Vi bruger cookies!

viborg-folkeblad.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.viborg-folkeblad.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Vabler og værdifulde minder: 300 kilometer - og pludselig er det hele ovre

Hærvejsvandring op igennem Jylland for 44. gang. 13 forskellige nationaliteter er med på turen, hvor følelserne kan få frit løb. Foto: Andreas Søndergaard

Vabler og værdifulde minder: 300 kilometer - og pludselig er det hele ovre

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

På sin vej op igennem Jylland mærker vandrerne både til vabler og varme følelser. Viborg er målet i det, der bliver betegnet som en helt speciel oplevelse.

Thorning/Viborg: Klokken er 06.43. Duggen har gjort landet vådt, og tågen hænger så tykt i luften, at bilister på vej sydpå må nøjes med at æde én streg ad gangen, mens de passerer Almind og Lysgård. Man kan ganske enkelt ikke se mere end et par meter frem, denne tidlige lørdag morgen.

Når man har rundet kommuneskiltet ved Vejlevej og drejer til venstre, kommer man til Thorning. Selvom det meste af byen øjensynligt sover, er der allerede høj musik fra skolegården på Møllevej, hvor Kim Larsens genkendelige stemme lægger lydbilledet til morgengymnastikken.

"Hun købte af de hviiide ooog de blåååå,hun køøøbte aaaf de smukkeste, hun sååå.Det er i dag et vejr! Og solen skinner!Og om mig svæver luuuutter lyse minder," lyder det fra højttaleren, mens der bliver strukket ud, danset lidt og gjort klar.

- Godmorgen. Dagens destination er Viborg, lyder det fra vandringsleder Niels Anton Poulsen, hvis melding bliver mødt med jubel.

- Det er den sidste tur. Husk at nyde den, minder han de cirka 150 vandrere om, inden de sammen sætter kursen mod nord. Mod Viborg, hvor 200-300 kilometers hærvejsvandring tradition tro ender.

Galleri: Hærvejsvandrerne nåede til Viborg
Det er en følelse af, at nu klarede vi den én gang til. Men også en følelse af at være lidt trist. Af at det er slut. For man glæder sig allerede til om 51 uger, hvor man skal møde de andre igen
Kurt Vingborg, hærvejsvandrer for 29. gang

Kribler i ham

Allerede klokken 05.30 havde der været masser af aktivitet på den nu forladte Thorning Skole, hvor vandrerne har sovet denne sidste nat på deres syv dage lange tur op igennem Jylland.

- De sad på rad og række og fik behandlet vabler. De sidste par dage har samaritterne altid rigeligt at lave, fortæller Knud Overgaard Andersen, landsformand for foreningen Fodslaw, som er arrangør af denne 44. hærvejsvandring.

Næste år er det hans tur til at være turleder, så Knud Overgaard Andersen, der selv har gået de 300 kilometer fra Slesvig til Viborg 11 gange, kører i år med som hjælper. Men som han står der og spejder ud over marken, hvor vandrerne for længst har vendt ham ryggen, ligner han en, der har lyst til at lade bilen stå for selv at gå med på de sidste 25 kilometer ad Hærvejen.

- Jeg kan jo ikke bare komme fra ruten og så direkte ind som planlægger, jeg er nødt til at vide, hvad der foregår, siger han - måske mest af alt til sig selv.

Men det kribler vist lidt i dig for at gå med?

- Ja, det gør det da. Sikke en dag. Det ville da være godt at gå, siger han og slår en sådan-er-det-jo-latter op.

Solen skinner smukt ned over de disede marker, og skyerne holder vist weekend. De er endnu ikke stået op til dåd.

- Men jeg kan også sagtens huske, hvordan det så er, når man er i mål. Så gør det ondt, siger Knud Overgaard Andersen og sætter sig ind i sin lille, sorte bil.

Med i ånden

155 vandrere stillede til start, da de første meter blev tilbagelagt syd for grænsen søndag den 9. juli. Otte af dem er siden faldet fra, blandt andet en, som faldt så uheldigt, at vedkommende brækkede en arm. Der er altid nogen, der ikke når i mål.

Men generelt er det gået godt, lyder det i dette sammensurium af forskellige sprog og gloser. Omkring 50 af vandrerne kommer fra udlandet, flest fra Belgien, men de mange faner, som klokken syv blev båret igennem Thorning, afslørede også israelere, amerikanere, tyskere, nordmænd med flere.

Én, som skulle have været med - og som er det lidt alligevel - er belgiske Pierre Arnouts. Han blev på grund af sit skæg kaldet julemanden, og Hærvejsvandringen betød meget for ham.

- Men han døde sidste år, kort før jul, fortæller hans landsmand Jean-Marie Vrijens, som sammen med en fælles kammerat på rygsækken bærer et billede af deres ven samt årstallene 1944-2016.

