Vi bruger cookies!

viborg-folkeblad.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.viborg-folkeblad.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Roman: Mismodets vinter


Roman: Mismodets vinter

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Rolf Lappert skriver køligt, men ikke uden hjertevarme, om kunstens og familielivets begrænsninger.

Det kan være en god idé at tage en ekstra trøje på under læsningen af Rolf Lapperts roman, for kulden trænger ud fra hver side af bogen - både vinterkulden og den følelsesmæssige af slagsen. Kulden er nemlig den gennemgående metafor i denne ganske velfortalte kunstner- og familieroman, som også rummer en isnende kommentar til den aktuelle flygtningekrise.

Det begynder ellers varmt, da vi møder vores hovedperson, den 49-årige Lennard Salm, for han befinder sig på et unavngivet eksotisk sted med palmer og strand. Salm, der er succesfuld, men fordrukken og mismodig konceptkunstner, rejser hvileløst rundt i verden og laver performances, og nu arbejder han på sit næste projekt. Han fotograferer vraggods på stranden, som stammer fra forliste flygtningebåde, men da han finder et dødt spædbarn, bliver det alvor.

Dødens kulde sætter sig i ham, og den bliver siddende, da han kort efter modtager budskabet om sin søsters død. Han vender tilbage til familien i Hamburg for at begrave hende, og så har vi ellers det klassiske romansetup: Mand i midtvejskrise vender tilbage til den familie, han har forsømt, og konfronteres med sin fortrængte fortid og sin retningsløse nutid. Banaliteten lurer lige om hjørnet, men Rolf Lappert undgår med nød og næppe at blive offer for den.

Åben slutning

Det gør han, fordi han ikke lader bogen ende med familiens genforening. Der er godt med kulde i Salm-familien, og det er der stadigvæk ved romanens slutning. I løbet af vinteren skabes der et skrøbeligt grundlag for, at i hvert fald dele af familien kan finde hinanden igen, men intet er afgjort. Salm forbliver kantet og afviser for eksempel morens kluntede forsoningsforsøg. Heller ikke romanens lille kærlighedshistorie mellem Salm og en ensom enlig mor bliver der rigtig noget af. Men efter vinter kommer som bekendt forår, og måske bliver det også forår for Salm.

Romanens refleksioner over forholdet mellem kunst og virkelighed er ikke uinteressante, og man kunne have ønsket sig, at de var blevet udviklet mere. Det døde spædbarn gør det med ét klart for Salm, at der er en svært overstigelig barriere mellem den uforsonlige virkelighed og kunstens ofte selvgode og frelste formidling af den. Efter at have stirret på barnets grå ansigt, synes kvikke performances med tilhørende champagnefester ikke rigtig at give mening mere. At en mere ærlig kunst kan formidle det ubærlige, er Lapperts roman imidlertid et bevis på. Kulden er ikke sådan at ryste af sig.

Rolf Lappert: "I vinterens løb"

Oversat fra tysk af Jacob Jonia, 302 sider, 299,95 kroner, Tiderne Skifter