Dement familiefar blev voldelig: Vi var nødt til at flytte ud af huset

Emilie Jacobsen (t.h.) måtte sammen med sin bror, Victor, og mor, Anita, flytte ud af familiens hus i Vilslev nær Ribe, da familiens far og ægtemand blev voldelig. Foto: Anett Bruhn

Dement familiefar blev voldelig: Vi var nødt til at flytte ud af huset

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Emilie Jacobsen passede i fire måneder sin demente og voldelige far, efter hun sammen med sin mor og lillebror ellers var flyttet fra familiens hjem i Vilslev nær Ribe. Hendes far der gik fra at være hyggelig familiefar til en voldelig mand, de ikke kendte.

Hun sætter sig på hug og sørger for at kigge ham i øjnene. Manden, som engang var hendes far. Lige nu er Emilie Jacobsen ikke datter, men derimod den 62-årige mands plejer.

Emilie kigger ham i øjnene og taler til ham. I håbet om, at han genkender stemmen fra den kvinde, som altid har været fars pige. Hans pige.

- Når jeg tænker tilbage på det, så ved jeg ærlig talt ikke, om han kunne huske, hvem jeg var eller ej, siger Emilie og ryster på hovedet.

I fire måneder var Emilie Jacobsen ansat hos Esbjerg Kommune til at passe sin far, Benny Jacobsen.

Benny havde demens og ALS, en sygdom der påvirker de motoriske evner. Noget af det første Benny Jacobsen mistede, var evnen til at tale. Men det var kun begyndelsen.

- Jeg mistede min far to år før, han døde. Han var ikke den samme mand mere. Det er det, der er så forfærdeligt med demente, de er sgu så utilregnelige, siger den i dag 24-årige datter.

I 2015, 62 år gammel, fik Benny Jacobsen konstateret demens. Allerede inden da var han blevet utilregnelig. Over for både plejere og familien.

- Hjemmeplejen forsøgte at komme hjem til os. Den ene af dem blev slået en af de første gange. Efterfølgende fik de vagt på. Da far så dem, blev han rasende.

Hjemmeplejen forsøgte at komme hjem til os. Den ene af dem blev slået en af de første gange. Efterfølgende fik de vagt på. Da far så dem, blev han rasende.
Emilie Jacobsen, datter
Demens og ALS
I januar 2016 fik Benny Jacobsen konstateret semantisk demens. En demensform, hvor ordene mister deres betydning, og hvor ens paratviden og almenviden forsvinder. Semantisk demens rammer folk helt ned til 40-50 års alderen, oplyser Nationalt Videnscenter for Demens.Sammen med sin demens havde Benny Jacobsen også den motoriske sygdom ALS. Sygdommen rammer de motoriske nerveceller i hjernen og rygmarven. Symptomerne på sygdommen er tiltagende muskelsvind i arme og ben samt, som det startede med Benny Jacobsen, tale- og synkebesvær. De fleste, der har ALS, dør inden for et par år.

Kilde: sundhed.dk.
Benny Jacobsen fik konstateret demens, da han var 62 år. Samtidig havde han også en motorisk sygdom kaldet ALS, der som noget af det første medførte, at Benny mistede sin stemme. Dette billede er taget, inden hans sygdom var fremskreden.  Privatfoto
Benny Jacobsen fik konstateret demens, da han var 62 år. Samtidig havde han også en motorisk sygdom kaldet ALS, der som noget af det første medførte, at Benny mistede sin stemme. Dette billede er taget, inden hans sygdom var fremskreden. Privatfoto

Flytter ud

Også Bennys kone, Anita, søn, Victor og datteren Emilie blev udsat for slag fra den demente mand. I et sådant omfang at familien blev mere og mere utrygge ved at bo i hjemmet i Vilslev nær Ribe.

- Han kunne godt finde på at stille sig bag os, når vi stod i køkkenet og lavede mad. Så kiggede han bare på os. Vi var bange for, at han havde taget en kniv fra skuffen, og hvad kunne han så finde på at gøre med den, spørger Emilie.

I september 2016 turde familien ikke længere blive boende på det nedlagte landbrug og flyttede ud på den lokale campingplads, hvor de skulle finde ud af, hvad der skulle ske både med dem og med Benny.

For Benny var ikke længere den mand, familien kendte. Som tidligere bygningskonstruktør var han en mand, der var ferm med sine fingre og vant til at kunne ordne tingene selv.

- Den mand havde styr på alting. Sådan havde han altid været, og det var sådan, han kunne lide det, siger Emilie med et smil på læben, mens hun fortæller om Benny Jacobsens værksted på det nedlagte landbrug.

Eller sådan var det i hvert fald i mange år, indtil Benny begyndte at ændre sig.

- Vi var simpelthen nødt til at flytte ud. Vi kunne ikke tvinge far på plejehjem, for det ville han ikke, og vi kunne ikke blive boende. Der var ingen anden udvej for os, siger hun.

Fakta
I dag og de seneste dage har avisen Danmark sat fokus på ansatte i ældreplejen, der arbejder med demente borgere. En undersøgelse foretaget blandt medlemmerne af FOA viser, at hvert tredje medlem er udsat for vold og trusler fra demente mindst én gang om måneden. Undersøgelsen viser desuden, at den rette tid til at varetage arbejdsopgaverne med de demente kan være med til at reducere voldsepisoderne.

Avisen har talt med Heidi Møller Madsen, der er social- og sundhedsassistent i Varde Kommune. Hun har flere gange været udsat for hændelser med trusler og vold på arbejdspladsen.

Avisen har desuden besøgt Fynsgade Plejecenter i Grindsted. Her har man haft succes med en række tiltag, der skal være med til at sætte fokus på forebyggelsen af voldsepisoderne, så de i fremtiden bedre kan undgås.

