Vi bruger cookies!

viborg-folkeblad.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.viborg-folkeblad.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Søren Pape klar til at blive gift i Viborg Domkirke

- Og så gudhjælpemig om ikke der findes en organisation, der hedder "Forældre mod politivold". Når jeg hører sådan noget, er jeg nødt til at gribe efter det første iltapparat, for jeg kan slet ikke holde det ud. Foto: Lars Rasborg

Søren Pape klar til at blive gift i Viborg Domkirke

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Sommersamtaler

For tre år siden var Søren Pape en politisk nulbon fra Viborg. Mente man på Christiansborg. Nu er han regeringens mest populære minister. Som taler om højere straffe, ikke troede på Løkkes valgtrusler og indrømmer, at han lyder meget ældre, en

- Det er nogle, min mor har plukket.

De store, røde jordbær ligger i en lille skål midt på det hvide Piet Hein-bord, der står i det, der engang var teknisk forvaltning og som i dag er justitsminister Søren Pape, (K), og hans mand, Josue Medina Vasquez' hjem midt i Viborg.

Det er tre år siden, jeg sidst besøgte Søren Pape hjemme. Da sad vi også ved det hvide Piet Hein-bord, og dengang hang der også billeder af færøske Kari Svensson og danske Jacob Brostrup på væggene. Den mørkerøde Ægget stod der og de broderede kelim-tæpper, som hans mor selv har tegnet op efter gamle mønstre og syet - og hvor der står "Til Søren 1977" - hang der også dengang.

Da sad vi bare i Bjerringbro, der var chokolade i skålen, og han var ikke justitsminister, men stadig borgmester i Viborg og nyvalgt konservativ leder. Helt ukendt på den landspolitiske scene, så jeg havde helt rutinemæssigt derfor bedt om et interview. Hvem var han dog, denne mand, der havde sagt ja til at sætte sig i en af dansk politiks katapultstole, hvorfra mere rutinerede kræfter uden besvær var blevet skudt ud i galakserne?

Der gik et par dage, så ringede pressetjenesten og meddelte, at ja, Søren Pape ville gerne tale med mig.

- Også om sine sexuelle præferencer, som det blev sagt.

Jeg kendte som sagt ikke noget til Søren Pape, så jeg spurgte lidt naivt:

- Og hvad er så de?

Svaret var, som alle ved i dag, hvor han bor sammen med Josue Medina Vasquez, såmænd bare, at han var homoseksuel. Ingen stor historie hjemme i Viborg, hvor en del vidste det, men det var ikke noget, man talte om.

Det blev ændret, da han trådte ind på den landspolitiske scene, men blev hurtigt overskygget af historierne om ulovlig støtte til Viborg Stadion. En sag, der kører på ottende år, for Konkurrencestyrelsen har endnu ikke afgjort, om Viborg Kommune skal betale penge tilbage.

Efter det kom alle historierne om novicen på Christiansborg.

- Jeg trådte ind et sted, hvor jeg ikke havde været før. Og jeg skulle ikke bare lære, hvad Folketinget var, jeg skulle også agere som partileder. Det kan man ikke forberede sig på, og der er helt sikkert mange, der har gået og grinet bag min ryg og sagt "det kommer han aldrig til at lære, sådan en torsk".

- Det syntes jeg, at jeg kunne fornemme nogle gange. Hvor jeg tænkte: Gad vide, hvor alvorligt jeg egentlig bliver taget ...

Søren Pape kigger over på mig, og jeg skal virkelig lyve, hvis jeg skal overbevise ham om, at han har uret. Det lader jeg så være med.

- Jeg tænkte: Jeg har prøvet at starte fra scratch før, og det er så det, vi gør igen. For uanset, hvad der skete, uanset, hvor mange, der mente, at jeg ikke kunne, skulle jeg ikke give op. Her er jeg nok meget stædig.

- Det er noget at det, jeg har med hjemmefra. Andre skal ikke vurdere, om jeg kan eller ej, så jeg besluttede mig til, at uanset, hvor meget skidt, jeg skulle igennem, var det bare om at blive stående på benene. Så går det over.

- Det prøvede jeg i Viborg, da jeg lukkede skoler. Hvis man kan stå inde for det, man gør, kan man stå meget igennem.

