x
Annonce
Viborg

Bag historien: For få håndtryk og for meget afstand

Bjerringbro Kirke var, som landets andre kirker, lukket søndag den 15. marts. Folkebladet interviewede præsten, der skulle have holdt dagens gudstjeneste, Bjarne Markussen. Arkivfoto: Morten Dueholm

Det er nogle mærkelige tider, vi lever i. Alvorlige tider, javist, men absolut besynderlige.

Der sidder måske et fåtal, der var parate på denne situation, og indtil for en måned siden ville vi have grinet af dem med deres sølvpapirshatte og kældere fulde af dåsemad.

Men alvoren er ikke til at tage fejl af. De første danskere er døde af corona-virus. Og vi har højst sandsynligt kun set toppen af isbjerget. Også derfor tager jeg, som alle andre fællesskabs-orienterede borgere, mine forbehold. Personligt synes jeg, det er sværest, at vi ikke må være tætte. Indtil for en uge siden var jeg ikke bevidst om, præcist hvor socialt et individ, jeg er, ej heller hvor fysisk et individ jeg er.

Jeg havde weekendvagten på redaktionen sidste weekend. Den går på tur, og tilfældet ville, at jeg skulle have lige netop den. Vi plejer at lave planer for weekenden flere dage i forvejen. Der plejer at være mindst et par store arrangementer, vi skal ud at dække. Der plejer at være et væld af folk til weekendens opgaver. Men plejer er død.

Weekendens opgaver blev aftalt fredag, og størstedelen først fredag eftermiddag. Men heldigvis lykkedes det at aftale et par interviews, så vi også havde gode historier til mandagens avis.

For første gang interviewede jeg over telefonen, fordi jeg skulle. Jacob Toft Falden og familien var nemlig i hjemmekarantæne, efter han var kommet hjem fra skiferie i Østrig. Så måtte min gode kollega, fotograf Morten Dueholm, aftale detaljerne for billeder over telefonen, tage af sted og holde god afstand under hele seancen.

Annonce
Journalist Emma Rose Haas.

Håndtrykket

Men det er ikke kun det at tale med folk ansigt til ansigt, der mangler.

Da jeg søndag skulle mødes med provst og sognepræst i Bjerringbro Kirke, Bjarne Markussen, var det også en helt ny oplevelse. Da jeg kom ind i den tomme kirke, blev jeg mødt med skilte om covid-19 og håndsprit, som jeg behørigt brugte. Jeg fandt ham inde i kirken, hvor vi blev enige om ikke at give hånd.

Da vi havde taget et par billeder – på behørig afstand af hinanden - foreslog jeg, at vi skulle sætte os ned, så det egentlige interview kunne begynde. Jeg satte mig på den forreste kirkebænk, helt ude til højre. Jeg tænkte, præsten ville sætte sig på samme bænk, helt ude til venstre. Men det gjorde han ikke. I stedet sagde han:

- Hvis du sætter dig der, så sætter jeg mig her.

Og så satte han sig på en helt anden kirkebænk, så vi havde mindst tre, måske fire, meter mellem os. Jeg må indrømme, at jeg i øjeblikket tænkte, at det var lidt overdrevent. Men i bagklogskabens lys syntes jeg, det var mere end almindeligt fornuftigt. Vi skal holde god afstand til hinanden, hvis vi absolut skal mødes. Især hvis vi skal bryde smittekæden.

Hvis vi alle tager sølvpapirshatten lidt mere på og holder overordentlig meget afstand, eller allerhelst holder os for os selv, kan vi alle bidrage lidt til, at vi kommer bedre og hurtigere gennem den her krise – og at vi hurtigere kan kramme vores kære og give hånd til hinanden, når vi mødes.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Liveblog: Mette Frederiksen med udmelding om genåbning af Danmark - tror ikke der går måneder

Annonce