Vi bruger cookies!

viborg-folkeblad.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.viborg-folkeblad.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Drama: Folkets og handlingens mand

Gary Oldman har måttet tilbringe utallige timer i makeupstolen for at blive til Winston Churchill. Foto: UIP

Drama: Folkets og handlingens mand

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Gary Oldman sejrer stort i hovedrollen som Winston Churchill i Joe Wrights Oscar-favorit. En nuanceret præstation af enorm karakterfasthed og nænsomme sprækker i den ikoniske politiker.

1940. Den Anden Verdenskrig er i sine spæde år, og den tyske krigsmaskines blitzkrieg tromler ustoppeligt over et brændende Europa, der håber, at Adolf Hitler er til at forhandle med. Den britiske premierminister Neville Chamberlain har mistet folkets tillid og går af den 10. maj, netop som Holland og Belgien står for fald og de tyske panserkolonner rykker ind i Frankrig og presser den britiske hær tilbage mod Den Engelske Kanal. Nederlaget er forestående. Det er bare et spørgsmål om tid.

I denne redelighed træder den politisk upopulære Winston Churchill til som premierminister. Angiveligt fordi han er den eneste mand, der har oppositionens støtte, og så giver det Chamberlain og den forhandlingsglade Halifax mulighed for at køre et mistillidsvotum i stilling. Churchill selv betragter udnævnelsen med skepsis, men er fast besluttet på at føre det engelske folk gennem stormen.

"Jeg får kun posten fordi skuden synker. Det er ikke en gave. Det er hævn", fortæller en nervøs Churchill sin kone, der som den eneste støtter sin mand fuldt og fast. Men det er kun fordi, ingen af de siddende politikere har mærket efter blandt befolkningen. Hvad synes den jævne englænder om nazisternes regime? Og er de imod, er så der overhovedet nogen, der tør forme disse holdninger til politik og handling? Koste, hvad det vil.

Nej, situationen var ingen gave til Churchill, det er, for instruktør Joe Wright, til gengæld skuespillerveteranen Gary Oldman, der leverer en uhyre kompleks, fyldig og fuldstændig magnetisk præstation i rollen som den ikoniske politiker. Oldman spiller med vid, begavelse og en undertrygt nervøsitet, som høj cigarføring og brovtende, til tider uforskammede drukkenboltmanerer, skal dække over.

Bag kameraet har der tydeligvis været en forståelse for, at dette er en film om mennesket Churchill lige så meget, som det er et værk om det britiske folk og Europa i krisetider. Wright giver maksimalt plads og masser af nærbilleder til Oldman, der har brugt hundredvis af timer i makeupstolen for at fuldbyrde den uhyre overbevisende forvandling til Churchill. En figur der aldrig overromantiseres, men i Oldmans kyndige hænder fremstilles som isoleret og udstødt. Netop fordi han er den eneste, der tør sige det, som det er, og råt for usødet fortæller englænderne om den tid, de går i møde.

Ensom og viljestærk

Filmteknisk støttes der smukt op om at fremstille Churchill som en ensom, men viljestærk figur. Krigens rædsler og pres er allestedsnærværende i et eminent udformet lydbillede, der diskret, men effektivt truende lader den tyske krigsmaskine rumle og trampe som dramatisk skruestik. Alt imens cheffotograf Bruno Delbonnel frembringer ren magi med kameraet og isolerer og fanger Churchill i billedfeltets små rum og felter, indtil premierministeren endelig ses i kontakt med andre mennesker i en fortryllende Underground-scene, der elegant rammer balancen mellem biografisk stof og den let fabulerende og legende tone, som er karakteristisk for Wrights film.

Biografisk materiale kan være svært stof i kraft af den indbyggede fare for, at det bliver stift og tørt, men som filmskabere styrer Wright og manuskriptforfatter Anthony McCarten Churchills fortælling selvsikkert uden om det mekanisk oplagte og forudsigelige. Den småkarikerede tone, hvor flere scener tilføjes en nærmest tegneserieagtig tilbøjelighed til det æstetisk spektakulære, vil givet ikke falde i alles smag, men den afslører, at filmskaberne målrettet arbejder imod at gøre værket emotionelt nærværende og levende frem for at levere et tungt tørvetrillerdrama, der på ingen måde ønsker at komme i dialog med fantasien.

"Darkest Hour"

Drama, britisk, 125 minutter, tilladt over 11 år.

Drama: Folkets og handlingens mand

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.