Annonce
Navne

Dødsfald: Betjent Fisker er taget op til vagthavende

Svend Fisker blev 77 år.
Vi siger farvel til tidligere politiassistent, urmager, guld- og sølvsmed Svend Fisker, som i halvtreds år var et kendt ansigt i byen. Ordentlighed og loyalitet, humor og stolthed kendetegnede ham, og kun én ting i hele verden hadede han: Det var tomater.

Viborg: Den 6. august 1941 kom Svend Fisker, der var søn af en ekstraarbejder ved DSB, til verden på en mørkegrøn divan i en 2-værelses lejlighed på Nyvej i Randers.

Han var nummer fire ud af en søskendeflok på seks, og kårene var små. Soveværelset i den 58 kvadratmeter store lejlighed var på størrelse med en lille iskiosk, og ud over at dele seng med en af sine yngre brødre, sov han i samme rum som sine forældre – Jens og Meta – og sin yngste bror.

Lå Svend og hans to yngste brødre og fjollede, efter at der var blevet sagt ”godnat”, kom faderen som regel ind i kammeret med en tændt cerut i munden og sagde med en bestemt stemme ud i mørket: - Ka’ vi så få ro!

Andre gange sad faderen med de buskede øjenbryn i en stol og ventede på, at Svend og hans brødre sov, og i mørket i det lille sovekammer ud mod gården var det så kun gløden fra den tændte cerut, man kunne se.

Eneste varmekilde i Svend Fiskers barndomshjem var en kakkelovn, der blev fodret med træ, tørv, koks eller briketter, og indlagt varmt vand var der ikke i de første af hans barndomsår. ”Julekalenderen” var en staniolindpakket kartoffel med 24 tændstikker i, og hver morgen i december frem til jul skiftedes Svend og hans yngste brødre så til at trække en tændstik ud af kartoflen. Dét var stort.

På grund af de trange kår i arbejderfamilien i Randers lærte Svend Fisker hurtigt at stå på egne ben. Når han kom hjem fra skole, var han bydreng hos en slagter, og til sin konfirmation, hvor der hverken var taler eller sange – det brugte man nemlig ikke - fik han 220 kroner. De 32,50 spenderede han på en længe ønsket dynamolygte, som han købte i Cykelkompagniet, og bortset fra penge til en hotdog ved pølsevognen nær banegården på ”Blå Mandag”, så blev resten af pengene lagt til side. Svend Fisker havde nemlig allerede som dreng lært, at det gjaldt om at spare op – også selv om der ikke var meget at spare op af.

En glad og stolt politiassistent i Viborg, cirka 1985.

En brilliant i en sko

Efter at være gået ud af skolen på Fabersvej, hvor Svend Fisker havde fået flere flidspræmier for sine evner ud i blandt andet tegning og skriftlig orden, gik han i lære i fire og et halvt år som guld- og sølvsmed hos Bræmer-Jensen i Randers.

Arbejderdrengen fra den store familie på Nyvej var dygtig og kreativ, flittig og omhyggelig med sit arbejde, og for sit svendestykke – en fin oval broche med perler og brillianter – blev han præmieret med en bronzemedalje.

En anden medalje – en levende en af guld – fik Svend Fisker i skikkelse af Frida Weinreich, som han traf til danseundervisning i Håndværkerforeningen. Han var 18 år, hun var 14, og politidatteren fra Fuglebakken var både den første og eneste kvinde, han i hele sit lange liv lang elskede. Det skrev han blandt andet i en bog til sine børnebørn, ud over at han sagde det til sin hustru.

To måneder efter at være blevet udlært, trak Svend Fisker i gardertøjet, og efter seksten måneders tjeneste vendte han for en kort periode tilbage som guldsmed ved sit tidligere lærested. Han fandt dog de mange timer ved et arbejdsbord trættende i længden, og en dag, da han i avisen havde læst, at man søgte tidligere soldater til den fredsbevarende FN-styrke på Cypern, sendte han en ansøgning afsted og blev antaget. Fra maj 1964 og et halvt år frem gjorde Svend Fisker dermed tjeneste på Cypern, og i løbet af de seks måneder var han blandt andet i Beirut ad to omgange.

I Beirut købte han, der jo var guldsmed, en brilliant, som han senere smuglede med hjem til Danmark i sin højre sko, og den fine ædelsten satte han senere i en guldring, som han forærede sin Frida i morgengave efter brylluppet den 14. august 1965 i Sct. Mortens Kirke i Randers. Bopælen for det nygifte par var herefter et lille hus i Øster Bjerregrav, som gommen havde købt for den sum penge, han havde optjent og lagt til side under tiden som FN-soldat på Cypern.

Politimand med hud og hår

Efter at have arbejdet hos Jydsk Telefon et års tid blev Svend Fisker optaget på politiskolen i København i januar 1966, og fra dag nummer 1 havde korpset en absolut hundrede procent dedikeret kollega i uniformen. Den unge og stolte betjent blev og var simpelthen politimand til fingerspidserne, og de nøgleord som korpsånd, kammeratskab og loyalitet, der knyttede sig til den sorte uniform og den blå politiskjorte, satte han overmåde højt. De blev simpelthen synonyme med ham, og der var ikke den ting, han ikke ville gøre for en kollega; lokal, dansk eller udenlandsk.

I 1969 blev Svend Fisker ansat ved Viborg Politi, og familien flyttede samtidig ind i et nybygget hus på Timianvej, inden domicilet tre år senere blev en villa på Kornmarken. Fra det røde parcelhus cyklede Svend Fisker dagligt fra vestbyen og ind på politigården, når han skulle på arbejde og hjem igen, og under de 36 års ansættelse ved politiet havde han allerhøjst én sygedag. Var man lidt småsyg, mente Svend Fisker således – og det var både arbejdsmæssigt og privat – at man helt klart måtte kunne arbejde sig ud af det.

Som politiassistent arbejdede Svend Fisker i mange år på 3-holdsskift og vekslede således mellem dag-, aften- og nattevagter. Han var populært sagt politimand 24/7 og kunne finde på at notere folk i sin fritid. Nogle af ”stamkunderne”, som han adskillige gange noterede for at cykle i gågaden eller for andre overtrædelser, blev han venner med, mens andre hadede ham på den måde, som nogle mennesker nu engang hader politifolk og andre autoriteter.

Op igennem 1980’erne var der dog næppe nogen 16-årig dreng i byen på en boret knallert og med en kammerat siddende bagpå, der ikke var blevet noteret af Svend Fisker. Det levede han imidlertid fint med.

- Jeg gør jo bare mit arbejde, sagde han.

Svend Fisker, der ad flere omgange fra slutningen af 1980’erne vikarierede for landbetjenten i henholdsvis Ørum, Karup og Hvorslev, måtte i øvrigt på sine lidt ældre dage se sig tvunget til at betale flere fartbøder blandt andet i Tyskland, og det var rigtig nok ikke noget, der huede den ellers så korrekte og retskafne ex-politimand. Til gengæld morede det hans familie; også at han som pensionist i sin bil fik installeret en trafikalarm, der kunne advare ham om fartkontroller forude.

Her ses Svend Fisker yderst til venstre på forreste række som nyuddannet politibetjent.

Humoren

Selv om Svend Fisker, der i mange år i øvrigt altid havde sit politiskilt på sig – også i private sammenhænge – ganske vist var kendt for at notere alt, hvad han så af lovovertrædelser, så var han altid fair og kendt for at løse mange ”politiforretninger” med lethed og et glimt i øjet. Således rullede han engang vinduet i politibilen ned på Gl. Århusvej og spurgte på engelsk en ungersvend, der kørte på cykel i modsat retning af cykelstien, om vedkommende mon var englænder? - Øh, nej, svarede den unge mand måbende og på engelsk, hvorefter betjent Fisker tørt replicerede – og denne gang på dansk:

- Jamen, hvorfor cykler du så i den forkerte side af cykelstien?

En anden gang – og det var i gågaden på et tidspunkt, hvor der var allerflest mennesker ude at handle – blev to 16-årige drenge stoppet af Svend Betjent, fordi de havde brudt loven ved at cykle midt i menneskemylderet. Da de unge knægte skulle forklare sig, havde den ene hænderne dybt begravet i lommerne, og sådan en attitude faldt generelt ikke i god jord hos betjenten, der jo var tidligere garder og derfor altid selv – også på familiebilleder – ”stod ret”; ikke mindst når man talte med en autoritet.

- Skal I have suppe hjemme hos dig i aften?, spurgte Svend Fisker, hvortil en fåret teenagedreng mumlede, at det vidste han ikke noget om. – Jamen, jeg kan da se, at du står og varmer gulerødderne!, svarede betjent Fisker så og lod herefter drengene slippe med en advarsel.

