Vi bruger cookies!

viborg-folkeblad.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.viborg-folkeblad.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Film: Han deler de delte vande

Instruktøren Aki Kaurismäki er fortsat helt sig selv i en film, der blandt andet behandler flygtninge-situationen. Foto: Camera Film

Film: Han deler de delte vande

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den finske instruktør Aki Kaurismäki er efter seks års pause tilbage med en spillefilm, som er lige til at elske - eller hade.

Finske Aki Kaurismäki er en instruktør, der deler vandene. Hans langsomme tempo og hans knastørre, underspillede humor kræver sit af publikum. I den aktuelle "Lys i mørket" vil han givetvis dele de i forvejen delte vande endnu mere, fordi filmen har humanisme som et gennemgående tema. Og det er jo noget, som man ifølge den herskende tidsånd helst skal kalde naivt og sætte "pladder" foran.

Den ene af hovedpersonerne i "Lys i mørket" er en syrisk flygtning, Khaled, der ad sære veje er kommet i land i Helsinkis havn. Og Kaurismäki fortæller Khaleds historie med indlevelse og empati.

Den anden hovedperson er klassisk Kaurismäki: Ordknap, midaldrende  og med en udstråling af tristesse, som synes at være helt særlig finsk. En rejsende sælger udi konfektion, som er blevet træt af sit liv og sin hustru og har en plan om at begynde helt forfra.

Waldemar Wikström hedder denne karakter, og hvis man ikke kender den 60-årige instruktør og vil vide noget om, hvad det særlige Kaurismäki-touch er, så skal man bare se den scene i begyndelsen af filmen, hvor Waldemar uden et ord forlader hustruen. En scene, som ifølge jeres anmelder her er både genial og overrumplende morsom, men som sikkert vil efterlade andre hovedrystende.

Krydsklip

Waldemars drøm om et nyt liv handler om at åbne en restaurant, og det arbejder han så hen imod, alt imens historien krydsklipper til Khaled og hans møde med de finske myndigheder. Samt Khaleds håb om at finde søsteren, som han blev skilt fra et sted i Europa under flugten fra det sønderbombede Aleppo. Og så optræder der også nogle højre-ekstremister, der ser sig gale på syreren med det sørgmodige ansigt.

Et sted undervejs mødes de to historier. Og der veksles mellem komik, kras samfundskritik, og den særlige finske tristesse, som cheffotografen Timo Salminen så glimrende er med til at understrege.

Der er en særegen tidsforskudthed i det univers Kaurismäki opbygger. Som en flugt fra den kværnende modernitet er der drejeskivetelefoner og gamle biler. Restauranten, som Waldemar køber, ligner noget fra 70'erne, og priserne i vinduet er i finske mark (Finland gik over til euro i 2002). Men samtidig bliver der vist nutidige scener på tv fra ødelæggelsen af Aleppo. Som i øvrigt er med til at understrege absurditeten i den behandling, Khaled får af de finske asylmyndigheder.

 

Poetisk hybrid

På den ene side er "Lys i mørket" et klart politisk, pro-humanistisk statement, og det kan man jo så vælge at forholde sig kritisk eller bifaldende til alt efter humør og standpunkt. På den anden side er der historien om Waldemar Wikström, og de mennesker han møder på sin vej, som er med til at give filmen et skær af hverdagsmagi. Også fordi Wikström er så usandsynlig en figur at gøre til hovedperson i en film. Hvis altså ikke lige det var en Kaurismäki-film.

Det gør "Lys i mørket" til en særegen poetisk hybrid. En must-see for alle os, der i forvejen kender og holder af Aki Kaurismäki, hvis første spillefilm i seks år det er. Og et godt sted at begynde, hvis en af Europas mest originale filmmagere er ukendt land for jer.

Men husk nu: Han har det med at dele vandene. 

"Lys i mørket"

Finsk, 99 minutter, tilladt over 11 år.