Vi bruger cookies!

viborg-folkeblad.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.viborg-folkeblad.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Ugens bagkant: Samtalen har det godt


Ugens bagkant: Samtalen har det godt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Man hører det tit. Spørgsmålet om, hvor den offentlige samtale egentlig er henne, om demokratiet har udviklet sig til et tilskuerdemokrati, hvor vi stemmer med fjernbetjeningen hjemme fra sofaen, og hvor Facebook's ulidelige konfrontationsdebatter har afløst forsamlingshusets samtaledemokrati.

Mange ryster på hovedet i afmagt. Og ofte med rette. For der er vitterligt noget hult og skræmmende ved meget af den "samtale", vi oplever i dag. Ikke mindst det forhold, at den ikke har ret meget med samtale at gøre, fordi det så ofte tager sig ud som om, at kun få lytter, mens alle taler. Det offentlige rum er i høj grad blevet arena for en råbekonkurrence, hvor der ingen vindere er, men kun tabere.

Kamplederen er medierne. Vi lægger spalter, æter og platforme til meninger og holdninger i alle retninger. Jo flere jo bedre. Og i afmagt over at have mistet autoritet og tillid, mener vi bare videre og videre. Som tydeligt eksempel valgte Berlingske forleden dag at lade hele to medarbejdere anmelde Ritt Bjerregaards seneste erindringsbog fra hver deres vinkel. Tydeligvis var anmeldernes forskellige meninger altså mere væsentlige for avisen at lægge frem end det værk, der blev anmeldt.

I tv oplever mange, at værten synes vigtigere i debatter end deltagerne, ligesom man kunne få den mistanke, at det ikke nødvendigvis er de mest gennemtænkte argumenter, der får plads, men i stedet dem der vækker mest opsigt.

Vi kan også være med her i aviserne. Klummeskrivere skal opsøge ledige standpunkter, og tit fremstår det klart, at der er en grund til, at et ledigt standpunkt er ledigt.

De sociale medier - som jo rettelig ikke har meget med medier at gøre, da de hverken er redigerede eller prioriteret efter tilstræbt objektive kriterier - bidrager yderligere til festen med et hav af mere eller mindre troværdige oplysninger om alt og ingenting. En gigantisk boble af indhold, hvor der skal sorteres en hel del - for ikke at sige det meste - fra for at finde det gyldige blandt alt det ligegyldige.

Men uanset hvor meget vi alle kan enes om, at verden på dette område er af lave, så stiger forbruget. Aldrig har vi brugt så meget tid på medier, aldrig har vi forbrugt så meget, aldrig har vi kvitteret mere højlydt for alt det letfordøjelige. Som en tragikomisk paradoks er tidens bestsellerlister præget af bøger om, hvordan vi alle sammen bør stå af ræset. Ligesom vi for nogle år siden kunne grine af, at tænkerne bag den såkaldte simple living-bølge måtte udgive hele to bøger for at forklare, hvor let og godt det simple live kunne leves, så bærer det lidt ironi i sig, at psykologiprofessor Svend Brinkmann nu er klar med tredje forrygende læseletbog i rækken om, hvor meget vi alle har brug for at dyrke det nøjsomme, det dybe og det langsomme.

På med nejhatten og hold nu op med at ængstes over alt det, du går glip af, messer Brinkmann både klogt og rigtigt, mens han har mere og mere travlt med at turnere land og medier rundt for at sælge sit budskab på alle tænkelige platforme.

Men rolig nu. Er det hele nu engang også så skidt, eller er der egentlig blot tale om en selvskabt mindre boble inde i den store boble, hvor vi slår os selv i hovedet med alt det, der ikke er, som det burde være, mens vi helt glemmer at lægge mærke til, hvor godt meget faktisk er?

I mine øjne kunne det meget vel være, at svaret på det spørgsmål er et klart og rungende ja. For er samtalen faktisk ikke helt fantastisk, når nu vi tænker over det? Jovist er der bivirkninger af negativ karakter, når galden flyder over på Facebook, når politikerne taler børnesprog og kalder enhver minimal aftale for "historisk", allerede inden den er indgået, og når de professionelle medier flyder over af mennesker, der mener en masse, men ikke ret meget ved. Men det er jo blot bivirkninger, ligesom når man får lidt ondt i maven, fordi man tager medicin som hjælper på langt værre sygdomme.

Tag nu bare den offentlige samtale, som finder sted på det hastigt stigende antal folkemøder rundt omkring i landet. Endda i hele landet. Sidste lørdag det fynske folkemøde, i denne uge ungdommens folkemøde, om lidt holder landbyerne folkemøde i Odsherred, der er naturens, kulturens og frivillighedens folkemøder. Og så er der politikernes folkemøde på Bornholm og mange flere. En verden af levende samtaler mellem mennesker, hvor tusinder og atter tusinder møder frem og lytter til hinanden og taler sammen om det, de finder vigtigt - og som derfor er vigtigt.

Vi er et samtalens land, og det har nye mediers ekkokamre, fladpandende tv-debatter og videnssvage, men meningsstærke klummeskribenter ikke lavet om på. Tværtimod. Vi strømmer til samtalen, måske ikke os alle sammen, men rigtig mange mennesker gør, og det perspektiv har nogen af os det måske med at glemme. Altså det forhold, at vi har en ret så formidabel offentlig samtale kørende. Endda en som aldrig nogensinde tidligere har inkluderet så mange mennesker som nu.

Helt i mål er vi næppe, og alle bivirkningerne skal vi naturligvis meget gerne gøre noget ved. Herunder alle som en give endnu mere plads til nuancer, eftertanker og til at blive klogere og lade os udfordre på automatholdningerne og de fastlåste positioner. Hvis vi gør det, så smitter det med sikkerhed. Måske endda helt til magthaverne.

Vi skal også arbejde for, at endnu flere kommer med inden for. At vi rækker ud til dem, der af den ene eller anden årsag føler sig mast ned i sofaen som tilskuere til og ikke deltagere i den demokratiske samtale. Men vi skal også huske at glæde os over alt det, vi faktisk evner at mødes om. For det er det, der gør os til et samfund, endda et ret godt et.

Det offentlige rum er i høj grad blevet arena for en råbekonkurrence, hvor der ingen vindere er, men kun tabere.