Vi bruger cookies!

viborg-folkeblad.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.viborg-folkeblad.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Søndag med Mylenberg. Et spil fisk uden vinder


Søndag med Mylenberg. Et spil fisk uden vinder

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Journalist Troels Mylenberg
Billede
Indland Danmark. 

Kan man købe sig adgang til politikere i Danmark?

Spørgsmålet har glødet ugen igennem i det politiske Danmark og på adskillige medieplatforme. For var det nu det, der var sket, da statsminister Lars Løkke Rasmussen mødtes med storfiskere, der samtidig donerede store pengebeløb til den fond for skolehjælp til skoletrætte drenge, som bærer Løkkes navn?

Var der ligefrem tale om noget, der lignede korruption her i stilfærdige Danmark, skruede forskellige politikere sig op til at spørge op til det åbne samråd i Folketinget i onsdags, hvor statsministeren havde indvilliget i at stille op til grillstegning for åbent tæppe.

Substantielt har det på intet tidspunkt i "afdækningen" af sagen været tale om noget, der nærmer sig dokumentation for, at noget som helst skulle være galt. Men landets statsminister har som bekendt en sjælden evne til helt selv at få gravet hullet til sig selv stadig dybere i sager, der handler om hans personlige karakter. For så først til allersidst at få lukket munden på sine kritikere, som det så også skete i onsdags, hvor i hvert fald Dansk Folkepartis ellers kritiske fiskeriordfører Ib Poulsen pludselig havde mistet sin ellers tidligere så kritiske stemme, som var han blevet ramt af akut infektion på stemmebåndene - ikke en lyd kunne man længere høre.

Og med ét var vi så tilbage til det velkendte - en opposition, der fortsætter med kritikken, vel vidende at der ikke kommer til at ske mere, for flertallet bag ministeren er sikret. Sådan har vi set det talrige gange de senere år med forskellige fortegn. Politikere der rejser en tvivl om en ministers karakter uden egentlig substantielt betinget dokumentation for noget, men bare løse spørgsmål som kaster tvivl på den pågældende minister. Logikken øjensynligt den gamle sang om, at der jo ikke går røg af en brand...

Bevares. Sådan er det, og sådan skal og vil det være ind imellem, for naturligvis skal spørgsmålene stilles, men risikoen er jo også, at en stor del af befolkningen ryster på hovedet og undrer sig over, om ikke der er vigtigere ting at kaste sig over for politikerne. Andre holder fast i mistanken og mener blot, at korruptionen er endnu mere tydelig og dyb, nærmest på grund at, at der ikke viser sig alverden at komme efter.

Problemet - for det er et problem - synes uløseligt og tæt forbundet med en tiltagende distance mellem den politiske magt og borgerne. Jeg ved ikke, om den er påvist tiltagende, det er den formentlig slet ikke, for formelt tilsiger intet, at den politiske klasse skulle være fjernere fra vælgerne end tidligere måske tværtimod, men det virker for mange klart sådan. At grøfterne mellem politikere og befolkning er gravet dybere, og også at de er gravet dybere mellem politikerne selv, der ikke synes at gå af vejen for enhver lejlighed til at påpege og påstå, at modstanderne er utroværdige og bager med urent mel.

Samtidig er svaret på spørgsmålet allerøverst i denne tekst ret beset et rungende ja. For ja, man kan købe sig adgang til politikernes øre i Danmark. Endda helt formelt gennem såkaldte erhvervsklubber, hvor de i forvejen massivt offentligt støttede partiorganisationer sælger adgang til møder med toppolitikere til de mennesker, der vil betale. Det er en vej til politikernes ører.

En anden er via det mere eller mindre usynlige lag af lobbyister, der tjener gode penge på at deres kunder kan få adgang til møder med politikere. Man kunne derfor passende spørge politikerne bredt, om de ved, hvor mange penge, lobbyister tjener på at arrangere møder mellem lobbyisternes kunder og politikerne. Her får politikerne, så vidt vides, ikke selv andel i pengene, men det er åbenlyst at en række af tidligere partimedarbejdere, rådgivere, tidligere journalister og andet slotsholmsgodtfolk tjener godt på at kunne sikre adgang til møder ed politikere og ministre.

Alt sammen helt uden for offentlighedens kendskab. I det lys kunne man måske forfægte det synspunkt, at et bidrag til en fond, der hjælper utilpassede drenge tilbage måske ikke ligefrem er det værste betalingsmiddel for et møde med statsministeren. Om end det naturligvis er opmærksomheden værdig, hvis et sådant møde ligefrem får politiske følger. Altså hvis man i kraft af sin pengepungs størrelse får mulighed for at påvirke den førte politik. Her er der som sagt alene tale om insinuationer, ikke om dokumenterede forhold.

Derfor er det da også langt mere interessant at få lobbyismepåvirkningen frem i lyset. Men de spagfærdige forsøg, som partierne har sat i værk på den front, har man droppet igen. Til trods for at det måske lige præcis var her, at de kunne sikre sig selv og hinanden imod de gensidige beskyldninger. Som bekendt er de borgerlige - hvis man spørger rød blok - i lommen på landbruget, storindustrien og alle landets kapitalister. De røde er omvendt - hvis man spørger de blå - styret af fagbevægelsen og i øvrigt i lommen på politiet og på en socialistisk lighedsideologi, der gør samfundskagen mindre for alle.

Alle har med andre ord noget på de andre, og vælgerne efterlades i stigende grad kolde over for hele flokken af politikere. I hvert fald ved vi, at færre og færre føler et fast tilhørsforhold til et enkelt parti eller en enkelt ideologi. Vi flytter os som vælgere, nogen vil sikkert hævde, at vi shopper politik efter det bedste tilbud, der passer os lige netop der, hvor vi er i vores livsfase. Vi shopper også personer, og vi hævder, at det hele handler om troværdighed, integritet og mod til at træffe svære beslutninger. Men spørgsmålet er, om det passer.

Ja, troværdighed og integritet er ikke noget, man kan kræve at have, eller som man kan beslutte sig for at besidde. Men selv om man aldrig skal sige aldrig, og selv om der er uheldige eksempler, hvor politikere har talt usandt, handlet ulovligt eller på anden måde udvist svigtende dømmekraft eller mangel på ordentlighed, så er det jo på ingen måde reglen. Korruption er noget nær ikkeeksisterende i dansk politik, der fordeles ikke brune kuverter med kontanter til gengæld for en politisk tilladelse eller som betaling for at få et forslag igennem. Det er ikke en naiv konstatering, det er en sand konstatering, der primært bunder i, at danske politikere som hovedregel er bedre og mere ordentlige end deres rygte.

Man siger tit, at vi har de politikere, vi fortjener. Spørgsmålet er, om det ret beset passer. Nogle gange kan man få det indtryk, at vi slet ikke har fortjent så gode og ordentlige politikere, som vi har. Ingen nævnt, ingen glemt.

Ja, man kan købe sig adgang til politikernes øre i Danmark. Endda helt formelt gennem såkaldte erhvervsklubber, hvor de i forvejen massivt offentligt støttede partiorganisationer sælger adgang til møder med toppolitikere til de mennesker, der vil betale. Det er en vej til politikernes ører.