Annonce
Kultur

Brorsonsvej: Biskoppen der fik 13 børn med sin kusine og længtes efter dødens udfrielse

Hans Adolph Brorson har vundet evig anerkendelse som salmedigter, men i privatlivet var han en plaget mand, der mistede både børn og kone i barselsseng, og hvis syge søn måtte bindes på hænderne og låses inde i et tårn.

Bjerringbro: Gik alle konger frem på rad, i deres magt og vælde, de mægted ej det mindste blad, at sætte på en nælde.

Der er næppe den dansker, der ikke kan synge med på Brorsons "Op al den ting som Gud har gjort". Hans salmedigte giver genlyd gennem århundrederne, og landet over er veje og pladser opkaldt efter den danske biskop.

Alene i Viborg Kommune er der en Brorsonsvej i både Bjerringbro og Frederiks.

Men hvem var manden, der har lagt navn til alle disse gader og stræder? Og hvorfor er det lige ham, vi husker og ærer?

- Det er først og fremmest, fordi han er så rigt repræsenteret i salmebogen. Ud af 791 salmer har Brorson skrevet de 111. Foruden Grundtvig er han den med flest salmer i salmebogen. Og så var han en fantastisk digter, der kunne noget særligt med sproglige rim og indrim, fortæller Torben Bramming, der er sognepræst i Ribe og forfatter til flere værker om Hans Adolph Brorson.

Mandag, den 25. februar 2019 Brorsonsvej i Bjerringbro Foto: Morten Dueholm

Bor i Brorsons hus

Torben Bramming er mere end blot almindeligt interesseret i den hedengange biskop. Faktisk kan man sige, at deres liv svinger i takt.

Begge er præster, og når Torben Bramming forkynder Guds ord, sker det i Ribe Domkirke fra den samme prædikestol, hvor Brorson stod for mere end 250 år siden.

Selv når Torben Bramming lægger præstekjolen og hopper i hjemmeskoene, trasker han rundt på de samme planker i de samme stuer som Brorson i 1700-tallet. Siden 2002 har Torben Bramming nemlig sammen med sin kone boet i det hus, hvor Brorson boede de sidste 21 år af sit liv, mens han var biskop.

Det hedder Taarnborg og ligger midt i Ribe, nærmest som et lille slot med tårn og hele molevitten.

- Huset er fra 1500-tallet, hvor det blev bygget til en adelsfamilie, så det skulle netop ligne et lille slot. Da Brorson overtager det, bliver det så omdannet til bispebolig. Det er et fantastisk hus, og selv om jeg har boet her længe nu, så tænker jeg næsten dagligt på den historie, det indeholder. Man kan virkelig fornemme, at der hviler en særlig ånd over det, siger Torben Bramming, der ved hjælp af midler fra Ny Carlsbergfondet har sat huset i stand og i dag driver det som kursussted, hvor blandt andet Brorson er på programmet.

Mandag, den 25. februar 2019 Brorsonsvej i Bjerringbro Foto: Morten Dueholm

Udnævnt af kongen selv

Hans Adolph Brorson blev født i 1694 som en sønderjysk præstesøn, og han døde i 1764 som en sønderjydsk biskop.

Ribe blev hans bispesæde, og dermed fandt Brorson sit kald bare 25 kilometer nord for fødehjemmet i Randerup tæt ved Rømø.

Han stod ikke først for i køen til at blive biskop, men Brorson var repræsentant for den nye pietistiske strømning i kristendommen, og dermed var han allerede foran på point.

Den danske konge, Christian 6., var nemlig selv glødende pietist, og han havde for vane at fremme karrieren for de præster, der delte hans overbevisning, uanset om de af andre blev anset for at være for at være for unge, uerfarne - eller i det hele taget havde vist interesse for stillingen.

Sådan gik det til, at ikke blot Hans Adolph Brorson blev udnævnt til biskop. Også hans storebror (Broder Brorson) blev gjort til biskop i Aalborg, og den tredje og sidste bror i den pietistiske brødreflok, Nikolai, blev hentet til København og udnævnt til hofpræst.

Kalenderen viste 1741, da Brorson som 47-årig modtog nyheden om, at kongen ønskede ham som biskop i Ribe Stift.

Det, der skulle have været hans stolteste øjeblik, blev imidlertid afløst af en tragedie, da han kort efter mistede sin kone Katrine.

Mandag, den 25. februar 2019 Brorsonsvej i Frederiks Foto: Morten Dueholm

Fætter og kusine

De to var blevet gift i maj 1722. Han var 28 år, hun var 16. Og de var fætter og kusine.

Brorson var netop vendt hjem til sit fødesogn, Randerup, færdiguddannet og klar til at blive indsat som sognepræst. Som en naturlig forlængelse af sit hverv måtte han have en kone, og det blev så kusine Katrine.

- Jeg kan ikke forestille mig andet, end at det er blevet arrangeret af hans mor og hendes bror, og at Brorson har sagt ja til forslaget, siger Torben Bramming.

Han tilføjer, at det heller ikke dengang var velset, at man giftede sig med sit eget kød og blod.