En anden gang, hvor en af de daværende ”jernhårde ladies”, som nogle af byens håndboldpiger blev kaldt, havde cyklet uden lys og på fortovet lige forbi den gamle politistation i Sct. Hans Gade, blev hun stoppet af en uniformsklædt Svend Fisker, som med et glimt i øjet og et skævt smil fik sagt, at hun kunne slippe for at blive noteret, hvis bare hun ville love at score nogle flere mål for Viborg. Det lovede hun, og ja, der kom også flere mål i nettet.

Svend Fisker og hans livs Frida efter brylluppet i 1965.

Guldsmed og urmager

I alle årene som politiassistent og helt frem til han og hans Frida i 2014 flyttede fra Kornmarken efter 42 år i den røde vinkelvilla, drev Svend Fisker guldsmedforretning hjemme fra privaten. Han nød at sidde i sin blå kittel og et par træsko i sit værksted, der lå i tilknytning til garagen, mens han skabte og reparerede smykker for utallige kunder. Han var stolt af sit fag og sin kunnen og havde mange trofaste kunder, og hen ad vejen lærte han sig i øvrigt at restaurere antikke standure. Den beskæftigelse – at restaurere antikke ure – blev en stor passion og en hyggelig og god gesjæft for ham; ikke mindst efter at han var gået på pension som politiassistent i 2001.

Som den fagnørd, han var, satte han en ære i selv at hente og bringe kundernes fine ure, og når de så hang på væggen derhjemme til reparation, var det en fryd for hans øre og hans faglige stolthed, når han havde repareret et ur, der ikke havde fungeret i årtier, og alting bare tikkede og takkede. Lyden af et antikt Gustav Becker-ur, der slog, var simpelthen balsam for hans ører – akkurat som tyrolermusik og fransk muzettemusik var det.

Andre lyde, som Svend Fisker holdt meget af, var dem, der er i naturen. Han nød at sidde om aftenen på terrassen på Kornmarken, i sommerhuset på Mols eller på altanen og bare lytte til de lyde, der var i mørket og så ellers sidde med et glas rødvin og kigge på stjerner.

- Den bedste lyd i verden er lyden af glade børn, sagde Svend Fisker altid, og ja – det var også sandt. Han elskede at blive kaldt og at underskrive sig med ”Bååh”, som var det kælenavn, et af hans børnebørn fandt på for flere år siden.

Den unge betjent Fisker på Amager Fælled i 1968. Patruljevognen er en Volvo 544.

Satire og sort snak

Selv om begrebet ordentlighed på alle måder og i alle sammenhænge blev skattet virkelig højt af Svend Fisker, så var han samtidig aldeles vild med absurd og anti-autoritær humor. I gamle dage kunne han grine højt og inderligt af Kaptajn Klydes Flimmercirkus med Jess Ingerslev, Jesper Klein og Tom McEwan, men også Kjeld Petersen, Jørgen Ryg og Preben Kaas med deres galskab og evner ud i at spille fuld mand, var han dybt fascineret af.

Svend Fisker selv stod ikke tilbage for at underholde med en god historie eller at tage fusen på folk og tale sort som eksempelvis Jørgen Ryg, og han kunne ofte med ansigtet i de rette folder antaste folk – også ”kunder i politiforretninger” på følgende måde: - Undskyld, men har De en skipperskrupperskapkomfikdyk?

Den amerikanske klovn George Carl og gode sketches med Ulf Pilgaard og andre fra Cirkusrevyen kunne Svend Fisker også grine virkelig højt og længe over, og han var samtidig selv eminent til at se det barokke, det absurde og det (tragi)komiske i mange situationer. Det var noget, der var med til at bære ham igennem mange også alvorlige situationer – både privat og på sit arbejde.

Svend Fiskers skarpe iagttagelsesevne og sans for akkuratesse og komik kom også til udtryk, når han på en kærlig måde parodierede især autoriteter på deres mimik, gangart, talemåde og andre særkender. Han hadede alle former for snobberi og pral og var i stand til at pille forlorenheder fra hinanden; skarpt, kærligt, præcist og med ironi, sarkasme og humor.

Fisker på fisketur

Svend Fisker var også et stort naturmenneske. Helt tilbage fra barndommen nød han at tage på fisketure især på Randersegnen, og som voksen var det især med sin søn, sin yngste bror og nogle af sine politikolleger, at turen gik til Fussingø Sø og til Læsten, hvor en snøre blev smidt i vandet, mens en masse røverhistorier blev fortalt, og gruppen af fiskere så ellers nød en god madpakke og en Gl. Dansk.

