Annonce
Livsstil

Anna Grue blev ramt af enhver forfatters værste mareridt: - Det var som at være i en stor sorg

Efter en årrække med fast base i en villa på Amager flyttede Anna Grue og hendes mand for få år siden til Odsherred, hvor de længe har haft sommerhus og nu har bygget et helt nyt hus på nabogrunden. Foto: Nicolai Lorenzen
Det er ikke mere end 15 år siden, Anna Grue tog sin største drøm alvorligt og skrev sin første bog, og hun har haft travlt med at skrive lige siden. Måske for travlt. For pludselig slettede hun mere, end hun skrev, og skrivekrisen endte i en depression. Nu er hun alligevel klar med endnu en bog, der blev til efter et afgørende møde og en vigtig erkendelse.
Annonce

Fra Anna Grues skrivestol i det højloftede, grønne arbejdsværelse er der frit udsyn til Isefjorden, der ligger få meter fra huset og tilbyder ro til blikket og tankerne. Her på den østlige side af Odsherred, som rummer alt fra bøgeskove til fladt fjordbundslandskab, er der ikke meget, der forstyrrer, og man forstår, hvorfor forfatterens bøger nemmest kommer til verden her.

Det er ikke svært at forestille sig hendes arbejdsdage. Morgenerne med kaffen i hånden, de to hunde virrende om benene, og den tændte computer, der danner bro mellem tanker og tekster. Tænkepauserne, hvor blikket kan glide fra skærm til horisontlinje og tilbage igen for at fortsætte arbejdet. Ikke ubesværet, bevares, men alligevel som en fremadskridende og endda oftest også fornøjelig arbejdsproces.

Sådan har det været, siden Anna Grue skrev sin første bog ”Noget for noget”, der udkom i 2005. Bogen blev starten på en ikke bare succesfuld, men også særdeles produktiv forfatterkarriere med en ny udgivelse om året.

- Det plejer at være sådan, at hvis bare jeg sætter mig hen i min skrivestol og stiller mig til rådighed for bogen, så kommer der som regel noget. Det er som at træde ind i en del af hjernen, hvor tingene sker af sig selv, fortæller hun om det arbejdsliv, der på mange måder gav sig selv i så mange år, indtil det en dag ikke længere gav sig selv.

- Pludselig sad jeg der og stirrede fortvivlet på skærmen og kunne konstatere, at der intet kom. Jeg slettede mere, end jeg skrev, og havde det forfærdeligt. Det var som at svømme i sirup.

Anna Grue

Er født 22. juni 1957 i Nykøbing Sjælland og vokset op i først Randers og siden Aalborg.

I 1981 tog hun afgang fra Skolen for Brugskunst, hvor hun gik på linjen for tegning og grafik, og efter endt uddannelse arbejdede hun i en årrække i nyheds- og magasinbranchen. Hun har været layouter, redaktionssekretær og tekstforfatter og siden chefredaktør på en række magasiner - blandt andet Mix, Forældre og børn og Søndag, inden hun i 2004 forlod Aller-koncernen og var med til at starte magasinet Vi med hund.

De seneste år har hun været forfatter på fuldtid og har udgivet en lang række bøger. Særlig opmærksomhed har hun fået for sin serie om privatdetektiven Dan Sommerdahl og serien om Italiensvej.

Hun er gift på 43. år med kunstmaler Jesper Christiansen. Sammen har de tre voksne børn. ”Mysteriet i Genbrugsen” udkommer 27. marts på forlaget Lindhardt og Ringhof.

Annonce

Sygemeldt med depression

”Billie!”. ”Blixen!”.

Minutter før vi er drejet ned ad den hullede grusvej, hvor Anna Grue bor med sin mand, har hun advaret om den velkomstkomité, der venter ved havelågen. En stor hvalp med springfjedre i de fire ben og en lidt mere rolig, men mindst lige så kælen cockerspaniel på to et halvt år. Og ganske rigtigt. Allerede inden bilnøglen er drejet om, står der to styks hoppende af begejstring og venter på deres mor, der behørigt nusser og klapper, indtil en kærlig irettesættelse bliver nødvendig for at få lidt ro. Billie og Blixen forsøger at tøjle begejstringen med vekslende held.

Det er sidst på formiddagen, men Anna Grue har været oppe i mange timer. Denne mandag har nemlig budt på et besøg i ”Go’ morgen Danmark” i anledning af premieren på krimiserien ”Sommerdahl”, der er inspireret af hendes bøger om ”Den skaldede detektiv”, og efter turen til hovedstaden og hjem igen venter nu interview og planlægning af lanceringen af hendes nye bog ”Mysteriet i Genbrugsen”.

Det er travle dage, men også gode dage, for indtil for bare et år siden var Anne Grue ærlig talt i tvivl om, hvorvidt hun overhovedet nogensinde igen ville opleve at udgive en bog. Det, der i efteråret 2017 begyndte som en vis træghed ved tastaturet, udviklede sig nemlig til en krise af den slags, hvor hun slet ikke kunne skrive, og i februar sidste år blev hun så sygemeldt med depression.

- Jeg har haft en depression før for mange år siden, og det var nærliggende til sidst at konkludere, at den var kommet igen. Jeg havde prøvet alt. Intet virkede. Og jeg fik det bare mere og mere dårligt. Så jeg endte med at tænke, at det nok var fordi, jeg igen havde fået en depression, at jeg ikke kunne skrive. Først bagefter forstod jeg, at det var omvendt. At depressionen ikke var årsagen, men resultatet af ikke at kunne skrive.

Annonce

En vigtig allieret

I dag ved hun, at skrivekrisen blev født ud af et sammenfald af flere ting. Efter 12 udgivelser på 12 år trængte hun nok i virkeligheden til en pause, men Anna Grue er med egne ord ”enormt protestantisk” og lever ud fra en overbevisning om, at dyden ligger i at være flittig.

- Når jeg har sagt, at jeg er forfatter og har gjort det til mit erhverv, føler jeg også, at jeg skal levere varen. Jeg har altid produceret meget og været ordholdende, og kommer der en periode, hvor man ikke kan opfylde alle de krav til sig selv, er det virkelig alvorligt. Jeg tænkte, at det var uprofessionelt, at jeg ikke bare fik skrevet den bog, så jeg prøvede og prøvede, fortæller hun om arbejdet med det, der var tænkt som tredje bind i hendes serie om Italiensvej.

På et tidspunkt lykkedes det faktisk at få lidt bedre greb om fortællingen, men på nogenlunde samme tid kom nyheden om, at hendes mangeårige redaktør ved Politikens Forlag, Anne Christine Andersen, skiftede til forlaget Lindhardt & Ringhof.

- Jeg kan godt bilde mig selv ind, at jeg ikke har brug for andre, når jeg skriver. Men det har jeg. Jeg har brug for at have folk omkring mig, der kender mig og personerne i mine bøger, og sådan er det med min redaktør. Jeg viser aldrig mit manuskript til nogen, mens jeg skriver, men undervejs har jeg løbende en dialog i hovedet med Anne, fordi jeg præcist ved, hvad hun vil mene. Så i virkeligheden har hun redigeret mine bøger, før hun får dem i hånden, og det giver en enorm sikkerhed at have en som hende at skrive henimod. Så da hun sagde op, gik alt i stå. Det tog bare noget tid, før jeg forstod, hvor meget jeg manglede hende.

3 hurtige til Anna Grue

Hvad er det bedste råd, du har fået?- Det må nok være det, jeg fik af erhvervspsykologen dengang: ”Man skal ikke gå og vente på at få tid til at udleve sine drømme”. Og det er jo rigtigt. Hvis man ved, der er noget, man virkelig gerne vil, så skal man gøre det - også selv om det koster noget.Hvad har du sidst brugt mange penge på?- Min mand og jeg har en lejlighed i Valby, fordi vi en gang imellem har brug for at kunne overnatte tæt på København. Vi er ved at renovere hele lejligheden og er nået til badeværelset. Det koster jo seriøst mange penge.Hvad er din indre alder?- Når jeg udfylder spørgeskemaer og når til rubrikken for alder, føles det egentlig naturligt at skrive 62 år. Men når jeg kommer til rubrikken, hvor jeg skal skrive, om jeg har hjemmeboende børn, bliver jeg lige forbløffet hver gang. For det har jeg jo ikke. Det er mange år siden, jeg har haft det. Men alligevel er jeg altid ved at skrive ja. Så indeni har jeg altså stadig hjemmeboende børn, og det betyder nok, at min indre alder er i nærheden af 42 år.
Annonce

- Og så gik der hul ...

Der er kaffe i kopperne og nogenlunde ro på hundene. Striber af lys trodser alt det grå udenfor og finder vej gennem de store vinduer i husets hjerte, hvor samtalen danser hen over spisebordet for så at blive brudt af små eftertænksomme pauser. Det er nemlig ikke så ligetil for Anna Grue at forklare, hvorfor det er så vigtigt for hende at skrive, og hvorfor det føltes så rædselsvækkende og rædselsfuldt, da hun pludselig ikke kunne lige præcis det.

Selvfølgelig var der det håndgribelige behov for at blive ved med at tjene penge, men der var så meget mere og andet på spil. For tilløbet til at blive forfatter var langstrakt ud over det sædvanlige. Det skrævede blandt andet over både en uddannelse som grafisk designer og jobbet som chefredaktør på flere magasiner, og den hemmelige forfatterdrøm blev først taget alvorligt, da et stresset arbejdsliv førte til en depression.

Det var i kølvandet på den, at en erhvervspsykolog undrede sig over den 47-årige kvinde, der talte om alt det, hun ville, når hun blev 60 år. Så ville hun flytte op i sommerhuset i Vig med sin mand, så ville hun have en hundekennel, og ikke mindst ville hun skrive en krimi. ”Gå dog hjem, og gør noget ved dine drømme”, lød opfordringen. Så det gjorde hun.

- Jeg havde aldrig skrevet før, men samme aften satte jeg med ned ved computeren, og så gik der hul på et eller andet. Det væltede simpelthen bare ud af mig. Da jeg kiggede op fra skærmen igen, var der gået to timer.

- Med min nye bog giver jeg mig selv lov til, at det bare skal være sjov og ballade. Jeg har ingen erklæret målsætning om at bevidstgøre nogen, selvom man nok alligevel vil finde væsentlige pointer om blandt andet kropsopfattelse og alder, siger Anna Grue. Foto: Nicolai Lorenzen
Annonce

Så meget at nå

Sådan fortsatte det. Før og efter travle arbejdsdage. I weekender og i ferier. Anna Grue havde fundet ind til noget vigtigt. En tilsyneladende uudtømmelig kilde af historier, og hun havde travlt. Så travlt, at hun kort efter blev forfatter på fuldtid.

- Det var så livsnødvendigt for mig at skrive, og det havde jeg slet ikke vidst. Men jeg opdagede, at det er det, jeg allerhelst vil i hele verden. Det er det, der giver mig mest glæde, og jeg vil så gerne nå at skrive så meget som muligt. Så tager man den del fra mig, føles det som en stor sorg. Som at skulle flytte ud af et hus, man selv har sat i stand og elsker at bo i.

Der i de tidlige forårsmåneder sidste år forsøgte hun så alligevel at indstille sig på, at hun måske havde skrevet sin sidste bog. Psykiateren dikterede antidepressiver og dage væk fra computeren, men det, der blev vendepunktet, kom et helt andet sted fra. I et år havde hendes mand opfordret hende til at følge med redaktøren til det nye forlag. Ikke i protest, for der er intet dårligt at sige om Politikens Forlag, men af nødvendighed.

Anna Grue er som bekendt bare ikke sådan en, der ser stort på sine forpligtelser, så det var først, da hendes agent - igen - insisterede på, at de i det mindste kunne holde et møde med redaktøren, at hun indvilgede.

Fordi Anna Grue kom sent i gang med sit forfatterliv, har hun altid følt, at hun burde skrive en bog om året, men selv pligtopfyldende mennesker brænder ud, og for et par år siden fik hun brug for en pause. Foto: Nicolai Lorenzen
Annonce

En helt ny historie

Det var en lun dag i maj, da mødet blev holdt i København. Det lille selskab sad i restaurant Zelestes lille gårdhave og havde knap nok bestilt maden, før Anna Grue fik et afgørende spørgsmål.

- Jeg bliver spurgt, hvad jeg ville skrive, hvis jeg kunne skrive hvad som helst? Altså, hvis jeg ikke skulle skrive en ny Dan Sommerdahl eller endnu et bind i serien om Italiensvej, hvad så? Så røg det bare ud af mig, at jeg gerne ville skrive noget lidt gammeldags. Lidt i stil med de der underfundige puslespilskrimier. Og jeg ville have en ældre kvinde som hovedperson, fortæller Anna Grue, der nok havde haft karakteren puslende lidt diskret i baghovedet, men der i gårdhaven trådte hun pludselig frem med navn og ansigt, ligesom en række andre karakterer i det, der nu er blevet ”Mysteriet i Genbrugsen”, gjorde.

- Det var, som om det havde ligget i hjernen og været klar til at poppe ud. Jeg skulle bare lige slappe af et andet sted i hjernen, før der blev plads til det. Jeg skulle forstå, at jeg ikke behøvede at skrive en af de to bøger færdig. Jeg behøvede ikke lave lektier. Jeg måtte godt have det sjovt. Næste morgen gik jeg i gang, og tre måneder og en uge senere afleverede jeg manuskriptet. Normalt tager det omkring et halvt år. Men den var klar, universet var klar, og jeg var klar, fortæller Anna Grue, hvis nye bog altså udkommer på Lindhardt & Ringhof.

Anna Grue skriver bedst, når der er ro omkring hende, og den ro har hun fundet i vandkanten i Vig, hvor hun sjældent bliver forstyrret af andre end de to hunde. Foto: Nicolai Lorenzen
Annonce

Goddag til Anne-Maj Mortensen

Den kvinde, der så tydeligt trådte frem den dag i maj og præsenterede sig for forfatteren som hendes nye hovedperson, hedder Anne-Maj Mortensen og er lægesekretær på efterløn. Hun er også mor og mormor og frivillig i den lokale genbrugsbutik i Nykøbing Sjælland, hvor først den ene og så den anden pludselig dør. Og når hun ikke har travlt med at gøre politiets arbejde, går hun ture med sin hund, passer haven og dyrker sin lidenskab for mad, der bliver til i køkkenet efter snorlige planer og systemer og serveret for andre som en kærlighedserklæring fyldt med velsmag.

Kendere af Anna Grues bøger vil vide, at forfatteren altid har gjort sig umage for at skabe karakterer, der var anderledes end hende selv. Kendere af Anna Grue vil til gengæld notere sig en vis lighed mellem Anne-Maj Mortensen og forfatteren selv.

- Altså, det er bestemt ikke en til en, men det er på mange punkter en parodi på mig selv, konstaterer hun med en lille latter, inden hun begynder at remse de sider op hos sig selv, som er værd at muntre sig kærligt over.

- Min egen OCD for eksempel. Jeg har de mest sindssyge systemer, når jeg laver mad, og jeg kan ikke have nogen andre i køkkenet imens. Hvis min mand sætter en kop i vasken eller værre endnu åbner opvaskemaskinen, er jeg ved at eksplodere. Jeg elsker at skrive indkøbssedler. Købe ind. Lave mad. At gå ud og tage et tjek på fryseren for at se, hvad jeg har, og i hvilken rækkefølge det skal bruges, siger hun og nævner nogle af de øvrige ting, hun har til fælles med sin hovedkarakter. Fordommene over for kvinder i beige og de nordlige forstæder til København. Kærligheden til Odsherred.

Hovedpersonen i den nye bog er hundeelsker, og det er Anna Grue i høj grad også. De to hunde Blixen og Billie har det bedst med at været tæt på deres ejer. Foto: Nicolai Lorenzen
Annonce

Forfatternes forbandelse

Fra stuen er der kig til atelieret, hvor Anna Grues mand, kunstmaler Jesper Christiansen, arbejder. De to har været gift i 43 år, lykkeligt, men den ene kunstner har i perioder misundt den anden kunstner. For kunstmaleren har aldrig haft en krise. Hvis der er dage, hvor lysten til at stå foran det hvide lærred ikke er til stede, er der andet, han kan give sig til. Grunde nogle lærreder. Rydde op i sin researchlitteratur. Rense pensler. En forfatter derimod skal hente alt ud inde fra sit hoved, og det kan føles enormt angstprovokerende, har Anna Grue fundet ud af.

- Det er sikkert også derfor, at mange forfattere har angst i en eller anden udstrækning. Eller depression. Efter min egen skrivekrise har jeg talt med mange kolleger, og jeg har fundet ud af, at det er meget mere almindeligt, end jeg troede. Det er bare ikke noget, man taler højt op. Højest med hinanden. Fordi det er skamfuldt og føles sølle ikke at kunne det, som man godt kan lide og er god til, siger hun og insisterer altså selv på at tale højt om det, fordi ingen skal tro, at de er de eneste i verden, der en gang imellem ligger krøllet sammen i fosterstilling i hele og halve år.

- Jeg synes tværtimod, det er vigtigt at tale om, så flere forstår, at det er en lidelse, der ofte hører med til det at være forfatter.

- Jeg har altid produceret meget, været ordholdende og leveret varen og til tiden. Jeg elsker deadlines. Jeg elsker systemer. Systemer er vigtige for mig, og pludselig gik systemet i stykker, siger Anna Grue. Foto: Nicolai Lorenzen

Nye erkendelser

Da Anna Grue selv for alvor løb tør for ord, tvivlede hun på, at ordene nogensinde ville vende tilbage. Det var, som om nogen havde slukket for den hane, hvorfra inspirationen og skrivelysten så ubesværet havde fosset i mere end et årti. Som om hun bare havde været heldig i en periode og nu var løbet tør for held.

Pludselig blev der så lukket op igen, og Anna Grue beskriver lettelsen og lykken ved igen at kunne gøre det, hun allerhelst vil i hele verden. Men hun erkender også, at angsten ligger og lurer lige bag ved lettelsen. For når man én gang har prøvet at sidde foran en skærm og mærke ordene svinde ind, ved man, at det kan ske igen.

- Jeg var for eksempel allerede gået i gang med bind to i den nye serie, men her midt i travlheden med presse og planlægning kan jeg ikke rigtig samle mig. Så kan jeg godt mærke frygten for, at det betyder, at jeg ikke kan skrive igen, men i virkeligheden skal jeg bare tillade mig selv ikke at skrive, når der ikke er ro. Jeg kan altid gå tilbage til den, når udgivelsen er overstået. Så jeg prøver at give mig selv fri fra forventningerne og huske, at det gerne må gå lidt langsomt, og det må også gerne være sjovt.

Og måske er det den lærdom, hun tager med sig. At hun ikke skal være så hård ved sig selv, men tværtimod se på sig selv med milde øjne. Hun går ikke i glemmebogen, og der er ingen huse, der vælter, selv om der går et år uden en bog. Hun skal nok nå det hele.

- Efter min egen skrivekrise har jeg talt med mange kolleger, og jeg har fundet ud af, at det er meget mere almindeligt, end jeg troede. Det er bare ikke noget, man taler højt op. Højest med hinanden. Fordi det er skamfuldt og føles sølle ikke at kunne det, som man godt kan lide og er god til, siger Anna Grue. Foto: Nicolai Lorenzen
- Når jeg har sagt, at jeg er forfatter og har gjort det til mit erhverv, føler jeg også, at jeg skal levere varen. Jeg har altid produceret meget og været ordholdende, og kommer der en periode, hvor man ikke kan opfylde alle de krav til sig selv, er det virkelig alvorligt, siger Anna Grue. Foto: Nicolai Lorenzen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sport For abonnenter

En farlig mand har sagt farvel - en hurtig afslutning på et rigtig godt kapitel

Annonce