»Hver gang, der er nogen, der vil se på sagen, så aner jeg et lille håb.
Hver gang tror jeg, at der står en dør på klem. Og så bliver døren smækket i lige i hovedet på os igen.«
Ninna Kirk Christensens mor, Annemette Kirk Heegaard, kan ikke skjule, hvor skuffet hun er over, at der nu ligger en redegørelse fra to forvaltninger, der imidlertid intet ændrer ved, hvor sagen står.
Ingen forklaring
Hun undrer sig over, at redegørelsen ikke tager stilling til, at den første bevilling er blevet truffet ud fra timelange møder med eksperter og med udgangspunkt i de mange sagsakter.
En bevilling, der på ganske kort tid blev ændret, da datteren fyldte 18 år og sagen flyttede forvaltning.
»Vi har ikke fået nogen forklaring på, hvorfor Viborg Kommune først mener, hun har behov for et døgntilbud, og så siden ændrer den vurdering. Så vidt jeg kan regne ud, er et døgntilbud 168 timer om ugen. Det ændrer embedsmændene til et tilbud om ungdomsuddannelse, kollegium og 20 timers støtte om ugen. Det er rigtig mange timer til forskel,« siger Annemette Kirk Heegaard.
18 år - nye behov
Men Annemette Kirk Heegaard forstår ikke, hvordan hendes datters behov kan ændre sig så radikalt, alene fordi hun fylder 18 år.
»Hvor er borgernes retssikkerhed henne, når vi bliver bevilget noget, som de så trækker tilbage og ændrer? Hvordan skal man som borger kunne gennemskue, at en bevilling, der er givet sort på hvidt, ikke tæller?« spørger hun og fortsætter:
»Jeg kunne forstå, hvis der pludselig var ændringer i sagen. Hvis Ninna pludselig havde fået det bedre. Men det har hun ikke. Tvært imod. Jeg frygter, at hun igen får en periode med angstanfald. Så går vi ned med flaget alle sammen.«
seneste kommentarer