Vi bruger cookies!

viborg-folkeblad.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.viborg-folkeblad.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Sportskronik: Der er noget helt galt

Arkivfoto.
Foto: Preben Madsen

Sportskronik: Der er noget helt galt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Medlemstallene i håndboldklubberne daler - og det piner alle os, der selv har så mange gode erfaringer med foreningsverdenen.

Erfaringer og oplevelser, som vi gerne vil give videre til de unge mennesker i dag. Men det bliver ikke nemt at vende udviklingen. Der er kamp om de unges opmærksomhed, og mellem skolereformer, fritidsordninger, mobiltelefoner, computere, fritidsjobs og alle mulige andre fritidstilbud er det nemt at finde årsager til, at der er færre og færre i hallerne rundt omkring. Det er nu engang et vilkår, at det er sådan verden ser ud i dag. Og i stedet for at frustreres over, at alt ikke er som i gamle dage, mener jeg, at vi bør tage fat dér, hvor vi faktisk kan påvirke tingene; nemlig ude i foreningerne. Heldigvis (og desværre) tror jeg også på, at det er dér, vi skal finde den primære årsag til frafaldet.

Jeg bliver igen og igen overrasket over, hvordan ungdomshåndboldens primære aktører af og til griber tingene an, her tænker jeg på forældrene, trænerne og klubberne. Der er selvfølgelig mange positive undtagelser, men generelt må jeg konstatere, at det ikke lader til, at man altid har tænkt dybere over, hvad formålet med det hele egentlig er.

Fokus på kompetencer

I den almindelige samfundsdebat er der stor fokus på, hvilke »kompetencer« vores børn og unge har - og ikke mindst, hvordan vi kan give dem nogle flere. Alt sammen med henblik på at gøre dem »omstillingsparate« og »målrettede«, give dem »højt selvværd«, lære dem »tolerance« osv. Disse ord er i anførselstegn, da man grundlæggende bør være lidt skeptisk overfor hele ensretningstanken, men også fordi, at disse »plusord« lader til at være stort set fraværende, når vi bedriver foreningsidræt.

Udgangspunktet for dette indlæg er tilfældigvis håndbold. Men det er min klare opfattelse, at man uden problemer kunne lave en søg-og-erstat på dette indlæg og fx skrive fodbold, og hvor mange af pointerne ville være nøjagtig de samme - nogle steder måske endda endnu mere udtalt.

At vinde er ligegyldigt

Jeg tror på, at det er en god ting at gå til håndbold. En opfattelse, som mange heldigvis stadig deler. Herefter holder enigheden også op. I en al for tidlig alder ser jeg en resultatfokusering fra både forældre, trænere og klubber, som ikke giver mening, hvis man træder to skridt tilbage og tænker lidt over, hvad det egentlig er, man ønsker at opnå, og hvad det er, børnene prioriterer, når de evaluerer på det at gå til sport.

Med få undtagelser oplever håndboldklubberne i hele landet tilbagegang i antallet af medlemmer, og mange små klubber må konstatere, at hele årgange går tabt, når der ikke kan skrabes spillere nok sammen til et hold. Danmarks Håndbold Forbund (DHF) har som reaktion på denne tendens igangsat et godt og meget interessant initiativ, »Knæk kurven«. Desværre er jeg bange for, at DHF råber op imod vinden, hvis vi ikke allesammen bliver klogere på, hvad det er, der i første omgang er skyld i, at så mange stopper med at gå til håndbold.

Hvis vi alvorligt mener, at det er en god ting at gå til håndbold, bør vores handlinger afspejle dette. Det strækker sig helt fra de overordnede målsætninger, som en forening måtte have for sit arbejde, til, hvordan vi som forældre taler med vores børn i hverdagen. Derimellem er et utal af parametre, som alle sammen trænger til et alvorligt gennemsyn, hvis vi skal forsøge at lægge kursen om.

Jeg anerkender fuldt ud, at der investeres tusindvis af frivillige timer rundt omkring i hele landet. Forældre, der bakker op med kagebagning, kørsel, trøjevask, foreninger, der holder møder og arrangementer for at holde hjulene kørende, og trænerne, der bruger mest tid af alle på at give deres kærlighed til spillet videre til et nyt kuld unge mennesker.

Men vejen til helvede og de faldende medlemstal er i denne forbindelse brolagt med gode intentioner, og jeg er overbevist om, at vi uforvarende er medskyldige i, at resultatet bliver stik imod hensigten.