- Har du på noget tidspunkt fortrudt, at du sagde ja?

- Nej, men jeg har haft perioder, hvor jeg tænkte: Hvad er det da, du har taget på dig? Jeg havde jo sådan et godt liv.

- Det var en barsk start. Jeg synes, det var hårdt og til tider dybt frustrerende. I den første periode havde vi hele tiden et valg hængende over hovedet, og det blev negativt selvforstærkende. Blev jeg nu valgt eller ej?

- Var du stoppet, hvis du ikke var blevet valgt?

- Ja, det var jeg ikke et øjeblik i tvivl om. Men, ikke for at være arrogant, jeg var sikker på at blive valgt her i Viborg.

Det kunne synes som et sats at stille op i Viborg, som er normalt er det 9. eller 10. konservative mandat. Men det var Papes hjemstavn, og ved valget i 2015 rykkede Viborg-mandatet op som det 2. mandat.

Biiiip, siger det pludselig. Meget højt.

- Det er bare en test, siger Pape uden at komme ind på de nærmere detaljer om lejlighedens sikkerhedsniveau. For selvom hans og Josues navn står på postkassen, og selvom han stadig selv kører bil til lufthavnen, når han skal til København, er det landets justitsminister, der bor på matriklen.

Noget af det første, Søren Pape gjorde, da han blev formand, var at ændre tone over for DF, som Konservative altid har haft et anstrengt forhold til. For DF har Konservative været nogle højrøvede snobber, mens Konservative har set DF som platte og lidt dumme. Sat på spidsen. Forholdet mellem f.eks. Pia Kjærsgaard, (DF), og Bendt Bendtsen, (K), var køleskabskoldt, og jo mindre K blev, jo større blev DF. Det mildnede ikke forholdet.

Det gjorde Pape op med.

- Det er få partier, der er kommet godt ud af at slås med DF, og man kan ikke laste andre partier for at føre deres egen politik. Og derfor synes jeg også, det er mærkeligt, når folk spørger, om ikke det er irriterende, at DF arbejder sammen med Socialdemokratiet. Næ. Jeg kan bare konstatere, at det er denne regerings opgave at skabe et ordentligt forhold til DF, og jeg håber og tror, at DF anerkender, at forholdet mellem os og dem i dag er tættere og bedre. Så er det klart, at jeg især på den økonomiske politik er helt uenig med dem.

På det netop overståede folkemøde på Bornholm var Søren Pape i debat med netop DF's Kristian Thulesen Dahl. Med ved bordet var også Pernille Vermund, formand for Nye Borgerlige, der er opstillingsberettigede, men ikke valgt. Hun tog rampelyset sammen med Thulesen Dahl. Anskuelighedsundervisning i de udfordringer, Konservative stadig står i. For er der overhovedet brug for et konservativt parti, når DF har taget Gud, Kongen og Fædrelandet, Venstre økonomien og Liberal Alliance råber højere om skattelettelser, end nogen Konservativ nogensinde kan gøre? Og det hele så yderligere udfordres af Nye Borgerlige?

Formanden mener ikke overraskende ja.

- Debatten på Bornholm bekræftede mig netop i, at der er brug for et konservativt parti. Da vi diskuterede konservatisme, blev det til en debat om national-konservatisme, men for mig er ordet konservativ stærkt nok til at stå alene. Man behøver ikke sætte noget foran.

- Jeg mener ikke, at man kan kalde sig konservativ, hvis man ikke indeholder både det sociale, det liberale og det nationale. Det skal gå op i en højere enhed og derfor har vi brug for et konservativt parti.

- Men I har lært at leve med, at I er små?- Man skal jo forholde sig til virkeligheden. Vi fik 3,4 procent af stemmerne ved sidste valg. Det er vores virkelighed. Det var ikke, fordi vælgerne tog fejl. Det var, fordi vælgerne besluttede, at sådan skulle det være.

Før valget 2015 satte Konservative alle sejl til med "Stop"-kampagnen, hvor især ordet "nazi-islamisme" tiltrak sig opmærksomheden.

- Var det klogt at bruge ordet "nazi-islamisme"?

