Annonce
Viborg

Bag historien: Jeg må løbe, min baby græder

Viborg Kommunes budget, som lå klar på et lidt upraktisk tidspunkt i forhold til den familiære sammenhængskraft ...
Redaktionens journalister ser hver uge tilbage på historier, der af den ene eller anden grund har gjort særligt indtryk på dem.

Viborg: Som udgangspunkt er jobbet på Viborg Stifts Folkeblad et 8-16-arbejde, men med naturlige variationer i form af sene web-vagter og væsentlige begivenheder, som af gode grunde ikke kan flyttes, bare fordi vi som journalister godt vil ligge på vores sofa om aftenen.

En af mine nyligt sene vagter var onsdag i forrige uge. Der var byrådsmøde, og jeg var færdig med at skrive om blandt andet parkeringssagaen ved 20-tiden, men jeg kunne ikke tage hjem, for jeg havde hørt, at politikerne måske netop denne aften ville blive færdige med det kommunale budget.

Det blev de ikke, men det var jo ikke til at vide på forhånd. Jeg havde lavet en aftale om at ringe til borgmesteren ved 21-tiden, og jeg havde ligeledes allieret mig med min udmærkede kollega, Ole Bjærge, som ville kigge op på redaktionen for at give et nap med, så vi kunne få reaktionerne i hus. Hvis nu ...

Det ene ubesvarede opkald tog det andet, og lidt efter klokken 22 kapitulerede jeg mig med uforrettet sag. Ole blev hængende lidt endnu.

Torsdag var jo som udgangspunkt en dag som så mange andre. Der var for længst sat interviewaftaler i kalenderen, blandt andet skulle jeg i domkirken for at møde en konserveringstekniker fra Nationalmuseet, der skal redde vores værdifulde kulturarv. Derfor passede det da også dårligt, da jeg mødte ind til en sms om, at politikerne senere ville være klar til at underskrive budgettet og udtale sig.

"Ring klokken 16.15", lød det i den sms, jeg læste klokken 8. En ting er jo at ringe, noget andet og mere tidskrævende er bagefter at skulle nedfælde konklusionerne på papir.

Men fleksibel er man jo, så midt imellem domkirkeståhej og den planlagte henting af min søn i vuggestuen, fik jeg talt med den første gruppeformand lidt uformelt, mens jeg sad i min bil.

Da jeg kom hjem var det med min to-årige under den ene arm og computeren under den anden, og så blev min kone og søn sendt i byen for at handle, så jeg kunne få ringet og skrevet til viborgfolkeblad.dk i en rimelig fart - og i en rimelig ro.

Min datter på tre måneder lå i sin lift og sov, men det varede ikke ved, så det sidste af en del telefoninterviews måtte jeg afbryde, da den pågægældende politiker pludselig blev overdøvet af babygråd. "Vi må tales ved, jeg må løbe. Min baby græder," fik jeg vist sagt.

Der er ting, der er vigtigere en arbejde, men kan man kombinere det hele, som det næsten lykkedes denne lange torsdag, så er det vel udmærket.

Annonce
Journalist Andreas Søndergaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce