Turtle Point Golf Course, Laguna Whitsundays
Der er mange udflugtsmuligheder på solskinskysten ud over golf. Blot en halv times kørsel fra Buderim ligger fx Australia Zoo, som den nu afdøde krokodillejæger Steve Irwin gjorde verdenskendt. Her kan man klappe koalaer og vombatter og kænguruer og se et meget professionelt show i The Crocoseum, der har plads til 5000 tilskuere.
Især er det imponerende at se farvestrålende papegøjer flyve en tur rundt i den store arena. Showet slutter med saltwater crocs, som Irwin på spektakulær vis plejede at fodre på tætteste hold. Et hold Irwin-kloner har overtaget showet og får krokodillerne til at springe halvanden meter op ad vandet for at sluge en halv kylling. Remember, guys, never climb trees near a creek up north, lyder formaningen til slut.
Vil man snorkle på Great Barrier Reef, det store koralrev ud for Queenslands kyst, kan man bevæge sig 900 km nordpå, og indlogere sig på Laguna Whitsundays, et feriested med en af Australiens allerbedste golfbaner, Turtle Point Golf Course. Vælger man at køre selv, kan det anbefales at leje en bil med firehjulstræk og roo bar kængurufanger. Mørket falder tidligt på, og de australske natdyr kommer ofte på tværs af The Bruce Highway. Det generer dog ikke de store lastbiler, road trains, som buldrer af sted på den blot tosporede vej, hvilket de mange ådsler i vejkanten vidner om.
Den 14. juli er der fuldt optaget på Turtle Point. Det er ikke den franske Bastilledag der er årsagen, men Crash Bash, en årlig velgørenhedsturnering med efterfølgende fest og auktion, hvor overskuddet går til The Royal Flying Doctors. De flyvende læger fik i 2001 reddet fire golfere, som forulykkede med deres lille privatfly ved Laguna, og hvert år siden har de taknemmelige golfspillere samlet ind til deres redningsmænd.
Næste morgen er der god plads på banen. Himmelen er skyfri som sædvanlig og ikke en vind rører sig. Den lydløse golf cart laver hjulspor i duggen. Eukalyptustræerne trækker lange skygger og kænguruer hopper over de velplejede fairways. Hvert hul er en oplevelse. Normalt har en bane et særligt, såkaldt signaturhul, men Turtle Point må siges at have 18 af slagsen!
De første udfordringer er mægtige fairwaybunkers med små øer af black boys, en lille, langhåret palmetype. Senere kommer der vand i spil. De lange huller flankeres af søer med blomstrende vandplanter, og på par 3 hullerne skal bolden flere gange flyves over andre, mindre søer. Endelig dukker Stillehavet op på 6.,13. og 14. med Whitsundays øerne som grønne pletter i horisonten.
Er bolden tør, når man er kommet forbi de mange vandhazarder på, har man det lidt som bladhønen, der dukker op på mange vandhuller, og som synes at kunne gå på vandet. Fuglen, som i virkeligheden løber rundt på åkanderne, betegnes officielt jacana eller lotus bird eller det mere nærliggende: Jesus bird!
The Whitsunday Islands
Conciergen på Laguna kører næste morgen turister til Airlie Beach, hvorfra katamaranen The Voyager vil bringe os ud på nogle af de 74 øer, som danner The Whitsunday Islands. Den snakkesaglige portner fortæller undervejs alt om regionens sukkerrør- og kaffedyrkning, men det er nu kødkvæg med fugle på ryggen, som på en afrikansk savanne, der dominerer landskabet mellem Proserpine og Airlie Beach. Conciergen stopper også ved Crocodile Creek og viser et skilt frem, der advarer mod at bade i vandløbet, hvilket dog ikke skaber panik hos lokalbefolkningen. Well, there’s a nasty 3-meter croc here, so what? We think it’s a shame to have it removed. It’s his place!
The Voyager sejler først til Hook Island, hvor man iføres svømmefødder og snorkel for at studere tropefisk og koraller på nærmeste hold. Næste stop er Whitehaven Beach, hvor den fem kilometer lange paradisiske strand består af blændende hvidt silica sand, som er så finkornet som pudder, og som kan anvendes til at producere optiske glaslinser. The Voyager går så langt ind som muligt på revlen, og man må hive op i shorts og skørter for at vade i land. Efter en svømmetur i det krystalklare, turkisblå vand ses The Voyager igen mave sig op på stranden, og der sejles til Daydream Island, en lille perle af en tropeø med resort, tennisbaner, minigolf og et kapel for de giftelystne med glasvæg ud mod havet.