- Til dette let ledende spørgsmål vil jeg sige: Nej, det kom jo ikke til at fungere, som vi havde håbet. Ideen var at sætte fokus på de totalitære træk, der findes i både nazisme og islamismen. Men vi må tage på os, at det var for negativt. At det er for negativt at sige "Stop" til noget.

Dengang sagde Konservative også "Stop hjerteløsheden", og det budskab bunder dybt i Søren Pape, selvom det udadtil blev overskygget af Naser Khaders "nazi-islamisme".

- Det handler om, at vi skal være bedre til at tage os af hinanden. Vi deponerer vores sociale engagement i en skattebillet. Vi betaler så og så meget i skat, men der er altså stadig nogle, der falder igennem i det fintmaskede velfærdssamfund, og det er måske fordi, alle skal have fra den store kasse. I stedet for at hjælpe dem, der har behov for hjælp.

Søren Pape læner sig frem en stolen.

- Nogle gange synes jeg, at der mangler den ånd, der lå i mine forældres generation. Det her med, at man svarer enhver sit. At man er stolt over at klare sig selv. Og først beder om hjælp fra fællesskabet den dag, man virkelig har brug for det. At der er lidt mere fokus på pligt end på ret. Det er det, jeg har med mig som søn af en selvstændig og en hjemmehjælper. Jeg har lært, at man yder, før man nyder.

- Og ja, ja, jeg ved godt, at jeg lyder som en mand, der er meget ældre end jeg er, når jeg siger sådan noget her, men jeg mener det virkelig.

Det var Svend Poulsen, der var den selvstændige som landmand, mens Ruth Poulsen var hjemmehjælperen. De adopterede Søren Pape, da han var helt lille og han har altid vidst, at han var adopteret, fortalte han mig dengang for tre år siden.

I dag er de flyttet fra gården og bor i en lejlighed i Bjerringbro. De er blevet ældre, så da Søren Pape blev udnævnt til minister, var de ikke med ved Amalienborg, men skålede i portvin hjemme fra Bjerringbro. Og hvor Ruth Poulsen tidligere ville have plukket jordbær, så der havde været til hele vinteren i fryseren, er det nu lykkedes familien at overbevise hende om, at det behøver hun ikke mere. Mindre kan gøre det, men hun har selvfølgelig været ude og plukke lidt til sønnen.

- Er I blevet gift?

Jeg får pludselig øje på den ring, Søren Pape har på fingeren.

- Nej, vi er forlovet. Det er da derfor, ringen sidder på venstre finger. Men vi skal giftes. Derovre, siger han og peger over mod domkirken.

- Vi havde talt om, at det skulle være nu her i sensommeren, men det har vi ikke fået planlagt, og nu er Josue jo i Den Dominikanske Republik. Så der går nok et års tid.

- For mig er det vigtigt, at det bliver i en kirke. Det er det også for Josue, men der, hvor han kommer fra, bliver to mænd bare ikke gift. Det kan vi her, og domkirken er den kirke, vi bruger om søndagen. Ikke hver søndag, men når jeg er hjemme, går vi derover til gudstjeneste.

Det er to bryllups-traditioner, der skal smelte sammen til en, når Pape og Medina siger ja under Joakim Skovgaards smukke malerier. For Søren Pape er til et typisk dansk bryllup med tre retter mad, sange og taler og så først dans bagefter. Men traditionen i Den Dominikanske Republik er mere "loose", her starter man med dansen og festen, og så spiser man lidt undervejs.

Da Pape blev formand, var loven om kirkelig vielse for homoseksuelle stemt igennem. Men han måtte alligevel tage stilling, for partiet havde været delt. Tidligere formand, Per Stig Møller, havde sagt ja, da loven blev vedtaget i 2012. Mens tidligere formand, de har en del i det parti, Lene Espersen, havde sagt nej. Søren Pape ville have været på ja-holdet, hvis han havde skullet stemme, og nu fører han det ud i livet. I det helt store skrud i domkirken.

