Af Lars Lindberg
Det er søndag eftermiddag, og boldbanerne ved Hald Ege Efterskole myldrer af små amerikanske fodboldspillere.
Viborg Bullets er værter ved et af de første stævner for ungdomsspillere, og de 34 drenge fra fem jyske klubber er fyr og flamme. Det samme er Morgan Fanefjord, der er den eneste pige i flokken af spillere. Hun spiller amerikansk fodbold sammen med »knajterne«, og det er ikke nogen impulsbeslutning, der har fået hende til at trække i korte bukser, skulderbeskyttere, hjelm og tandbeskytter.
Hun har nemlig altid drømt om at spille amerikansk fodbold. Lidt paradoksalt kunne det ikke lade sig gøre, da hun boede i sportens hjemland, USA, hvor hun har boet de første 10 år af sit liv. »Overthere« er amerikansk fodbold nemlig kun for drenge.
Da hendes far fik arbejde på flyvestationen i Karup, og familien rykkede til Midtjylland, begyndte Morgan at surfe på nettet for at finde ud af, om hun kunne finde en dansk klub at spille i.
»Jeg gik ind på Google og søgte på amerikansk fodbold i Danmark, og så dukkede Viborg Bullets op. Det lå jo lige i nærheden, så jeg ringede til J.P. (Jens Peter Stou, formanden for Viborg Bullets red.) og spurgte, om jeg kunne være med. Det kunne jeg godt, og så begyndte jeg ugen efter,« fortæller Morgan Fanefjord, imens hun får en pause på sidelinjen.
Tandbeskytteren ryger ind og ud af munden på hende, for på den ene side skal hun være klar med det samme, hvis der bliver brug for hende på banen, og på den anden side skal man også kunne forstå, hvad hun siger.
Lidt nervøs
Som ene høne i hanegården skiller Morgan Fanefjord sig ud i flokken af amerikanske fodboldspillere, men det generer hende ikke.
»Jeg var da lidt nervøs, da jeg kom til den første træning, men de tog rigtig godt imod mig, og nu er der vist ikke nogen, som tænker over, at jeg er en pige. I hvert fald ikke når først vi har fået udstyret på, og træningen begynder,« fortæller den 11-årige pige, som ikke brokker sig, hvis dreng-ene går lige voldsomt nok til hende.
»Det ville jo ikke være sjovt, hvis de løb og passede på mig, og det gør kun ondt nogen gange, når de tackler mig,« forklarer hun, inden hun skynder sig at tilføje, at det gerne må gøre lidt ondt.
»Man kan godt slå sig og få nogle blå mærker, men det er okay. Jeg har i hvert fald ikke prøvet at slå mig så meget, at det ikke var sjovt bagefter,« griner hun.
Morgan Fanefjord voksede op i Alabama, og hun var ikke ret gammel, før hun lærte at zappe over på sportskanalen ESPN, når der var football i fjerneren.
Hendes yndlingshold er Auburn Tigers fra Auburn University, hvor hendes mor i sin tid gik, men også kampe fra den amerikanske liga NFL har hendes interesse.
Lader sig ikke skræmme
Om det er den teoretiske viden, som de mange timer foran tv’et har givet hende, der gør hende til en god taktiker, ved hun ikke helt, men hun er blevet sit holds quarterback, og hun svarer med et forlegent smil og et forsigtigt »jo«, da hun skal svare på, om ikke godtnok, det er den sejeste plads på holdet.
Endelig er der atter blevet brug for Morgan på banen, så hun skubber tandbeskytteren på plads mellem tænderne, giver hjelmen et solidt knald med hånden, så den sidder, som den skal, og så tager hun ellers plads bag O-line, som det vist nok hedder.
Et par af knægtene på modstanderholdet er halvandet hoved højere end Morgan Fanefjord, der ikke ligefrem er bygget som en NFL-spiller, men hun lader sig ikke skræmme, når de store gutter trumler direkte imod hende. Hun bevarer overblikket og formår gang på gang at skille sig fornuftigt af med bolden et splitsekund før, hun bliver jordet. Med et tilfreds smil om munden rejser hun sig, piller det værste græs ud af visiret i hjelmen, finder sin plads og sætter et nyt angreb i gang.
En smule nervøs
Med på sidelinjen har hun sine forældre Janie og Ticho Fanefjord, og de tager det med ophøjet ro, når deres datter gang på gang må ned og bide i græsset.
De ved, at det ser voldsomt ud, men de ved også, at det sjældent går helt galt.
»Hun spiller også håndbold, og det kommer hun tit hjem fra med skader, så det er nok mindst lige så farligt. Jeg er i hvert fald ikke utryg ved at lade hende spille,« fortæller Ticho Fanefjord, som hurtigt bliver bakket op af sin hustru.
»Jeg kan godt blive en smule nervøs, når hun ryger ned, men bange er jeg aldrig, og selvfølgelig skal hun have lov til at spille. Det er jo noget, hun altid har drømt om,« siger Janie Fanefjord.
Det kom noget bag på forældrene, da Morgan kom til dem at fortalte, at hun helt af sig selv havde fundet frem til Viborg Bullets og havde fået lov til at starte i klubben.
Når hun ikke engang kunne få lov til at spille i sportens hjemland, troede de heller ikke, det ville være muligt i et fjernt lille land, hvor fodbold-ene er runde.
Men det var det, og nu skal drømmen virkelig leves ud for Morgan, som dog godt ved, at der ikke findes rene pigehold i Danmark.
Faktisk er færre end to procent af de ungdomsspillerne i Danmark piger, men der skal mere end en flok knægte til at slå den seje quarterback ud af kurs.
Hun har i hvert fald ikke tænkt sig at stoppe foreløbig.
»Det kan godt være, at det en dag begynder at gøre for ondt, når drengene tackler mig, men det er i hvert fald ikke endnu. Jeg har altid drømt om at spille amerikansk fodbold, så nu vil jeg spille så meget som muligt, så længe jeg kan,« slår hun fast.
seneste kommentarer