Læserbrev: I Viborg Kommunes forslag til en ny skolestruktur fremgår det, at et væsentligt element i spareøvelsen er den såkaldte klasseoptimeringsmodel, hvor enkelte elever skal kunne flyttes fra én matrikel i skoledistriktet til anden.
Som mor til et barn i skolealderen bliver jeg, når jeg læser forslaget, dybt bekymret for, at mit barn skal lide den skæbne pludseligt at blive beordret ud af den skole, han kender og holder af - væk fra fællesskabet med venner og lærere. Jeg gruer for, at jeg en dag skal forklare mit barn, hvorfor netop han er udvalgt til denne eksklusion - det tror jeg nemlig ikke, jeg kan.
Som borger i en lille by bliver jeg bekymret for forslagets betydning for vores lokalsamfund. Skolen og det fællesskab, vi forældre har, ved at vore børn går på den samme skole, har enorm betydning i lokalsamfundet. Det er gennem mine børns børnehave og skole, at jeg har fået langt de fleste relationer i byen - og det er de relationer, der har gjort, at jeg har meldt mig ind i borgerforeningen, og at vi som famille har deltaget i de sociale arrangementer i byen.
Hvordan vil det blive, hvis vi ikke længere kan tage for givet, at vi ved at bosætte os i et lokalsamfund og skrive vores børn ind i den lokale skole har adgang til dette fællesskab? Og værre endnu, hvis vi, trods engagement i såvel skole som lokalsamfund, risikerer at miste tilknytningen hertil, fordi vores børn mod vores vilje flyttes til en anden skole i et andet lokalsamfund.
Som jurist og lektor i socialret er jeg bekymret for retssikkerheden i de afgørelser, der skal træffes som led i klasseudligningen. Hvem skal træffe afgørelsen om, hvilke børn der skal flyttes? Bortset fra de få retningslinjer, der er skitseret i forslaget, hvilke kriterier vil så indgå i vurderingen af, hvilke børn der skal flyttes - og vil det være gennemskueligt for mig som forælder hvorfor netop mit barn blev valgt?
Vil denne indgribende beslutning have karakter af en forvaltningsretlig afgørelse, og hvad vil klagemulighederne være? Hvis jeg vinder en klagesag, vil det så blot betyde, at et andet barn i min søns klasse der udpeges til at blive flyttet istedet?
Vil denne indgribende beslutning have karakter af en forvaltningsretlig afgørelse, og hvad vil klagemulighederne være? Hvis jeg vinder en klagesag, vil det så blot betyde, at et andet barn i min søns klasse der udpeges til at blive flyttet istedet? Og er der nogen garantier for, at et barn ikke flyttes frem og tilbage flere gange?
Som forsker i et forskningsprogram med fokus på børns trivsel, bliver jeg bekymret for, hvad den nye skolestruktur kan medføre af risici for vores børns trivsel. Vi ved fra forskningen, at skoleskift er en sårbar overgang, som potentielt kan udgøre en risiko for et barns trivsel. Det er åbenbart, at når et barn der trives i en klasse udpeges som den eneste - eller en del af nogle få - som mod deres og forældrenes vilje flyttes til en anden skole, vil det medføre en risiko trivslen.
Her er jeg ganske enig med Rikke Bramming, der i sit debatoplæg den 9. maj påpeger, at formuleringen i forslaget om, at det naturligvis kan opleves som en ulempe for de børn der flyttes, er noget af en underdrivelse.
Hertil kommer risikoen for en klasses trivsel ved, at børnene og deres forældre gøres til konkurrenter i kampen om ikke at være dem, der skal flyttes. Det kan også tænkes, at den permanente usikkerhed om, hvorvidt et barn kan fortsætte i en klasse, kan medføre, at forældrenes motivation til at investere tid og engagement i klassetrivslen daler – for hvem gider sidde til forældremøder, når man alligevel ikke kan være sikker på, at ens barn går i klassen i morgen?
Alt i alt er jeg altså, på flere plan, bekymret for konsekvenserne, hvis forslaget til en ny skolestruktur vedtages.
Personligt har jeg aldrig været i tvivl om, at folkeskolen med dens værdier og lokale forankring var det rigtige sted for mine børn at starte deres (ud)dannelse til fagpersoner og til mennesker - men nu er jeg kommet i tvivl.
Jeg håber inderligt at politikkerne i Viborg Kommune fortsætter med at have kvaliteten i folkeskolen for øje, og dermed også, med rettidig omhu, tager hånd om udsigterne til faldende bloktilskud.
Jeg håber dog også, at de indser, at hvis prisen for besparelserne er; at lille Peter som den eneste i klassen kommer til at bære byrden, fordi det var ham, der blev udvalgt til at skifte skole, at børn og forældre mod deres vilje mister tilknytning til deres lokalsamfund, at der bliver tvivl om retssikkerheden, og at vores børns trivsel udfordres af usikkerheden ved ikke at vide at her i min klasse, på min skole, her er der plads til mig – så bliver prisen for høj - og så kan vi forældre se os nødsaget til at finde alternativer til folkeskolen.
