vilde syner bringer ham på selvmordets rand, og han ser sig selv som et "skyggejeg". I et af digtene sender han en bøn til "Santa Muerte" eller "Sankt Død" om at få styrke.

Det er et så intenst sprog, man er udsat for i Thomas Bobergs digte. Der er en rasende insisteren på at få formidlet digtets virkelighed ud til læseren. Det er som at høre en af Beethovens gale strygekvartetter. Men det kommer der en sær opløftelse ud af. Thomas Boberg: "Mexicocitydigte", 80 sider. 150 kroner, Gyldendal