- Man var skam opmærksom på, at ægteskaber inden for familien kunne have nogle uheldige konsekvenser, men Brorson var ud af en bondeslægt, hvor man gjorde meget for at holde jorden på slægtens hænder. Derfor har det i hans familie været naturligt, selv om det måske nok blev anfægtet ude i samfundet, forklarer Torben Bramming.

Selv om det muligvis startede som et fornuftsægteskab, så blomstrede kærligheden oprigtigt mellem de to.

- Der er ingen tvivl om, at de elskede hinanden og levede kærligt sammen. Katrine var ånden i huset og hjemligheden, som Brorson satte meget pris på. Han rejste kun ud, når han var tvunget til det, og de havde i det hele taget et nært familieliv sammen med deres børn, fortæller Torben Bramming.

Mandag, den 25. februar 2019 Brorsonsvej i Frederiks Foto: Morten Dueholm

Lammet af sorg

Tilbage til 1741 og udnævnelsen til biskop.

På dette tidspunkt var Katrine gravid med parrets trettende barn, og hendes tidligere graviditeter havde ikke just været problemfrie. Fire af børnene havde været dødfødte, og to var døde som ganske små.

Ordinationen skulle foregå i København, og Brorson og den gravide Katrine planlagde at foretage den lange rejse sammen. Intet tyder derfor på, at der var komplikationer i forbindelse med hendes trettende graviditet.

Men de kom aldrig af sted. Kort for rejsen tog sorgen evigt bo i Taarnborg, da både Katrine og barnet mistede livet i det, der formentlig har været en uprovokeret abort.

Brorson havde i forvejen hang til sortsyn, og nu sank hans verden forståeligt nok i grus i en sådan grad, at han ikke kunne overskue det forestående embede som biskop. Efter en måned i sorg fik hans venner ham dog overtalt til alligevel at tage mod kongens tilbud, og i august blev han ny biskop i Ribe.

Sønnen i tårnet

Katrines død var langtfra den eneste tragedie i Brorsons liv. Han giftede sig igen og fik i alt 16 børn, men heraf døde de otte.

Derudover blev hans ældste søn, Nicolai, betragtet som åndssvag. Som barn mistede han evnen til at tale og blev lam fra livet og ned - formentlig udløst af en hjerneblødning.

Han skreg ofte vildt, og Brorson så sig tvunget til at binde ham på hænderne, når han var alene. Nicolai levede indespærret i tårnet i Taarnborg i de i alt 21 år, Brorson boede der.

Det ville være let at dømme Brorson som et brutalt menneske, for hvordan kunne han ellers finde på at behandle sin søn sådan? Men han levede i en tid, hvor den moderne lægevidenskab og forståelsen af den menneskelige psyke endnu var på kravlestadiet, og alt tyder ifølge Torben Bramming på, at han gjorde, hvad han kunne for sin familie. At hans søn levede, til han blev 68 år, er i sig selv et tegn på, at han blev behandlet godt.

- Der er ingen tvivl om, at Nicolais tilstand var en stor sorg for ham, men Brorson bliver altid beskrevet som en meget mild mand, der aldrig var hård i sin form. Hverken som præst eller familiefar. Han satte stor pris på familien, og børnene boede hjemme til en sen alder, fortæller Torben Bramming.

Teologisk var Brorson med til at indføre konfirmationen i Danmark, og han var en stor forkæmper for, at også handicappede skulle kunne konfirmeres, hvis de ved tegn eller fagter kunne gøre opmærksom på, at de ønskede at modtage Guds ord.

- På den måde var han en tidlig forkæmper for handicappedes rettigheder, og det er nærliggende at tro, det skyldes hans søns tilstand, vurderer Torben Bramming.

Træt af livet

Hvis Brorson udgav en cd med sine greatest hits, ville salmen "Her vil ties, her vil bies" utvivlsomt være på den.

På overfladen handler den om, at det lige nu er streng vinter, men at der er forårstegn i luften.

I virkeligheden er vinteren en metafor for det møjsomme liv, mennesket lever på jorden, mens foråret og sommeren er det, der venter os, når vi dør og kommer hjem til Guds arme, forklarer Torben Bramming:

- Det var sådan, Brorson selv havde det. Han var en følsom natur. Ting tog hårdt på ham, og for ham var livet en vinter, mens døden var en ven. Det var ikke noget skræmmende, tværtimod var det et naturligt skridt på vejen til forår og sommer. Til Gud.

Brorson tog skridtet tidligt om morgenen 3. juni 1764 efter få dages sygdom. Bare fem dage tidligere havde han i et brev skrevet, at han nu gik ind i sit halvfjerdsindstyvende år og "såre længtes ud af denne urolige verden".

Et af hans sidste salmedigte illustrerer meget godt, hvordan han var mæt af dage, men trods alt også håbefuld. Det hedder "Når mit øje, træt af møje":

Når mit øje, træt af møje,

vådt og mørkt af tåreregn,

ser med længsel af sit fængsel

op mod blide Salems egn (guds rige)

o, hvor svinder da min ve

bare ved derop at se!

Annonce
Forsiden netop nu
Viborg FF For abonnenter

Chancen kan komme - før man venter den: Emil Scheel nåede knap at varme op, før han skulle på banen

Annonce