Vi bruger cookies!

viborg-folkeblad.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.viborg-folkeblad.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Redaktørens røde stol: Sur for en sikkerheds skyld

Opinionsredaktør Henrik Sejerkilde.

Redaktørens røde stol: Sur for en sikkerheds skyld

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Sur for en sikkerheds skyld.

Det var det i virkeligheden ret afvæbnende motto, som filosofiprofessor Vincent F. Hendricks tillagde DR's tidligere nyhedsdirektør Ulrik Haagerup, da de krydsede klinger under sidste weekends Bogforum i Bellacentret i København.

Emnet, de to kloge hoveder talte om, var begrebet "konstruktive nyheder" - et begreb, som den tidligere Cavlingprismodtager på det nærmeste har taget patent på at italesætte herhjemme. Ikke mindst ved at være ophavsmand til det institut for konstruktive nyheder, der tidligere i år blev oprettet i forbindelse med Aarhus Universitet. I hvert fald i de næste fem år - det er det, Trygfonden har givet penge til - er det meningen, at Haagerup og skiftende fagfolk skal udforske, hvordan journalistik bliver mindre sur - for en sikkerheds skyld - uden at blive tandløs.

For det er er nemlig det, som de konstruktive nyhedsvæbnere ofte får revet i næsen. At det hele bare skal være glad, venlig og solbeskinnet, når du åbner din avis - eller klikker dig ind på et nyhedssite. Men det er ikke det, de mener. Sagde Ulrik Haagerup og nævnte arbejdet med at grave det, der er blevet kendt som The Paradise Papers frem. Her har en gruppe af journalister på tværs af arbejdspladser og landegrænser arbejdet tæt sammen for at få oplysninger frem om lyssky pengeanbringelser, som selv skattevæsenet før omstrukteringer og nye computere ville have haft svært ved at finde frem til.

Det er ikke alene spektakulært - fordi der altid dukker en perlerække af kendisser med geschæftige skatterådgivere op - men også fordi det understreger, at journalistik stadig er andet og mere end bevidstløs jagt på klik efter bare bryster og de seneste sportsresultater. Det er ikke for sjovs skyld, at pressen altid er blevet kaldt den fjerde statsmagt, men i takt med, at aviserne har mistet læsere og annoncer - og dermed penge på kistebunden - er kræfterne blevet færre til at foretage den slags storoffensiver ind i det mørkeland, som til daglig er skjult for de fleste af os.

Samtidig har de sociale medier og vores forlængede arm, smartphonen, gjort os rastløse og utålmodigt hungrende efter noget nyt, noget opsigtsvækkende og det hurtige nyhedsfix, helst så kort, at vi kan køre bil samtidig.

Samtidig er vi mere end en generation af journalister, der er blevet franskvasket og strøget med dogmet om, at god journalistik er kritisk journalistik. Og det er det også. Men ikke sur, kritisk journalistik. Vi har længe hyldet forestillingen om, at vi var bedre til vores fag, hvis vi vrissede sådan per automatik og rettede ryggen i læderjakken for at virke lidt mere som dem, der havde magten. Og vi er en del journalister, hvor skuldrene sidder lidt for langt nede til at kunne holde al den lædervægt oppe. Men det lader vi os ikke mærke med. Vi er bare sure, så. For en sikkerheds skyld.

Jeg sad og lyttede til Ulrik Haagerup, dér midt i Bellacentrets kakafoniske menneskemylder, og kunne måske pludselig se ideen med at genopfinde journalistik som noget, der er med til at gøre folk lidt klogere. For det er der dælme også brug for. Måske også i Banedanmark, der nu skal have en håndfuld år mere, før de har skruet alle toiletterne ud af intercitytogene, så det nye signalgrej kan være der. Eller - for nu at blive i det spor - hos Rejsekortet, der får fornøjelsen af den nu tidligere direktør for den endnu ikke-kørende århusianske letbane. Eller hos folkene bag Sundhedsportalen, der sørger for, at lægerne sidder lidt længere bag skærmen i stedet for at se på patienter. Altimens prøveresultater forsvinder ud i den blå, elektroniske luft.

Historierne er mange. Historier, der indikerer, at de seneste årtiers dogme om, at stort er godt, er på retræten. Måske kan alting alligevel ikke køres sammen, gøres stort og endnu mere effektivt - både fordi teknikken og den menneskelige faktor ikke helt kan følge med. I overmorgen er der valg til byråd og regionsråd, og alle forskere - og politikere - peger på, at den ti år gamle reform på nogle områder har vist sig at være uhensigtsmæssig. Det nære demokrati er blevet fjernere for mange; man er gået fra sognerådspolitik til præsidentkampagne - og selv om der kan være fordele og ulemper ved begge dele, så er den snigende ligegyldighed, som oplevelsen af noget fjernt kan fremelske, bekymrende. Ligesådan med mængden af nyheder. Vi har fuldstændig styr på situationen i Zimbabwe, og vi ved, at der er lande i Asien, der snart drukner endegyldigt, når havene bliver ved med at stige.

Og det er forfærdeligt. Vi bliver hændervridende bekymrede - et sekund, indtil en af de detroniserede deltagere i Den store Bagedyst fortæller, hvorfor det gik galt med rødbedesouffleen. Så er vi hjemme igen - det er noget, vi kan forstå. Og vi kan ligesom bedre forholde os til, hvordan rødebedesouffle i det hele taget smager - meget bedre, end vi hvad vi egentlig skal stille op med de der klimaforandringer. Og er det ikke også for sent, siger de?

Vores verden er blevet så uendelig fragmentarisk. Vi får byger af informationer døgnet rundt, på alle platforme. Men i et omfang, så vi næsten er blevet vænnet fra at have tålmodighed til at lytte til sammenhængen. Og er der nogen sammenhæng i alle de skandaler i det offentlige, som vi ryster på hovedet over? Hvorfor går det altid galt, hver gang en statslig instans skal købe noget it-grej ? Og hvorfor er der altid nogle direktører, der redder sig i land fra en fiasko med en guldrandet check i lommen?

Vi forarges. Vi forstår det ikke. Når vi glemmer at lede efter forklaringerne - også dem, der bliver forsøgt gemt for os - så er det, at det er lettere at være sur. For en sikkerheds skyld.

Det klæder ingen af os.