Annonce
Debat

At skille børn fra mødre

Mandag, den 19. maj 2014 Thorben Koed Thomsen Foto: Morten Dueholm

Læserbrev: Der har gennem en længere tid været debat om børn og mødre i Kurdiske fangelejre. Skal børnene hjem med eller uden mødre? Regeringen har nedsat en arbejdsgruppe, der skal undersøge og komme med forslag til, hvad der kan lade sig gøre, og hvad der er ønskeligt. Det må vi så afvente.

Der er for mig ingen tvivl om, at adskillelse af børn og mødre medfører langvarige - undertiden livslange skader på børnene.

Lad os se på de erfaringer, vi allerede kender.

Først, det kan være nødvendigt at hensynet til barnet kræver, at det tvangsfjernes fra mor eller forældre. De, der træffer beslutningerne, må vurdere, hvad der gør størst skade, at lade barnet blive, eller at barnet skal have en anden tilværelse enten på institution eller hos plejefamilie. Uanset beslutningen, vil barnet være præget af den resten af livet.

Jeg har i mit arbejde mødt unge, der var blevet tvangsfjernet, og nogle af dem spurgte anklagende: "Hvorfor blev vi ikke fjernet tidligere?" Andre hvorfor overhovedet, det gav for dem ingen mening.

Dernæst. Jeg er født i 1943 og fik meget tidligt - på grund af synsproblemer- kontakt med hospitalsvæsnet. Det blev til mange indlæggelser gennem barndommen, undertiden indlæggelser af mere end et halvt års varighed, mødre var den gang ikke medindlagte, det var min mor heller ikke, det vil de være i dag i et vist omfang. Det er man nået til i erkendelse af, at barnet har behov for den tætte kontakt til mor eller far for at komme bedst mulig gennem indlæggelsen.

Gennem årtier var det almindeligt, at børn på grund af deres handicap blev adskilt fra deres forældre, dette på grund af langvarige behandlinger eller specialskoleophold, og der var nu - for nogle af os - kun kontakt i skoleferierne, det var før den elektroniske tidsalder med mobiltelefon, iPad, osv.

Jeg kom som syvårig på Refsnæsskolen - en specialskole for blinde og svagsynede børn. Mine forældre fik et brev, hvor der stod, hvornår de skulle aflevere mig, og, stod der videre, gjorde de ikke det, ville jeg blive tvangsfjernet.

Her var en småbørnsafdeling, hvor mange blinde eller stærkt svagsynede børn - efter stærk opfordring af øjenlægerne - kom som tre- eller fireårige. Vi var som nævnt så hjemme i skoleferierne. Der er for mig ikke tvivl om, at det betød langvarige, for nogle, varige psykiske vanskeligheder, bl.a. havde mange svært ved at knytte sig til voksne.

Andre klarede sig fint gennem adskillesen. Vi taler ikke her om hjem, hvor tvangsfjernelse var begrundelsen. Afleverede vores forældre os ikke, blev vi tvangsfjernet og flyttet til institutionerne. Vi blev statens børn, fra vi blev anbragt, til vi afsluttede vore uddannelser, kom i beskæftigelse eller fik pension, vore forældre var uden indflydelse på vores tilværelse.

Gennem tresserne blev forældre mindre autoritetstro og pressede på for at beholde børnene hjemme. Det lykkedes efterhånden. Vi fik "De grønne skoler" for børn med udviklingshandicap, vi fik skolekonsulenter på andre handicapområder, hospitalsopholdene blev på grund af bedre behandling kortere, og i 1980 blev lovgivningen endelig ophævet.


Hvorfor har politikerne ikke spurgt os, der har oplevet denne adskillelse, om vore erfaringer, så de kan træffe deres afgørelse på et mere oplyst grundlag?


I dag kommer kun meget få børn med handicap på institutioner - en udvikling vi kun kan være meget glade for, selv om det heller ikke er problemfrit. Vi undgår adskillesen mellem barn og forældre. Hanne Klitgaard Larsen har i sin bog "Spark døren op og træk livet ind" skrevet bl.a. om sine oplevelser med langvarig adskillelse som følge af ophold på hospitalsafdelinger og skoler som følge af polio i spædbarnsalderen.

I 1951 besluttede staten at flytte 22 velfungerende grønlandske børn fra deres familier til Danmark. De skulle lære at være danske og komme tilbage til Grønland og plante den danske kultur i den grønlandske kultur. Vil man vide, hvordan det gik, hvad det betød før børnene, der både oplevede adskillelse og en hel anden kultur, anbefales Tine Brylds bog "I den bedste mening", det er ikke rar læsning.

Jeg tror, at de fleste læsere af dette læserbrev, de fleste politikere, der lovgiver for os, og som vi selv har valgt, har børn. Til jer vil jeg sige: "Prøv at forestil jer, at I skulle eller skal adskilles fra jeres børn, børn for hvem I er det tætteste forhold til omsorgsfulde voksne, hvad vil det betyde for jeres barn og for jer? Når I har overvejet det, tænk så på, hvordan det må være for et barn, der er vokset op under meget kaotiske forhold, at skulle opgive den eneste omsorgsperson de har? Uanset hvordan omverdenen elles ser på deres mødre."

Hvorfor har politikerne ikke spurgt os, der har oplevet denne adskillelse, om vore erfaringer, så de kan træffe deres afgørelse på et mere oplyst grundlag? Er det fordi, de ved, at svarene vil indeholde kimen til en senere undskyldning fra staten til børn, der af frygt for deres mødre, blev adskilt og derved mishandlet. Hvis der allerede findes undersøgelser på dette område, så læs dem - men hurtigt - beslutningen træffes snart.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce