Vi bruger cookies!

viborg-folkeblad.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.viborg-folkeblad.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Sødt med sødt på: Her er glæde på flaske

AstiManfredi, Piemonte, ItalienFakta: 45 kroner (7,5 procent)Lysere end de øvrige i testen. Frisk duft af muskatdruer og grønne æbler, ikke så tung og med en snert af gær. Sødmen har ikke samme tyngde og er heller ikke foldet ud på samme måde som i testens andre vine. En smule gær også i eftersmagen, der ender som en fortyndet citronsodavand. Tre små stjerner. Foto: Michael Bager

Sødt med sødt på: Her er glæde på flaske

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kært barn har mange navne - det gælder i særdeleshed for den italienske druesort moscato bianco, som bruges til de parfumerede og indimellem velsmagende moscato d'Asti-vine. Her er fem af dem plus et par jokere.

Fakta: Du siger muscat, jeg siger moscato
Moscato bianco er den mest udbredte grønne druesort i Piemonte. Den kaldes også moscato di canelli og er den samme sort, som i Frankrig hedder muscat blanc à petits grains.Der findes flere end 200 druesorter, som har muskat i deres navn - og endnu flere navne med "muskat" dette eller hint som er synonymer for hinanden. De over 200 muskat-sorter er langtfra alle i familie med hinanden. På basis af dna-analyser anses det for overvejende sandsynligt, at moscato bianco/muscat blanc à petits grains stammer fra Grækenland.

Moscato d'Asti er lavet som frizzante, dvs. en perlende vin med et så lavt tryk at den kan tappes på en almindelig flaske og lukkes med enten en korkprop eller skruelåg.

Den betragtes generelt som en bedre vin end asti, der fremstilles som en spumante, dvs. med højere tryk og tappet på champagneflaske. Denne type udgør langt størstedelen af produktionen af sød muskatvin i Piemonte.

Ordet muskat menes at være afledt af moskus, det duftende stof som udskilles af en kirtel på moskushjorte-hanner. Moskus har længe været brugt i parfumer som et middel, der kan binde duften til huden i længere tid.  

Kilder: Wine Grapes & Den Store Danske

Fordomme er til for at blive gjort til skamme. Og det blev en af mine, da jeg smagte vinene til dagens test. For hvad kan en moscato d'Asti ud over at være sød og holde en lav alkoholprocent? Kunne man ikke lige så godt købe en Mokaï?

Sødmen i en moscato d'Asti taler til en grundlæggende, barnlig fornøjelse i de fleste, også undertegnede som for 20 år siden sagtens kunne drikke flere glas af denne norditalienske voksensaftevand, der vel efterhånden har fået ikonstatus på konfirmationsborde og til bryllupsfester. Det kan jeg ikke mere - det er ganske enkelt for sødt til min smag, men det ændrer ikke ved, at duften og smagen stadig sender mine tanker direkte ud i en solbeskinnet hvid havestol i en græsgrøn have med blomstrende æbletræer og glade mennesker.

Der er sommer, glæde og løssluppenhed vævet ind i de krydrede muskatdruers duft, hvilket ikke er så underligt, fordi vinene ofte dufter af hyldeblomst, nogle gange også fersken og æble eller pære, toppet med et skvæt limesaft. Det er som smeltet sodavandsis eller barndommens forbudte saftevand med E-numre, og det virker. Selvom man tror, man er en hardcore syrefreak med blod, der er bedst kompatibel med klingende ren riesling og champagne uden sødme, rammer duften af moscato d'Asti et sweet spot.

Men enkelt er det jo, og hvis jeg endelig skulle have et glas af denne vin, kunne jeg lige så godt vælge den billige fra Fakta, for det blev ikke meget bedre, tænkte jeg. Men ignorance står for fald.

Der er sødme - og så er der sødme

De syv vine i dagens test er alle søde. Meget. En moscato d'Asti fremstilles ved at gære druerne under tryk ved lav temperatur i en ståltank. Det sikrer, at den kuldioxid, som opstår under gæringen, bliver i vinen. Når den har nået en alkoholprocent på 5-5,5, standses gæringen ved at sænke temperaturen yderligere. Vinen kan herefter holdes på køl i tanken, indtil den skal filtreres for gærrester og tappes på flaske. Sukkerindholdet i en typisk moscato d'Asti er omkring 140 gram pr. liter - så det er en god idé at børste tænderne både før og efter, du har drukket de søde bobler.

Den flaske, du ser i supermarkedet, er efter al sandsynlighed fra en af de større producenter i området sydøst for Torino, hvor de diametrale modstykker til de søde vine, barolo og barbaresco, også fremstilles. I dag har vi to flasker fra Fakta med - som udgangspunkt var det for at vise, at man lige så godt kunne nøjes med en af dem, for det betalte sig ikke at lægge det dobbelte eller mere hos en vinhandler?

Men de to flasker, begge fra producenten Manfredi som er en af de større spillere med fire vinhuse, kom i stedet til at illustrere, at selvom en vins primære eksistensberettigelse er dens sødme, kan der sagtens være stor forskel på smagsoplevelsen. Det er selvfølgelig ingen ny opdagelse - hvis du har smagt en sauternes med den rette portion syre, vil en sauternes, der kun har sødmen, føles som en underlegen vin - men for en moscato d'Asti er der tale om mere marginale, men stadig afgørende forskelle. 

Syre skal der til, men den er som oftest næsten ikke sporbar i smagen i en moscato d'Asti. Sødme i en bred, munddækkende form er det altdominerende træk i vinen. I de bedste er det ikke bare sukkersødme, men sødme med frugtpræg, og det gør en kæmpe forskel. Det kan synes underligt at kåre dagens bedste vin, når de alle, med en enkelt undtagelse, får tre stjerner, og det er da også kun med en hårsbredde, at Scagliolas Volo di Farfalle klarer sig bedre end Rinaldis vin.

De to træder frem blandt de øvrige med lidt flere facetter i duft og smag og især et tydeligt krydret præg af muskatdruerne.

De to vine fra Manfredi falder tilsvarende til jorden. Moscato d'Astien har en flad sødme, og den kvikkere storesøster, en asti spumante som har et højere tryk og derfor er tappet på en champagneflaske, klarer sig kun marginalt bedre i kraft af en friskere duft. Jeg havde håbet, den ville skille sig positivt ud på grund af boblerne og den lidt højere alkoholprocent, men den har en forstyrrende tone af gær i eftersmagen, og den virker som fortyndet sodavand i munden.

Dermed er vi tilbage ved Mokaïen, for det er ikke lige til at smage, at der er vin i glasset - det samme kan man sige om testens anden joker, den spanske moscato de Ochoa fra Navarra i det nordøstlige Spanien. Ambitionen med vinen har været at lave en spansk pendant til italienernes moscato d'Asti med samme druesort, som her kaldes moscatel de grano menudo. Vinifikationen foregår som i Piemonte - de afstilkede druer gærer under tryk i en ståltank, og gæringen stoppes, når alkoholen har nået fem procent.

I en tid, hvor alverdens dygtige vinbønder anstrenger sig til det yderste for at lade deres vine afspejle netop deres terroir, er det pudsigt at smage vine, der minder så meget om hinanden, selvom de er fremstillet langt fra hinanden. Den gør det overbevisende, spanieren, og så har den en ganske smart plasticprop, som kan bruges igen og igen.

Det har jo også værdi.