Annonce
Gear

Camping for folket, men ikke for mig

Jeg har altid været fascineret af campingfolket. Mest af alt fordi jeg aldrig rigtig har forstået idéen med at koble et hjem på sin bil, snegle sig igennem landskabet for at nå frem til sin destination, hvor man pakker det hele ud på det frimærke af en plads, man har fået allokeret, for så efter en uge eller to at pakke det hele sammen igen og køre hjem.

Jeg kan godt lide at 'travel light', som det hedder. Jeg nøjes med en lille rejsekuffert selv på længere ture, der varer en 10-12 dage. Så på mig virker det som overdrev at skulle have sit eget hjem med på ferien.

Jeg har dog gode venner og tidligere kollegaer, som sværger til camping. Selv har jeg kun prøvet det én gang. Det var som 14-årig, da min forældre tog hele familien med til Spanien og Frankrig - en bilferie, jeg før har omtalt på disse sider. Vi havde ikke selv campingvogn med, men havde lejet en ved Saint-Raphaël i Sydfrankrig.

Jeg husker det egentlig som en fremragende ferie. Mine forældre faldt i snak med en fransk slagterfamilie, som de efterfølgende udvekslede julekort med i adskillelige år. Den franske familie havde en datter på min storebrors alder. Dem så vi ikke meget til. De havde også en søn omkring min alder, og selv om sprogbarrieren var tyk som slagtersønnen selv, havde vi det ret sjovt.

Vi var også på udflugter til Cannes og Monaco. Og til Italien, hvor jeg smagte ægte italiensk pizza for første gang. Det giver en frihed at have bilen med på ferie. Ingen tvivl om det. På en af turene havde vi fundet en lækker strand lidt uden for Saint-Raphaël, hvor min storebror og jeg snorklede og udforskede grotter.

Min bror havde ikke taget højde for, at han var lidt højere end mig, da vi trådte ud af grotten, og han slog hul i hovedet. Ikke noget alvorligt, men det blødte. Jeg fik besked på at følge ham op til en kiosk, der lå oppe ved vejen - et halvt hundrede stejle trin fra stranden.

Da vi havde nået toppen, besvimede min bror. Venlige, bekymrede franskmænd kom hen for at hjælpe og ringede efter en ambulance. Jeg fik alarmeret mine forældre og lillebror. De talte lige så lidt fransk som mig. Ingen af os vidste, hvad der foregik. Der var ikke andet at gøre end at følge efter ambulancen.

Her skal det lige indskydes, at min far, lige inden han sætter sig ind bag rattet, træder i en ordentlig lort. Om det var menneske- eller hundefæces var ikke lige til at differentiere i 30 graders varme, mens man forfølger en ambulance i udrykning. Men selv med alle vinduer rullet helt ned var luften i bilen mildest talt kvalmende.

Ambulancen kørte over for rødt ved første lyskryds i Saint-Raphaël. Det var det sidste, vi så til den. Vi fik dog spurgt os vej til hospitalet og fik lokaliseret min bror. Han havde ondt i hovedet, men var ellers ved godt mod.

Bilferie giver vitterlig nogle oplevelser, man ikke får på anden måde. Alligevel bliver camping aldrig noget for mig. Mit temperament egner sig ikke til at ligge 50 meter fra nærmeste nabo. Skal jeg på afslapningsferie i naturen, foretækker jeg en svensk ødegård.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Pedel opdagede kraftig røg i låst rum på skole

Viborg

Kühnau efter bekymringsbrev: Problemer på børneafdelingen er ikke en sag for regionsrådet

Fodbold For abonnenter

DR's Liniger og Muminovic følger kvindelandsholdet i Viborg: - En følelse af at vende hjem

Viborg For abonnenter

Henriks hjem skal måske jævnes med jorden: Jeg synes, at samfundet spilder en masse ressourcer på at rive noget ned, som fungerer

Annonce