Vi bruger cookies!

viborg-folkeblad.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.viborg-folkeblad.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Bliv forført af sangerinderne - hvis du vil

Foto fra tidligere på sommeren ved Sangerindepavillonen. Arkivfoto: Jesper Overgaard

Bliv forført af sangerinderne - hvis du vil

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Anmeldelse: På vejen hjem i bilen sidder jeg og forsøger at lade være med at synge alle de sange, der blev sunget denne eftermiddag.

På en eller anden måde åbnedes der en lem ind til en stor kasse med sange, jeg ikke havde nogen anelse om, jeg var i besiddelse af og kickstartede en playliste, jeg ikke selv var herre over - alle de sange min mor altid sang, når hun var i bad. Og når hun gjorde rent. Og når hun gjorde alle de ting, som mødre gjorde, da far var dreng.

Det lykkedes ikke for mig at lade være. Uanset hvor mange gange jeg bestemte, at nu ville jeg høre efter, hvad min passager sagde, så skvulpede der ustandseligt små strofer ud af mundvigen på mig; "...og så åbnede skoenes snude sig" "...om hun bliver fed, jeg tror det næppe", "... ka' du ikke få den høj're op, Marinus".

Man havde åbnet porten ind til en verden af rim, som nutidens rimsmede virkelig kunne lære noget af. Jeg har nemlig været i Viborg. Og jeg har besøgt Sangerindepavillonen.

Allerede når man ankommer og erfarer, at man ikke er den eneste, der har påtænkt at lade sig underholde, og må sande at der ikke er ledige parkeringspladser, selvom man kommer i god tid, og håber at der er en eller anden form for bar i forbindelse med arrangementet og må se sig nødsaget til at parkere på Golf Hotellet. Allerede der tages man i møde af et telt, der til forveksling ligner en af disse spidse BH'er, som min faster stædigt vedblev at iføre sig langt, langt op i 80'erne.

Og mens man lunter hen mod indgangen over det område, der på en eller anden måde minder om en markedsplads, da det undtagelsesvist gode vejr har lokket alle viborgensere ud af bilerne, bydes man velkommen af selveste Lulu Lamseben. Teltholdersken: Et højt overfeminiseret, skrudklædt damemenneske med funklende intense øjne og en knaldrød læbestift, fra hvem man må leve med at have et smækkert aftryk af på kinden i de følgende timer.

Man får lov at trykke hånd med navnkundige Professor Tribini og hr. Leopold, før man roligt siver ind i teltet, der lugter - i starten først en smule - af elefant, men efterhånden som eftermiddagen skrider frem, og teltet fyldes af menneskelig varme (i bogstavelig forstand), lugter der meget af elefant. Ja, næsten helt over i kamel.

Men det er vel en amatørgruppes lod, når man har lånt et cirkustelt.

Så sidder vi der. Alle os. Ved borde med fadøl og vin.

Og før vi ser os om, hvirvler det ind med gammeldags feminine dyder i skikkelser af den ene mere udstadsede glædespige efter den anden - og med rosinen i pølseenden; den formidable Mona Lisa, enhver mands skræk.

De følgende knapt to timer kan man, hvis man går med på præmissen om, at man har forvildet sig ind i Bakkens Hvile, lade sig forføre til gamle dage. Til tiden da verden var enkel.

Går man med på legen og lader sig selv henføre, vil små skønhedsfejl og et måske lidt bredmasket net i castingen blot få ens fantasi yderligere i spil. Hvis man tillader sig selv at tro og mærke, at man faktisk sidder i Bakkens Hvile efter en hård arbejdsuge uden konen, kællingen og madammen og drikker lidt mere, end man burde, så kan man se frem til en eftermiddag med indtryk, der bliver hængende de følgende dage.

Alle medvirkende fremfører deres numre med både nærvær og glimt i øjet, og man får næsten illusionen af, at de rent faktisk er dem, de foregiver at være. Og i den forbindelse skal man naturligvis, med fare for at gøre de øvrige medvirkende kede af det eller oversete, fremhæve den fuldstændigt fabelagtige præstation af fru/hr. Mona Lisa, hvis blik de fleste mandlige tilhørere på de forreste rækker prøver at undgå, da flirten fra scenen er ualmindelig personlig.

Ingen publikummer havde travlt med at komme ud af teltet i pausen, og stort set alle samtaler, jeg overhørte, var fyldt med begejstring og glæde, og selvom jeg øjnede visse mennesker, der måske ville have haft bedre af et par omgange rundt om teltet i friskt trav, benytte sig af muligheden for at købe en ualmindelig omfangsfed iskage i den velbeliggende Borgvold Kiosk, så havde alle travlt med at komme ind igen.

Det har aldrig været nemt at skabe en lummer stemning af fordums aftenflugthygge fra en grå hverdag i en tid, hvor hverdagen for nogen virkelig var grå, hvis man, som en flok glade amatørere, står en søndag eftermiddag, hvor solen leger udenfor, og uden nogen form for lyssætning og kun med en række stole på en lille scene i et ikke-mørklagt telt uden anden hjælp, end deres gåpåmod og glæde og i en lugt af elefant. Men det lykkes alligevel for holdet bag Sangerindepavillonen, hvis man som publikum er med på præmissen. Det var jeg.

Projektet lykkes, og det er tydeligt, at den altovervejende grund hertil er, at stort set samtlige medvirkende elsker at blive elsket af os; elsker at stå og spejle sig i publikums usikkerhed for, hvornår de mon kravler helt ned på skødet af os.

Ærgerligt, i øvrigt, at folk af i dag ikke går rundt med kontanter på sig, når blomsterpigerne forsøger at tjene en ekstra skilling til dagen og vejen.

Onde tunger kunne naturligvis mene, at en form for balance i omfanget af de forskellige damers medvirken ville klæde det hele, men for mit vedkommende er det helt på sin plads, at man frem for at klistre en masse dialog og spas på de øvrige medvirkende, har valgt at give Mona Lisa al den plads, hun fortjener.

Jeg kan således kun anbefale, at man siver ind og lader sig forføre af Sangerindepavillonen, og måske som undertegnede, lidt overrasket opdager hvor mange sange fra dengang, man egentlig kender udenad. Alt i alt en glimrende præstation, og jeg glæder mig til at se næste etage af denne lille leg, og jeg giver dem fem bryster ud af fem mulige.