Vi skal tilbage til det politiske. Til vinteren 2016, hvor Konservative udtrykte mistillid til Eva Kjer Hansen, (V), som fødevare- og miljøminister. Efter et samråd, hvor K mente, at hun havde vildledt Folketinget. Lige før, Søren Pape skulle holde pressemøde, meddelte statsminister Lars Løkke Rasmussen, (V), at så var det hele Venstre-regeringens liv, der stod på spil. Højspændte timer. Kunne Pape stå fast?

- Her blev du testet. Hvad tænker man så, Søren Pape?

- Jamen, for det første: Det troede jeg ikke på.

- Du troede ikke på det?

- Nej. Jeg var helt overbevist om, at han ikke ville lade regeringen falde på det her. Den politiske substans var jo, at vi stemte for pakken, men at vi havde den klare opfattelse, at der var begået fejl af ministeren. For os var det to forskellige ting.

- Mange har fortalt, også mig, at det var gruppen, ikke dig, der stod fast?

- Ja, det ved jeg godt, at mange har forsøgt at give et billede af. Men dybt nede i en skuffe har jeg de mails liggende, som jeg sendte til gruppen. Så jeg kan til enhver tid dokumentere, hvem der traf beslutningen på baggrund af møderne. Jeg havde på fornemmelsen, at den slags ville være godt at gemme.

- Jeg er nu også ligeglad med, hvad andre siger, for jeg ved jo, hvad der var den virkelige verden. Men du kan da have ret i, at det var en test af mig. For hvordan skulle folk vide, hvordan jeg ville reagere i sådan en situation? Det kan jeg godt forstå. Man kender mig bare dårligt, hvis man tror, at en beslutning, jeg har truffet, bare kan laves om, bare fordi nogen siger noget til mig.

Der var dog ingen kontant belønning, selvom Pape og Konservative vandt armlægningen med Løkke og Venstre. Der var lidt fremgang i målingerne, men minimalt. Fokus var på Liberal Alliance og topskatten, ikke på Konservative og boligskatten.

- Det var en sejtrækker, siger Søren Pape i dag.

- Hvornår bliver du klar over, at du er ved at få fat på den landspolitiske scene?

- Jeg kunne mærke, der begyndte at ske noget over sommeren, men det var først, da vi gik i regeringsforhandlinger, at jeg virkelig kunne mærke det.

- Her var jeg meget i tvivl. For det regeringssamarbejde kunne gå to veje: Vi kunne risikere at blive fuldstændig klemt, men det kunne også give os en ny mulighed. For vores vælgere og dem, der ligger i periferien, vil have, at vi tager et ansvar. At vi tager magten, når vi kan.

- Stemningen om partiet er også blevet meget bedre, men hvis man kigger på meningsmålinger, går det jo ikke så godt. Vi ligger kun et til to mandater over valgresultatet, men siden vi gik i regering, har vi dog ikke ligget under valgresultatet.

- Til gengæld er du nu i flere målinger kåret som den mest populære minister?

- Det er nok fordi, jeg er kommet i en position, hvor jeg føler mig rigtigt godt tilpas.

- Fordi det er nemmere at være minister for en borgmester end at være partileder?

- Det er meget nemmere, siger Søren Pape med tryk på meget.

- Det at være borgmester og minister minder om hinanden, og der gik kun en time, så følte jeg mig godt tilpas som minister. Selvfølgelig er der meget nyt, jeg skal lære, men jeg har det bare godt, for jeg kunne mærke, at "hey, det her har du prøvet før". I kommunen havde jeg en forvaltning og en række driftsenheder. Her har jeg et departement og en række driftsenheder. I kommunen var der 6.-7.000 ansatte, her der er der 20.000. Men det er jo den samme måde at arbejde på.

- Så at gå fra borgmester til minister er nemmere end at gå fra borgmester til folketingsmedlem. For nu sidder jeg jo lidt for bordenden igen, ikke? Her er jeg tilbage i en rolle, jeg føler mig sikker og tryg i.

- Er du så genial nu, eller var du dum dengang?

- Jeg er fuldstændig den samme, men jeg udvikler mig jo hele tiden, og jeg har lært helt vildt meget af det, jeg har været igennem. Jeg er helt bevidst om mine egne mangler og om mine udviklingspotentialer, men nu ser man måske lidt mere af, hvem jeg er, og hvor jeg kommer fra, end man gjorde lige, da jeg startede på Christiansborg.