Cykelture rundt om begge søer i Viborg holdt Svend Fisker også meget af; både alene og sammen med sine børnebørn, og selv om han var oppe i årene, var han stadig fysisk stærk og altid klar til at rykke ud, når nogen skulle have praktisk hjælp. Svend Fiskers ordentlighed kom da til udtryk på den måde, at man altid kunne stille sit ur efter ham og altid vidste, at han stod klar til at hjælpe, hvis nogen havde brug for det.

Utallige er de gange, han, der var handymand om en hals, har hjulpet sin familie med alskens praktiske gøremål, og han, der selv havde en have på Kornmarken som en park med en snorlige græsplæne, en knivskarp hæk og flotte frugttræer, som han kælede om, var nok allermest i sit es, når han kunne være noget for andre; især med praktisk hjælp.

Glad for et veldækket bord – og bestemt ikke kræsen – var Svend Fisker også, og kun én eneste madvare i hele verden kunne han ikke spise, og det var en tomat. Alene lugten af en overskåret tomat kunne med Svend Fiskers ord ”få nakkehårene til at rejse sig på mig”, og han var helt ærlig, når han sagde, at han hellere ville have et slag med en kæp, end han ville sætte tænderne i en tomat. På samme måde havde i øvrigt hans mor det. Hun kunne heller ikke tåle hverken synet eller lugten af en tomat.

Ud over hver dag at cykle på biblioteket for at læse Randers Amts Avis – han ville jo gerne følge med i, hvad der skete i hans barndomsby – så blev også Politibladet, Jyllands-Posten og Viborg Stifts Folkeblad læst på daglig basis. Herudover holdt Svend Fisker, der var meget velbevandret i historie og geografi, meget af at læse dokumentariske bøger af historisk karakter. Bogen om israelernes jagt på nazilægen Adolf Eichmann i Argentina læste han for eksempel flere gange, ligesom biografier over politikere havde hans interesse.

Vennernes ven, familiens klippe

Svend Fisker var om nogen familiens klippe, vennernes ven og kollegernes kollega. For ham betød det at ”trykke tommelfingre” og at stå skulder ved skulder og last og brast med andre, utrolig meget, og han, der i en årrække var formand for ”International Police Association” (en international venskabsforening for politifolk) i Danmark, var utrættelig i forhold til at lave sociale arrangementer for de udenlandske kolleger, der sammen med hustruer var på besøg i Danmark.

Huset på Kornmarken fungerede i den forbindelse i mange år som fast ”pensionat” og traktørsted, idet Svend Fisker og hans Frida gæstfrit åbnede deres hjem i dagevis for de mange gæster udefra.

Svend Fisker, der elskede og kendte Viborg som sin egen bukselomme, var i forbindelse med de mange politibesøg udefra, altid guide; ikke bare i byen, men også i hele landet. Det nød han, og det satte han en ære i.

En overordentlig stor venne- og omgangskreds havde Svend Fisker også især qua sit job, og sammen med Frida var han på adskillige rejser verden rundt. Selv om Cuba, Canada og USA fascinerede og trak i ham, så var det nok især Tyskland og Østrig, han holdt mest af – måske især på grund af de to landes orden og korrekthed.

Som menneske var Svend Fisker først og fremmest indbegrebet af en ordensmand. Han var ordholdende og ærlig, enormt trofast og som nævnt på alle måder en klippe for sin familie. Kærligheden især til sine børnebørn var stor og gengældt, og han, der i sine yngre dage elskede at lege cirkusartist og blandt andet kunne køre baglæns på en cykel, balancere med en tennisketcher eller en rive på næsen, var stolt og glad, når han kunne tegne med sine børnebørn og ellers bare være sammen med dem.

Han, der jo var vokset op under små kår og aldrig havde haft decideret legetøj som barn, var således eminent til at lave primitivt legetøj som for eksempel papirflyvere, drager, slangebøsser, tøndebånd og ”skrallere” til cyklen – akkurat så cyklen lød som på de borede knallerter, han hev unge knægte ned fra i de 36 år, han var politimand.

Uret har slået sit sidste slag

Den 12. maj tog Svend Fisker – den tidligere politimand – alt for tidligt op til ”vagthavende”. Ud over et stort savn hos alle, der kendte ham, efterlader han sig sin Frida, to børn, to svigerbørn og fem børnebørn, ligesom han overleves af tre søskende.

Svend Fisker skal efter bisættelsen tirsdag den 21. maj hvile på Viborg Kirkegård tæt på den gamle politistation, hvor han levede det meste af sit arbejdsliv. Herfra kan han fremover holde øje med, at alt er i orden, og at ingen kører for stærkt på Rødevej.

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Annonce