Tidligere ligaprofiler som Jesper Jensen og Lasse Boesen har på det seneste meldt sig ind i debatten om denne skæve prioritering, ligesom DHF's ungdomslandstræner Claus Hansen jævnligt leverer fremragende blog-indlæg, der forsøger at sætte fokus på emnet. Under det nyligt overståede EM for herrer havde TV 2 desuden spurgt en del af spillerne om, hvorfor børn skulle begynde at gå til håndbold. Deres svar falder i tråd med pointen for dette indlæg. Samstemmende for dem alle er et totalt manglende fokus på resultater og præstationer for de unge mennesker, hvilket er med til at underbygge min påstand: Det er faktisk fuldstændig ligegyldigt, om man vinder.

Provokation

Det er så absurd en udtalelse i dagens præstationskultur, at den virker decideret provokerende, og den kan formentlig få de fleste til med sindsro at konstatere, at undertegnede må have tabt småkagerne. Selvfølgelig kan man diskutere, hvad man måtte lære af at tabe og vinde en kamp, men i det store billede er det så langt nede på prioriteringslisten, at jeg faktisk vil holde fast i, at erfaringerne fra at vinde og tabe en kamp i ungdomsrækkerne er præcis, hvad ordet siger: Nemlig ligegyldige.

Selvfølgelig skal man altid spille for at vinde, men OM man vinder, er man ikke selv herre over. Hvis selve resultatet derfor er udslagsgivende for vurderingen af kampen som helhed, så er man sikker på, at mindst halvdelen af deltagerne går fra banen med en dårlig oplevelse. Det er desværre min klare opfattelse, at det alt for ofte forholder sig sådan

Håndbold er leg

Elite er en god ting, men det vil pr. definition altid være for de få. Den dag man begynder at få penge for at spille, er det helt naturligt, at spillereglerne ændrer sig. Jeg er fx fuldstændig enig med Erik Veje Rasmussen, når han indrømmer, at han som træner for Århus Håndbold presser dommerne lige så langt, som han kan, for at vinde kampen, eller lader nogen sidde på bænken hele kampen, hvis det er det, der skal til, for at få pointene i hus. Han passer jo bare sit arbejde. Men det gør mig så trist, når vi tager den tilgang med ind i børnenes verden.

For de er børn. Håndbold er et spil, en leg, og en bold er i min verden det bedste legetøj overhovedet. Meget få ender som professionelle, og hvis alle, der som enten 12, 14 eller 16-årige ikke føler sig blandt de »udvalgte«, stopper helt med at spille, fordi alt andet end elite opfattes som et nederlag, så har vi opskriften på vores nuværende dilemma: Skaber eliten bredden, eller er det omvendt?

De unge skal komme igen

Uanset om det forholder sig på den ene eller anden måde, er det simpel matematik, at det er lettere at fostre fremtidens landsholdsspillere ud fra et grundlag på rigtig mange end på meget få. Og selv hvis man tænker elite, er det min klare erfaring, at de, der ender med at komme længst, er de spillere, der lærer at elske at træne. Lærer at elske hele pakken: Spillet, sammenholdet, legen med bolden, detaljen, kampen både mod og med sig selv.

Men hele baggrunden for dette indlæg er netop, at det ikke må handle om eliten. Eliten kan fungere som en fantastisk motivation og inspiration, og den vil altid stå klar til at tage imod de spillere, der udvikler sig i den retning. Men holdsport kan så meget mere.

Udover de åbenlyse håndboldmæssige færdigheder, man gerne skulle få med sig, bør vi tænke meget mere over den næsten uendelige liste af andre ting, der følger med. Nogle oplagte »plusord« kunne være motion, kropsbevidsthed, kropslig selvtillid, koordination, disciplin, vedholdenhed, sammenhold, samarbejde, respekt for andre (og sig selv), selvstændighed, socialt ansvar, foreningsliv, frivillighed, empati, ambitioner, selverkendelse og meget mere. Det er DE ting, vi skal lære vores børn, og som de kan tage med videre i deres liv.

Derfor er det vigtigste ikke, hvor godt man klarer sig her og nu, men om man som forening, trænere og forældre er i stand til at fastholde begejstringen for håndbolden hos de unge mennesker, så de kommer igen næste år.

Det skal man have i baghovedet, næste gang man fylder lungerne for at skrige OVERTRÅDT! efter dommeren til en ungdomskamp. Det er ikke engagement. Det er ikke opbakning. Det er en misforståelse. Og prisen er høj.