Fraser Island
På turen tilbage mod Brisbane kan man lave en afstikker undervejs og køre vestover ad røde grusveje gennem bushen til nationalparken i Carnarvan Gorge og se næbdyr og aboriginale hulemalerier. Alternativt kan man gøre stop i Hervey Bay og enten tagen en båd ud for at se søkøer, delfiner og pukkelhvaler, eller krydse The Sandy Strait i en fladbundet pram for at besøge verdens største sandø, Fraser Island, der kom på verdens naturfredningsliste i 1992, hvilket betyder, at man ikke tillader at der røres ved øens enestående og skrøbelige økosystem. Mod en klækkelig betaling kan firehjulstrækkere dog få lov til at benytte de smalle hulveje med blødt, fint sand og køre gennem den tætte fyrreskov, hvor 60 meter høje terpentinholdige satinaytræer kysser bildækkene og grene svirper mod forruden.
En guidet tur i specialbyggede busser går først til Lake McKenzie, en af de over 70 ferskvandssøer på Fraser Island. Den vittige guide Greg lokker godtroende turister ud i den klare sø ved at fortælle, at badevandet er 26 grader, for blot bagefter at tilføje: Well, it’s definitely 26 in December, guys! I dagens avis, The Chronicle, lyder overskriften nemlig: Shivers, this is one cold July. Den foregående nat er der målt minus 3,1 grader, det laveste der er blevet registreret i mands minde på disse kanter og vandtemperaturen er følgelig meget kølig.
Og så er det ellers op af søen, gennem regnskoven og ud til stranden på østkysten, hvor det går nordover på The 75 Mile Beach med 100 km i timen, gennem små creeks, der løber ud i havet. Der gøres holdt ved The Maheno, et krydstogtsskib, der kom ind i en cyklon i 1935 og blev smidt op på stranden. Det er halv begravet i sandet, og Greg fortæller, at der kun er 15-20 år til, at man ikke mere kan se de rustne rester af skibet, der startede sin karriere som kanonbåd i 1. verdenskrig.
Stranden fungerer også som landingsbane for små propelfly, der tager turister på en kort flyvetur over den 160 km lange ø for 70 australske dollars. De passagerer, som tager mod tilbuddet, samles op 20 minutter senere ved the Pinnacles, hvor forskelligfarvet sand er presset sammen til nogle spektakulære tinder.
Crowne Plaza Royal Pines Resort - Gold Coast
Tre, fire timers kørsel syd for Fraser Island, og få kilometer fra The Gold Coast, ligger Royal Pines hvor Ladies ANZ Masters afholdes i februar måned. Fra det fashionable hotel Crowne Plaza har man en forrygende udsigt ikke blot til golfbanens tre ni-hullers sløjfer, men også til den 35 km lange kyst, hvor skyskraberne i Surfers Paradise om eftermiddagen kaster lange skygger over guldkystens brede strande.
Medspillerene - fysioterapeuten Ben og dennes veninde Christie dukker op på 1. tee. De fremviser begge enorme vabler efter at have fuldført weekendens 96 kilometer lange orienteringsløb The Kokoda Challenge. Løbet har navn efter et berømt slag under 2. verdenskrig, hvor australske styrker med stort besvær fik nedkæmpet japanerne på Ny Guinea. The Kokoda Track var en vanvittigt stejl, mudret og malariabefængt sti gennem junglen, og siden de afgørende kampe her i 1942 har legenden om den australske junglesoldat været en vigtig del af den australske selvforståelse. Ben føler sig også som en helt, ikke mindst fordi han hjalp den blonde Christie gennem strabadserne.
Nu gælder det så udfordringerne på Royal Pines. De første ni huller på orange sløjfe er af allerhøjeste kvalitet. De menneskeskabte søer og vandløb med stensætninger i beton og fairways flankeres af overdådige luksusvillaer. Grøn sløjfe er mindre interessant, men lige så svær, med mange lange par 4 huller, hvor der skal 3- og 4-jern ind til green, selv efter et godt drive. Ben har svært ved at koncentrere sig om spillet han satser tydeligvis på det sociale, hvilket kan ses på hans score. Gosh, mate, my short game is a bit shorter than it should be, er en typisk replik, efter at han på 18. igen har duffet lige uden for green.
Solen går ned, Sydkorset og den omvendte måne dukker frem på den sorte himmel. Der tages afsked med Ben og Christie og Queensland, og man stiger ind i jumbojetten med visheden om, at det ikke er sidste gang venner og golfbaner skal besøges downunder.
seneste kommentarer