- Nu er du så justitsminister og taler hele tiden om hårdere straffe og om at slå hårdt ned på kriminaliteten, selvom den er faldende?

- Ja. Og det er først og fremmest, fordi jeg mener det, siger Søren Pape og læner sig frem. Igen.

- Jeg kan blive edderspændt rasende når jeg ser, hvordan folk opfører sig nogle gange, og så bliver jeg frustreret over, at vi ikke kan gøre noget hurtigt nok. Eller gå hårdt nok til nogen.

- Da jeg i sin tid så, at folk kastede sten efter politiet på Nørrebro, tænkte jeg: Det gør man da ikke. Det var helt udenfor min virkelighed. Jeg kaster ikke sten efter nogen! Og da slet ikke efter politiet.

- Og så gudhjælpemig om ikke der findes en organisation, der hedder "Forældre mod politivold". Når jeg hører sådan noget, er jeg nødt til at gribe efter det første iltapparat, for jeg kan slet ikke holde det ud. Jeg får hjertebanken og alt muligt. Jeg bliver simpelthen så hidsig. Det er et skred!

Den sidste bliver sagt med meget store bogstaver.

- Og se på Aarhus og banderne. Vi må aldrig komme dertil, at det bliver normalen. Derfor må vi gribe hårdt ind og få det stoppet.

- Kan det ikke blive skruen uden ende? Der er stadig en social årsag til, at unge bliver kriminelle?

- Vi kommer med et udspil efter sommer, hvor vi skal have fat i langt flere forebyggende tiltag. Men vi skal både være konsekvente og forebyggende, for vi skal altså have lukket for hanerne til bandemiljøerne.

- Det har man prøvet i mange år?

- Ja, det er svært. Her skal vi nok noget andet end den misforståede godhed, hvor en socialrådgiver sidder og taler med de unge. Her skal vi have nogle mere håndfaste, konsekvente og kærlige skub til det unge menneske. Så man ikke kommer ud i kriminalitet.

- Det andet aspekt er, at når værdierne skrider, skal vi passe på os selv. Og derfor har vi lavet en bandepakke, hvor vi skruer op på strafknappen. Hele vejen igennem. For jeg kan simpelthen ikke leve med, at det bare får lov at ske.

- Jeg bor jo trygt og godt, der er ikke mange bandemedlemmer her i Viborgs gamle kerne, men jeg er også minister for dem, der bor i Vollsmose og i Gellerupparken og på Nørrebro. Helt almindelige mennesker, der bor i områder, hvor de her typer tror, de skal være konger og baroner. De mennesker har krav på at være lige så trygge, som jeg har.

- Men kriminaliteten er jo faldende? Undtagen, når man hører på justitsministeren?

- Ja, den er faldende. Men vi skal holde fast. Der skal være lov og orden. Det mener jeg.

- Det kan jeg høre ...

- Vi har et trygt samfund, men når vi så ser tendenser, der går den anden vej, kan vi enten sige, det går jo nok. Eller vi kan banke det ned, fordi vi ikke vil finde os i at have et samfund med utryghed.

- Men kan man ikke omvendt tale utrygheden op?

- Jo, men vi har boligområder, der er udfordret, også fordi vi politikere har haft en helt forfejlet integrationspolitik, hvor vi troede, at bare vi puttede folk hen i nogle kasser, hvor de boede sammen og kunne snakke med hinanden - sådan lidt fortegnet - så skulle det nok gå. Det er jo en fejl.

- Og de færreste er så idealistiske, at de har brudt mønstret ved at flytte ud i et udsat boligområde.

Søren Pape rejser sig, vi skal til at slutte. Han skal til København, det sidste skal ordnes inden ferien, og så skal han ellers til Den Dominikanske Republik, hvor Josue Medina har været siden starten af juni for at passe sin turist-virksomhed. Det gør han tre måneder hver sommer, og det er bl.a. derfor, de ikke har fået planlagt brylluppet. Endnu.

Pape skal giftes og går med i Priden
- Uanset, hvad der skete, uanset, hvor mange, der mente, at jeg ikke kunne, skulle jeg ikke give op. Her er jeg nok meget stædig.