Og så kan du møde Emilie Jacobsen fra Ribe. Hun og familien måtte flytte fra hus og hjem, fordi de ikke turde bo sammen med deres voldelige far, som ikke ville på plejehjem.

Kun Emilie og Victor

Tre gange i døgnet kom en hjemmesygeplejerske sammen med en vagt for at se til Benny Jacobsen, da familien var flyttet ud af huset. Det var kun, hvis Benny Jacobsen ville lukke dem ind, at de kunne hjælpe med mad og medicin.

- Dengang vi boede hjemme, og sygeplejerskerne kom forbi, forsøgte far at undgå dem. Han gik for eksempel ud og slog græsplænen. Vi havde den pæneste plæne i kvarteret, smågriner Emilie, mens hun trækker på skuldrene.

Men da familien flyttede ud, fik hjemmesygeplejerskerne ikke lov til at komme ind i huset. Det var kun Bennys søn, Victor, og Emilie, der kunne få lov til at komme ind til deres far.

Emilie Jacobsen er uddannet social- og sundhedsassistent og har arbejdet på et plejehjem på et demensafsnit. Derfor blev hun af Esbjerg Kommune ansat til at passe sin far fra november 2016 til februar 2017.

- Jeg var næsten den eneste, der kunne komme i nærheden af ham, siger Emilie, der i fire måneder, sørgede for, at hendes far kom i bad, fik mad og tog sin medicin. En opgave, der lå tungt på skuldrene af den unge datter.

- Jeg havde ikke mulighed for at være datter, når jeg var sammen med far. I stedet var jeg plejer. Det var et stort ansvar pludselig at stå med. Jeg var kun datter, når jeg var alene. Det var virkelig hårdt, siger Emilie.

- Jeg har arbejdet med demente, og dem havde jeg mange gode oplevelser med. Det havde jeg ikke rigtig med far. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det var, fordi jeg gjorde noget forkert og ikke gav ham den rigtige pleje. Jeg føler, jeg gik glip af mange gode oplevelser med ham, netop fordi jeg skulle være hans plejer og ikke hans datter, siger hun, og efter en pause fortsætter hun:

- Jeg så ham egentlig kun rigtig smile én gang, efter han blev meget syg. Og det var da han så en skål slik. Han var blevet til et barn. Det var ikke min far.

Det fik også stor betydning for resten af Familien Jacobsen, at Emilie passede sin far.

- Når jeg havde fri og tog væk fra min far, havde jeg ikke lyst til at gentage alt, hvad der var sket. Det blev mor selvfølgelig frustreret over. Hun ville jo gerne vide, hvad der var sket. Men det var bare hårdt at skulle igennem dagen to gange, forklarer Emilie.

Stolen

De fire måneder var de sidste, Benny Jacobsen boede i familiens hjem.

Her blev han erklæret for terminal patient og havde ikke lang tid tilbage. Derfor blev den 64-årige demensramte vestjyde i februar 2017 tildelt en plads på et plejehjem, hvor han skulle tilbringe sin sidste tid. Og hvor Emilie kunne være hans datter, når hun kom på besøg. Ikke hans plejer.

- Han faldt helt til ro, da han kom på plejehjem. Han sov meget mere, og han havde faste rammer. Det havde han brug for, forklarer Emilie, der sammen med sin mor og bror flyttede hjem igen, da Benny flyttede ud.

Og så havde Benny også sin stol. Den faste stol, som man stort set altid kunne finde ham siddende i.

- Det var dejligt at kunne være henne og besøge min far og ikke skulle tænke på, om han blev passet ordentligt, og hvordan han havde det. For han havde det godt her.

Fire måneder senere døde Benny Jacobsen, 65 år gammel, af den motoriske sygdom ALS.

- Jeg var både lettet og ked af det. Det var en underlig følelse. Det var hårdt, men jeg havde jo allerede mistet min far én gang før. To år tidligere, siger Emilie og blinker lidt ekstra med øjnene.

Familien splittet

De sidste to år af Bennys liv har efterladt varige mén hos Familien Jacobsen. Særligt de sidste måneder tog hårdt på Emilie, der ikke var klar til at skulle håndtere en dement far.

- Jeg var alt for ung til, at jeg skulle miste min far og skulle håndtere demens så tæt på. Det er sådan noget, gamle mennesker får. Jeg skulle gerne have været 40 år, inden det overhovedet skulle være på sinde. Victor var jo kun 17 år. Jeg var 22, siger hun.

Udover sorgen over at have mistet sin far sidder Emilie et år senere tilbage med en nagende fornemmelse i maven.

- De måneder sidder i mig. Jeg har dårlig samvittighed, for jeg kan ikke lade være med at stille spørgsmålstegn ved, om jeg nu gjorde alt rigtigt. Men jeg bliver nødt til at sige til mig selv, at jeg er stolt over, at jeg hjalp ham. Det bliver jeg simpelthen nødt til, siger hun.

Da Benny kom på plejehjem, gik Emilie ned med flaget og kæmpede for at holde sig selv oppe, så længe hendes far stadig var i live.

- Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor længe jeg mon havde ham endnu. Det var hårdt. De sidste måneder, inden han døde, var jeg meget opgivende. Jeg røg også hash for at få det hele lidt på afstand. Jeg var nødt til at få noget ro.

Roen er Emilie Jacobsen ved at finde. Hun er flyttet fra familiens hjem i Vilslev og bliver til næste sommer færdig med sin HF. Men det er stadig svært for familien.

- Vores familie er blevet splittet. Det kan godt være, det er forbi nu. Men vi står stadig tilbage med en masse ar, som vi skal få til at hele. Det arbejder vi stadig på.

Dement familiefar blev voldelig: Vi var nødt til at flytte ud af huset

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce