Annonce
Livsstil

Anne Mette Hancock: - Det er mit værste mareridt at vide, hvor jeg skal blive gammel

- I mange år følte jeg mig som den heldigste i hele verden, hvilket også gav en smule frygt for, hvornår det ville blive taget fra mig. Efter krisen for få år siden har jeg til gengæld følelsen af, at nu står tilværelsen og jeg lige igen, siger Anne Mette Hancock. Foto: Carsten Lauridsen
Anne Mette Hancock har dedikeret sin nye roman til sin hjemstavn, Sønderjylland, for det var her, hun fik et uvurderligt, solidt fundament, og det er her, hun stadigvæk henter inspiration til sine bøger. Alligevel kommer hun aldrig til at flytte tilbage, for den 40-årige krimiforfatter er ikke kun udstyret med nogle solide rødder. Hun er også udstyret med et sæt rastløse vinger og trives bedst med muligheden for et nyt eventyr lige rundt om hjørnet

For nylig viste Anne Mette Hancock sine to børn rundt i Gråsten, hvor hun er vokset op, og hvor hendes forældre stadig bor. Turen gik gennem byen og forbi skolen og blev krydret med små anekdoter som ”der havde jeg klasseværelse” og ”lige her var der en, der spurgte, om vi skulle komme sammen”.

- Pludselig blev min datter helt ked af det og spurgte, hvorfor vi ikke bare kunne flytte til Gråsten. Hun kunne godt tænke sig en folkeskoletid, som hun vil kunne mindes, sådan som jeg mindes min, fortæller Anne Mette Hancock med en lille hæs latter, der understreger den pointe, som datteren også fik serveret den dag i Gråsten. Nemlig, at den voksne kvindes blik på barndommens land nok bliver set gennem et filter, der tilføjer rigelige mængder af stjernedrys og varme nuancer og sier de grå morgener og ensomme eftermiddage fra.

- Og så mindede jeg hende i øvrigt om, hvor privilegeret hun er med alt det, hun har her, og alle de uendelige muligheder, der følger med dét liv, siger hun og illustrerer med en fejende armbevægelse, den verden, der ligger åben, når man som familien Hancock har fast adresse i hjertet af København og har Tivoli, Amalienborg, Rundetårn og Rådhuspladsen inden for rækkevidde.

Annonce

Blå bog

Anne Mette Hancock er født 8. december 1979 og opvokset i Gråsten. Som 19-årig flyttede hun til Florida i halvandet år, hvor hun læste ”Laws of Evidence”, ”Criminal Justice” og ”Essay Writing” på universitetet og har efterfølgende boet i blandt andet Los Angeles og London, inden hun vendte hjem til Danmark med sin mand.

Hun har en bachelorgrad i historie og er uddannet journalist fra RUC. Hun har skrevet livsstilsartikler til Berlingske og andre medier og i et par år arbejdet som pressechef for sin bror, Anders Aagaard Jensens restaurantkæde Madklubben.

I 2017 kom krimidebuten ”Ligblomsten”, året efter kom ”Mercedes-snittet”, og nu er hun aktuel med sin tredje krimi, der har fået titlen ”Pitbull”.

Anne Mette Hancock bor midt i København med sin mand, Tim Hancock, og parrets to børn på otte og 11 år.

Fra virkelighed til fiktion

Det er nu ikke så svært at forstå, hvorfor den 11-årige datter den dag i efterårsferien pludselig længtes efter at flytte fra storbyens vrimmel til det let bølgede landskab i Sønderjylland. For selv med Anne Mette Hancocks egne forbehold in mente lyder det som indbegrebet af en vidunderlig barndom, når hun med ord maler et billede af barndommen i Gråsten. Sommerdagene, hvor hun med sin veninde red ad markvejen ned til Flensborg Fjord. Høloftet på gården, hvor veninden boede, hvor man kunne lege og gemme sig, og pludselig var hele eftermiddage forsvundet. Udeliv med kig til horisonten og uden forældrenes blik i nakken, når man løb rundt med bare fødder i vandkanten. Et frit liv, men også et trygt liv.

- Min mor var hjemmegående, så hun var altid hjemme, når man kom fra skole, og så fik man lige lidt at spise og lidt nus på ryggen, inden man løb ud i kvarteret og legede med de andre børn, og sådan mindes jeg, at det var dag ud og dag ind, siger Anne Mette Hancock, der har valgt at lade en stor del af sin nye roman ”Pitbull” - den tredje i rækken om Heloise Kaldan og Erik Schäfer - foregå i Sønderjylland, som hun på bogens sidste side også takker ”for en god og tryg barndom”.

- Når jeg lukker øjnene, så kan jeg stadig se alting for mig, og selv om denne bog er den første, der foregår i Sønderjylland, tror jeg i virkeligheden, at karaktererne i alle mine bøger i et eller andet omfang er inspireret af mennesker, jeg har mødt i min barndom. Det er i barndommen, at ens antenner er særligt fintfølende, så jeg husker alting i detaljer. Ham med de buskede øjenbryn, manden, der gik lidt underligt, og hende med den sjove stemme.

Tre blink og så var man voksen

Det er en imødekommende, men halvforkølet kvinde, der tager imod i familiens lejlighed på fjerde sal med højt til loftet og store vinduer med kig ud over et vintergråt København. De to foregående dage er blevet tilbragt i Gråsten for at optage en video til noget pressemateriale, og det regnede og var koldt og sidder stadig i kroppen. Alligevel er der begejstring i stemmen, når Anne Mette Hancock fortæller om besøget på den gamle folkeskole og det forunderlige i at træde ind i skolegården og med ét blive 14 år igen.

- Jeg er meget nostalgisk anlagt og fik lyst til at græde, for hvor blev livet af? Altså, det blev af på alt muligt godt, men tiden går så hurtigt. Jeg føler virkelig, at der ikke er mere end tre blink mellem mig og den 14-årige pige, jeg var engang, siger hun og mindes den 14-årige, og der midt i penselstrøg i grønt og lyst og ”dejlig barndom” aner man andre nuancer i fortællingen om pigen Anne Mette. For det VAR magisk til tider. Det VAR trygt. Men det var også ... mere end det.

- Der var på et tidspunkt én, der - efter vi var blevet voksne - sagde, at jeg dengang blev opfattet lidt som Lucky Luke. Den der ensomme cowboy, der glider forbi på sin hest med en smøg i kæften og et observerende blik, og det er nok meget rigtigt. Jeg havde ikke rigtig en følelse af at høre til og holdt mig nok mere i baggrunden, men det var jo ikke noget, jeg satte spørgsmålstegn ved dengang. Det var bare virkeligheden, siger Anne Mette Hancock, der i barndommen ikke alene groede nogle solide rødder, men også et par velvoksne vinger og en udlængsel, som i længden ikke lod sig tæmme.

Q&A

Hvad er det bedste råd, som du har fået?- Min far sagde altid til os børn, at vi skulle sørge for at skabe os et arbejdsliv, hvor vi selv stod ved roret. Det handlede om at føle sig fri, og det må jeg sige, at jeg gør. Det er det, jeg sætter størst pris på ved livet som forfatter.Hvad har du sidst brugt mange penge på?- Min mand og jeg købte et gammelt, faldefærdigt sommerhus i Nykøbing Sjælland forrige år. Vi brugte nogle penge på at sætte det i stand, og det er den bedste investering, vi nogensinde har lavet. I det sekund, vi stiger ud af bilen foran huset og trækker den salte havluft og duften af nåleskov ned i lungerne, kigger vi på hinanden med julelys i øjnene, mens vores skuldre omgående falder på plads.Hvad er din indre alder?- Jeg er lige fyldt 40 og synes faktisk, det passer godt til mig. Af alle aldre, jeg har haft, føler jeg mig måske bedst tilpas hér. Jeg tænker i hvert fald ikke på min ungdom med længsel, og der er intet i mig, der ville ønske, jeg var 22 år igen.

Så hvid, så sønderjysk

Hun beskriver, hvordan hun som teenager hellere nærstuderede rejsebrochurer frem for skolebøger og ”planlagde sin flugt”, som hun selv kalder det. Mens jævnaldrende så småt formulerede en retning i livet, drømte hun bare om at rejse til USA. Mens de voksne talte om det gode arbejdsliv, drømte hun om Academy Awards og glamour og måske bare først og fremmest om at komme et sted hen, hvor alt kunne ske. Væk fra forudsigelige eftermiddage og lige skoleveje.

- Lige så tryg repetitionen føltes som barn, lige så meget gav den mig åndenød, jo ældre jeg blev, husker hun.

Så Anne Mette Hancock flyttede til Florida som 19-årig, og det var præcist, som hun havde drømt om.

- Men samtidig kan jeg også konstatere, at jeg ikke havde særlig meget begreb om verden. Min verden var så hvid, så dansk, så sønderjysk, og ”it blew my mind” at møde mennesker, der udvidede min forestilling om, hvordan man kunne være, siger hun og griner lidt af sig selv.

Fortællingen om Anne Mette Hancocks rejse til USA er dog ikke fortællingen om den rastløse sjæl, der fandt sig selv på den anden side af Atlanten. For godt nok fandt hun venner og fik udsyn og tiltrængt luft under vingerne. Men det var først, da hun som 24-årig mødte sin mand, Tim Hancock, at noget vigtigt faldt på plads indeni.

- Med ham fandt jeg i høj grad meningen med det hele, og jeg er allerlykkeligst, når jeg er sammen med ham og vores unger.

- Min angst har givet mig en større rummelighed over for andre mennesker. Før min krise kunne jeg godt tænke lidt sådan: ”Hvad fanden?!”, når andre fortalte om deres stress og så videre. I dag ønsker jeg dem bare virkelig god bedring, siger Anne Mette Hancock. Foto: Carsten Lauridsen

Derude i horisonten

Det var derfor ”et nemt ja”, da de to blev gift i 2006, men ellers er hverken hun - eller han - tilhængere af at kunne kigge for langt ud i fremtiden.

- Der er en grund til, at vi bor til leje, som Anne Mette Hancock siger med et skævt smil og fortæller om veninden, der for få år siden købte hus og beskrev den boblende lykke, der var forbundet med udsigt til kummefryser i kælderen, ting på loftet og fast adresse mange år frem.

- Og det er mit værste mareridt at vide, hvor jeg skal blive gammel. Jeg finder i høj grad lykken i hverdagen sammen med mine mennesker. Det er det, der er fundamentet, men der er stadig en drift inde i mig, der handler om ikke at repetere i går, selv om i går var god. Jeg har brug for ikke at vide, hvor jeg er på vej hen, og har det egentlig bedst, når jeg kan skimte noget derude i horisonten, som jeg stadig ikke helt ved, hvad er. Jeg tror også, at det er derfor, jeg har det så godt med at skrive bøger, fordi det aldrig bliver det samme. Der er altid en ny historie, siger Anne Mette Hancock, der debuterede som krimiforfatter i foråret 2017 og siden har solgt sine bøger til udlandet og til filmatisering, og nå ja, så er hun også indehaver af titlen som ”Årets forfatter 2018”.

Anne Mette Hancock og hendes familie bor i hjertet af København og bliver nok boende ”foreløbig”, men ingen af dem drømmer om at blive boende her ”for altid”, for udlandet trækker stadig. Foto: Carsten Lauridsen

Må det godt være sjovt?

Set i bakspejlet kan det virke indlysende, at Anne Mette Hancock i dag er trådt ind i et arbejdsliv som krimiforfatter. Det er ligesom et oplagt resultat, når man lægger ”glad for ord”, ”god til mennesker” og ”fascineret af død og mordgåder” sammen. Men som ung overvejede hun ikke en eneste gang at gå forfattervejen eller i det hele taget bare at gøre det at skrive som en del af sin levevej.

- Nu kan jeg jo godt sidde og undre mig over, hvorfor pokker det skulle tage SÅ lang tid for mig at opdage, at det var det her, jeg skulle, men dengang, som ung, faldt det mig overhovedet ikke ind, at det var en mulighed. Jeg tænkte mere på det som en hobby. Måske fordi det var så lystbetonet, siger hun og trækker let på skulderen af ungdommens forestilling om, at et arbejde da ikke kunne være så sjovt.

At hun alligevel endte med at blive forfatter skyldes nu ikke, at hun en dag pludselig indså, at det i virkeligheden var det, hun brændte for og tada!, så skrev hun en bog. Debutromanen ”Ligblomsten” lå længe som en snes ufærdige sider og var måske aldrig blevet færdig, hvis ikke hun var blevet kastet ud i en voldsom krise i 2016. I kølvandet på forfatterdebuten var hun ganske vist varsom med at dele ud af de personlige oplevelser, for hun orkede ikke overskrifter som ”Panikangst ledte til bestseller”.

- Men det skriver de alligevel, og det er jo sandt, konstaterer hun med et smil.

Som ung havde Anne Mette Hancock svært ved at vælge retning, fordi hun havde en forestilling om, at når først valget var truffet, lå forudsigeligheden og lurede lige rundt om hjørnet. Derfor passer det hende også så godt at være krimiforfatter. Her byder hver bog på sin egen historie. Foto: Carsten Lauridsen

Ikke så stærk, men sej!

Det tog lidt tid for hende at forstå, hvad der var på spil, dengang hun blev væltet omkuld, for både kærlighedslivet, familielivet og arbejdslivet udfoldede sig egentlig på fineste vis. Men midt i lykken var der også konstant hjertebanken og tankemylder og følelsen af ikke at kunne holde ud at være nogen steder.

- En aften sagde jeg til min mand: ”Her sidder vi og hygger, og jeg er omgivet af mine vigtigste mennesker, og jeg har det bare, som om jeg hænger ud over Grand Canyon med det yderste af neglene”. Og det blev startskuddet til, at jeg fandt de ufærdige sider frem og begyndte at skrive. For når jeg sad foran computeren, var jeg tvunget til at fokusere på fortællingen i stedet for på mine tanker.

Det var godt, ja, terapeutisk for Anne Mette Hancock at skrive, og - viste det sig, da manuskriptet landede hos et forlag - Anne Mette Hancock var virkelig god til at skrive. Bogen blev antaget med det samme. Så fulgte en udgivelse med klap og konfetti.

- Og al den hurlumhej udløste en masse endorfiner, som gjorde, at angsten forsvandt, lyder det fra krimiforfatteren, der i dag gerne deler sin historie med omverdenen, fordi den også bærer et håb.Til gengæld får man hende ikke til at binde en yndig sløjfe på fortællingen og konkludere, at ”hvor ville jeg ikke have været foruden det”. For det ville hun.

- Det HAR været voldsomt at skulle revurdere sig selv. Engang betragtede jeg mig selv som Herkules. I dag betragter jeg mig selv som mindre stærk, men til gengæld som fuldstændig sygt sej! Og jeg ved, at hvis et af børnene en dag får det dårligt indeni, kan jeg meget bedre trøste. For jeg har været der selv, siger hun og rømmer sig, da stemmen bliver grødet.

- Undskyld, siger hun så og tilføjer:

- Jeg er normalt ikke sådan en tude-en.

- Jeg har det egentlig bedst, når jeg kan skimte noget derude i horisonten, som jeg ikke helt ved, hvad er. Jeg tror også, at det er derfor, jeg har det så godt med at skrive bøger. Der er altid en ny historie, siger Anne Mette Hancock. Foto: Carsten Lauridsen

Fintfølende antenner

Det kan godt være, at Anne Mette Hancock normalt ikke er sådan en, der har let til tårer. Til gengæld har det indre gravearbejde, der fulgte med den voldsomme krise, føjet nye barndomserindringer til. For der i Gråsten i 1980’erne gik ganske vist et lykkeligt barn omkring med en næsten fysisk fornemmelse af forældrenes hånd i ryggen, men barnet var også udstyret med en følsomhed, som hun knap nok selv registrerede dengang.

- Sådan noget som særligt sensitiv fandtes jo ikke dengang i 80’erne, griner hun og beskriver så det sanseapparat, der dengang som nu opfangede alt fra små stemningsskift til skygger på vejen.

- Jeg har ALTID mange antenner ude. Jeg fanger faresignaler, tjekker nødudgangen og når som regel også altid at notere mig, hvem og hvad der virker mistænkeligt. Jeg er grundlæggende ret bekymret og især bekymret for, at der skal ske mine børn noget.

Derfor kan det også umiddelbart virke underligt, at hun samtidig finder en særlig fryd i at dykke ned i det makabre og ondskabsfulde og jagten på gerningsmanden, når hun skriver sine krimier. Men i virkeligheden giver det måske alligevel god mening. For et er frygten for døden. Noget andet er at kunne gå tæt på den og betragte den på sikker afstand.

- Jeg vil meget hellere befinde mig på retsmedicinsk end på en onkologisk afdeling, for den frygt, der er forbundet med at være i live og tæt på døden, er for mig langt værre end selve døden. Og så er det jo i øvrigt sådan, at når jeg skriver, er det mig, der bestemmer, hvem der lever, og hvem der dør.

”En virkelig tryg barndom skærmet for alle bekymringer”. Sådan beskriver Anne Mette Hancock opvæksten i Gråsten, hvor hun boede med sine forældre og sin storebror - og hvor naturen og det frie liv stadig står stærkt i erindringen. Foto: Carsten Lauridsen

Det frie liv

På den sønderjyske hjemegn har de ikke glemt Anne Mette Hancock. De lokale medier omtaler hende konsekvent som ”Gråsten-forfatteren”, og da hun første gang besøgte den lokale boghandel for at signere debutromanen, væltede det ind med mange af de mennesker, der på hver deres måde har haft en vigtig plads i hendes barndomsland. Og når hendes datter foreslår, at de flytter til Sønderjylland, kan hun godt i glimt få dårlig samvittighed over, at børnene ikke får den samme barndom som hendes.

Alligevel er det et overbevisende nej, der uden betænkning flyver ud af munden på hende, når hun bliver spurgt, om hun kunne finde på at flytte fra København og tilbage til Gråsten.

- Dels handler det om den der indre drift mod noget udefinerbart ude i verden. Dels er jeg gift med en mand fra København, der har en endnu større længsel efter den store verden. I virkeligheden er det først og fremmest familien, der holder os i Danmark, og så er København kompromiset, siger hun.

Det frie liv og glæden ved naturen får ungerne til gengæld i og omkring det sommerhus tæt på Nykøbing Sjælland, som familien købte for et par år siden. Det er også her, Anne Mette Hancock selv får de stærkeste glimt af lykke. Den kan noget, den natur, som man ikke finder i en storby.

- Min erfaring er, at det kick, man får af duften af fyrretræer og af at sidde og kigge ud over vandet eller spotte en bambi i haven, det bliver ikke mindre med tiden. Det er en konstant form for lykkeindsprøjtning, og den dårlige samvittighed over ikke at give dem en opvækst i Jylland har fortaget sig lidt i sommerhuset, fordi de deroppe på mange måder lever, som jeg gjorde som barn.

Og så er det i øvrigt næppe sidste gang, at Anne Mette Hancock tager børnene en tur rundt i Gråsten by og fortæller små anekdoter. Om skolevejen, vennerne, drengene og om kunsten at have både rastløse vinger og stærke rødder.

Som barn var hun bare et følsomt væsen med mange antenner ude. I dag ved Anne Mette Hancock, at hun var og er særligt sensitiv og hele tiden registrerer stort og småt med de antenner, der konstant er ude. Foto: Carsten Lauridsen
- Jeg har ALTID mange antenner ude. Jeg fanger faresignaler, tjekker nødudgangen og når som regel også altid at notere mig, hvem og hvad der virker mistænkeligt. Jeg er grundlæggende ret bekymret og især bekymret for, at der skal ske mine børn noget, siger Anne Mette Hancock. Foto: Carsten Lauridsen
Annonce

Mest læste

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Viborg FF For abonnenter

Tilfredshed over hele linjen – Viborg FF matchede hård ukrainsk modstand

Annonce