- Han var med i 16 år, og vi gik altid sammen. Vi gør det her for at ære ham igennem de 300 kilometer. Han elskede vandringen og havde mange venner her. Han var 72, da han døde, men havde fortsat med at være med, hvis han havde levet endnu. Vi holdt alle sammen et minuts stilhed for ham en dag, før vi gik. Det var meget rørende, fortæller Jean-Marie Vrijens.

Følelser

Mens Knud Overgaard Andersen er gået fra vandrer til hjælper, er det lige modsat med Margit Rasmussen fra Silkeborg, der er afsted som deltager for første gang.

- Men jeg går kun 200 kilometer, forsøger hun at nedtone sin præstation.

Det er et nyt koncept, der er indført; at man kan gå en anelse kortere, men alligevel være med hele vejen. 200 kilometer-vandrerne bliver så kørt det sidste stykke på de forskellige etaper. Som et cirkus er en hel karavane af frivillige med til at flytte grej og udstyr fra by til by.

Margit Rasmussen har selv været hjælper 10 gange på turen, men i år skulle der ske noget nyt, forklarer hun:

- Det er hårdt at være hjælper, siger hun.

Er det også hårdt at være vandrer?

- Ja, det er det også, erkender hun med et bekræftende smil.

- Men jeg har været godt gående og har ikke fået vabler. Det er skønt, tilføjer Margit Rasmussen.

Hvad er det, der trækker I dig, siden du vælger at tilbagelægge så mange kilometer til fods?

- Det er simpelthen det sammenhold, der er herude. Alle siger "god tur" og spørger, hvordan det går. Det er rigtig lækkert, synes jeg. Og alle hjælperne tager sig utroligt godt af mig, og gængerne kan jo huske mig, så jo, det er bare så hyggeligt.

Når I når Viborg om nogle timer, tror du så, det er en glæde at se domkirken og vide, at nu er du i mål, eller er det ærgrelse over, at nu er turen slut?

- Jeg ved det faktisk ikke. For mig vil det bare være dejligt at komme ind i Viborg, hvor der står nogen og venter på os. Der tror jeg, at jeg bliver følelsesladet. Meget.

Årets højdepunkt

Dagens bagtrop bestod af 66-årige Kurt Vingborg fra Nørre Snede. Den rutinerede gænger, som har snuppet de 300 kilometer hele 29 gange, havde sovet lidt over sig, lo han, men skulle nok indhente de andre, var han sikker på. Han tog sig alligevel tid til at fortælle, hvorfor han igen-igen tager turen til Viborg på to ben.

- Jeg tror ikke, jeg kan forklare det. Det er den eneste ting, jeg rigtig glæder mig til hvert år, det er at se Danmarks natur en gang til og at møde alle de her mennesker. Og så handler det jo om at udfordre sig selv. Kan du nu klare det en gang til? Jeg var faktisk lidt nervøs i år, fordi min hofte er begyndt at røre på sig, men det har vist sig på den her tur, at der bliver ingen problemer alligevel, sagde han storsmilende.

De naturskønne områder ved Dollerup, Hald Sø og Hald Ege lå på det tidspunkt endnu forude som en velkomst til Viborg, og den rutinerede hærvejsvandrer glædede sig til at nå i mål - og så alligevel ikke helt: 

- Det er en følelse af, at nu klarede vi den én gang til. Men også en følelse af at være lidt trist. Af at det er slut. For man glæder sig allerede til om 51 uger, hvor man skal møde de andre igen, konstaterede han.

På godt og ondt

Hærvejsvandringen er fordelt på etaper mellem 45 og 49 kilometer de første seks dage, mens den sidste fra Thorning altså er 25 kilometer. De 150 deltagere går i hvert deres tempi og med hvert deres temperament. Nogle nåede til Thorning fredag klokken 15, andre først klokken 21. Men morgenmad og aftensmad indtages i samlet flok, og det er i høj grad fællesskabet og sammenholdet, der holder Hærvejsvandringen gående.

- Man møder jo pludselig nogen, som man måske gik en halv kilometer med for fire dage siden. Så snakker man på kryds og tværs, siger Knud Overgaard Andersen, som atter har sat sig bag rattet.

Næste stop for ham er Søndre Skole, hvor deltagerne samles for at gå det sidste stykke sammen.

- Det er på en måde trist, når vi er i mål. Vi er jo en familie på den her tur, der er ét stort fællesskab. Man har set folk gå og humpe og have det skidt, og man har set folk have det godt, siger han.

Omkring klokken 13.00 var turen slut.

Stænderpladsen i Viborg var nok en gang endestationen for smil, tårer, kram og lykønskninger. Herfra spredtes de så for alle vinde - og om et år gør de det hele igen.