Vi bruger cookies!

viborg-folkeblad.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.viborg-folkeblad.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Et folk, der ikke vil regeres fra centrum, er dømt til undergang - siger historien

Egon Clausen er stærkt foruroliget over udflytningen af statslige arbejdspladser Danmark er forskelligt - og det skal vi blive ved med at være, mener han.

Et folk, der ikke vil regeres fra centrum, er dømt til undergang - siger historien

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Forfatteren Egon Clausen skal nok få blodtrykket op hos fortalerne for indflytningen af statslige arbejdspladser. Men bag det til tider sammenbidte forsvar for det bestående ligger også nogle advarsler, man godt kan tænke over.

Sammenhængskraft: Egon Clausen er ude i noget af en balancegang med sin nye bog "Hvide pletter".

I en tid, hvor et "Danmark i balance" er blevet et modeord på linje med "omstillingsparat", forsøger den tidligere P1-redaktør at forklare, hvor tidens udflytningsbølger er noget rod.

Man kan næsten se det ud fra sproget. Vore mediekolleger øst for Valby Bakke taler konsekvent om "udflytning", mens vi andre - og visse politikere - kalder det indflytning. Det lyder da om ikke andet mere konstruktivt - og lugter knap så meget af deportation.

Men i sin nye bog, der udkommer den 6. februar, forsøger Egon Clausen at bringe det, han selv anser for at være lidt sund fornuft ind i den ophedede debat om et samfund i balance. Men han er godt klar over, at grøfterne er så tilpas dybe for tiden, at mange vil nøjes med at stå på deres side og kaste argumenter - og mudder - over på den anden side i stedet for at mødes på midten. Og derfor understreger han gang på gang, at han elsker Danmark - hele Danmark - og at hans eget udgangspunkt er det allermest forblæste udkants-Vestjylland - selv om hans udgangspunkt i snart en menneskealder har været København - og den statsmonopoliserede radio på Rosenørns Allé.

Selve bogen titel refererer til et af innovationsminister Sophie Løhdes argumenter for at fortsætte med en anden runde af udflytninger af statslige arbejdspladser fra det storkøbenhavnske djøf-parnas:

"Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke kunne se, at der var hvide pletter på kortet sidste gang".

Egon Clausen skriver, at det efter hans mening er "sandsynligvis den mærkeligste begrundelse, der nogensinde er givet for en administrativ reform". At udrydde "hvide pletter" er et udtryk, der er hentet fra de store opdagelsesrejsendes æra, mener han - og Sophie Løhde er hverken Vasco da Gama eller Henry Stanley.

I stedet anser Egon Clausen udflytningerne som opsparet bitterhed over årtiers kulturelle nederlag, som han formulerer det.

Men hævntørsten kommer til at koste Danmark dyrt, mener han. Ikke alene, fordi selve den praktiske flytning af styrelser, nævn og ansatte kommer til at koste kassen i en årrække, men forfatteren mener også, at farvelægningen af de hvide pletter på landkortet vil komme alle danskere dyrt, når kompetancer kastes bort og pengene går til flyttebusser og nye it-systemer frem for drift.

Og når regningerne skal gøres op, vil vi se, at samfundet har været udsat for det, Egon Clausen provokerende kalder for "jydeklynk".

Der er en århundredgammel tradition for at beklage sig over hovmodige københavnere, skriver han - med henvisning til historikeren Peter Henningsens banebrydende bog "Hedens hemmeligheder", der kom for godt 20 år siden og afslørede, at de vestjyske bønder klagede allerede for 200 år siden - men i virkeligheden klarede sig udmærket.

Sådan er det også i dag, mener Egon Clausen - derude i "produktions-Danmark - men til gengæld har jyderne selv svigtet ved at tillade, at hovedlandet er trukket skævt, så udviklingen fortrinsvis foregår langs den østjyske motorvej.

Det er nok et argument, som Clausen kan finde lydhørhed for - også i dele af Jylland...

Ligegyldigt, hvor hændervridende forudsigelige de er - støttet af forskellige konsulentrapporter - så har både det ene og andet argument den svaghed, at sandheden ikke foreligger - endnu.

Der vil gå år, før man kan sige, om udflytningen var godt - for andet end den symbolske spredning af det offentlige apparat. Og til den tid vil lige så mange konsulentfirmaer være klar med deres rapporter, der igen kan anskue bundlinjen fra mange vinkler.

Og det er sådan set ikke den bekymring, der gør Egon Clausens lille bog til et væsentligt indspark i tidens debat. Det er i virkeligheden hans betoning af begrebet sammenhængskraft.

For det er mere end udflyttede kontorer i Bogense, jublende provinsborgmestre og deprimerede djøffere. Egon Clausen slår fast, at det er noget nær idioti at tro, at vi alle skal være ens. At det er forkert at være vestjyde, men det eneste rigtige at bo i Kartoffelrækkerne.

Igen bruger han flittigt af sin egen vestjyske hovedstol og fremhæver de mange lokale initiativer, der får udkantsområder til at sprudle, som f.eks. den vestjyske by Tistrup, hvor kunst og kultur er en del af byens liv med bl.a. Janusbygningen - og han skriver også om et møde på Vestjyllands Højskole ved Ringkøbing, hvor han og andre tilrejsende drog rundt i lokalområdet og opdagede den fond af viden og engagement, der var hos de lokale.

Clausen anskuer situationen med lidt længere - og personligt - lys. For da han i sin barndom boede derude vest for Tarm, var der næsten uendeligt langt til København. Han opridser rejsetiden og understreger dermed, at meget af snakken om et samfund, der er usammenhængende ikke handler om kilometer og rejsetid.

Men hans hovedpointe er først og sidst, at det er dybt skadeligt for os alle at være så forhippet på at svække den centrale statsmagt, fordi helheden splintres og ressourcerne spredes og bliver for diffuse. I nogen grad, som det også skete ved den seneste kommunalreform, hvor amternes opgaver for en dels vedkommende blev delt ud til kommunerne - som samtidig blev gjort større.

Egon Clausen skriver, at historien fortæller os, at et folk, der ikke vil regeres fra et centrum, er dømt til undergang, og kapiteloverskrifterne er da heller ikke som vejrudsigten på en solvarm sommerdag: "Tabernes hævn", "Her går det (ikke) godt" og "Et nationalt selvmord".

Når man er færdig med at fnyse over automatbekymringerne over at splintre det offentlige Danmark ad, så er Egon Clausens essays - hvoraf flere vil være bekendt for læserne af avisen Danmarks opinionssider - alligevel et tankevækkende indlæg, der ligesom socialdemokraten Kaare Dybvads bog "Udkantsmyten", der kom for et par år siden, forsøger at diskutere, hvordan vi indretter vores samfund - og os selv.

Og det er for vigtig en samtale til blot at overlade til politikerne. Derfor kan vi godt sniffe lidt ammoniak hos Egon Clausen.

Egon Clausen. Hvide pletter. Kritik af statens udflytning. Jensen & Dalgaard. 98 sider. 200 kr.