Annonce
Viborg

Chefredaktøren har ordet: Jeg kommer altid til at se verden nedefra

Mandag, den 10. september 2018 Chefredaktør Lars Norup, Viborg Stifts Folkeblad Foto: Morten Dueholm

Ugen der gik: At der er gule veste i Frankrig, som ikke vil finde sig i mere, kan jeg godt forstå (Men jeg kan ikke lide aggressiviteten og volden).

Jeg forstår også, hvorfor Dansk Folkeparti ved forrige valg fik enorm succes, og jeg forstår endda, hvorfor jeg blev verbalt overfaldet efter en julefrokost med påstanden, at jeg tror, jeg "er noget" og endda blev inviteret på øretæver.

Oprøret mod "eliten" kan jeg sagtens forstå, også selvom jeg jo nok udefra set kan betegnes som en del af den lokale elite. Men jeg føler mig bestemt ikke elitær og ser altid verden nedefra, sådan er jeg født, og sådan vil det altid være.

Og jeg kan godt fortælle den nuværende magtelite i den demokratiske, vestlige verden, at hvis ikke der sker en væsentlig anderledes fordeling af ressourcerne, og at de selvsupplerende magtstrukturer bliver anderledes, så er det ikke slut med oprøret.

Det bliver værre - meget værre.

Demokrati-samfundet var på sit absolut højeste i 1970'erne, da mine forældre flyttede fra land til by og fik råd til at købe parcelhus og bil, da jeg fik adgang til fri uddannelse, og velfærden kom alle til gode - ikke mindst de svageste.

Vi ser det modsatte i dag. Velfærden bliver fordelt i toppen, som er smal. Magten går til folk med de samme uddannelser, og folkevalgte politikere har mistet kontrollen over udviklingen, som lokalt og nationalt er overtaget af bureaukratiet og globaliseringen (stærkt generaliseret, men sandt nok).

Er ovenstående et udtryk for, at jeg er socialist? Nej, jeg har mødt mange, rigtig mange borgerlige "stemmer", som mener nøjagtig det samme. Men de sidder i et politisk rum med kolleger, der går i den naive tro, at når de få bliver stenrige, så bliver vi alle rigere.

Det skulle man prøve at spørge Amazons ansatte om - eller hvad med de baltere, polakker og rumænere, der befolker de danske byggepladser.

Min bekymring går dog først og fremmest på lande som Frankrig og England, hvor magtstrukturerne begynder og ender på nogle ganske få universiteter forbeholdt det gamle aristokrati og de nyrige. Bekymringen går på Brexit, hvor en i forvejen hårdt trængt britisk underklasse vil komme til at betale en kæmpe regning.

Brexit er udtænkt af en elite af engelsk aristokrati, som går rundt i en drømmeverden om England som en stormagt, der kan klare sig selv. Og desværre har underklassen ladet sig forføre af disse veltalende vrøvlehoveder.

Er der ét sted i det vestlige Europa, hvor der kan blive ballade, så er det i England!

Når man ser samfundet fra bunden, kan det være svært at betragte kultur-snobberiet. Som når de mest succesfulde kunstnere bliver sat på livsvarige ydelser. Som når kulturstøtten og institutionerne går til København. Vi ved godt med fornuften, at der skal være et kongelig teater med skuespil og ballet, men vi kommer der ikke.

Når kulturpersonligheder taler om fattigdom i kultur, så drejer det sig om hovedstadens store kulturinstitutioner - ikke om, hvad der kunne berige borgerne i Skjern eller Tønder. Man går til kamp for Danmarks Radio og 24-7, der (indrømmet) begge er meget dygtige, "lokale" mediehuse med fokus på hovedstaden.

Der er himmelvid forskel på livet i metropolerne og livet på Mors eller Møn. Det ene sted kører det derudad, det andet spreder håbløsheden sig.

Oppefra får lyder argumentet, at København og Aarhus skal være lokomotiver, som trækker landet opad mod bedre tider. Det kan godt være, det ser sådan ud fra Slotsholmen, men det ser helt sikkert ikke sådan ud i Ringkøbing, som har mistet stort set alle statslige arbejdspladser.

Det er ikke kun unge og højtuddannede, som flytter fra provins til metropolerne. Det gælder også pengestrømmene.

Når man har alle ministerier, alle styrelser, alle kulturinstitutioner, alle uddannelser og alle større virksomheders hovedsæder, så skummer man fløden og tillader sig endda at brokke sig over den kommunale udligning.

Da den forrige regering så flyttede nogle få arbejdspladser ud i provinsen, var det til stor latterliggørelse og hån, og det på trods af, at hovedstaden alligevel havde nettotilvækst i antallet af statslige job.

Det er som grisen Valhal. Man skærer en luns af den og spiser, men den vokser alligevel.

Det er sjovt at rejse ud og betragte verden. I denne uge var jeg et par dage i Amsterdam. To forhold undrede mig.

For det første det omfattende forbrug af hash, eller hvad man nu kalder det. Unge, skæve mennesker overalt i den ellers hyggelige bykerne. De røg, når de stod op, og de røg, hele dagen, og de røg, inden de skulle i seng. Luften var tyk af denne søde duft.

Man kunne købe hash i alt fra småkager til slikkepinde.

Jeg ved lidt om, hvad hash kan gøre ved et ungt menneske. Og det er ikke godt. Så kære forældre, når jeres unge drømmer om en uge i Amsterdam, så er der en vis sandsynlighed for, at nogle af dem rejser efter en uges farlig rus.

Det andet ved Amsterdam er cyklerne. Cyklismen i den indre by er prioriteret højere end bilismen, og hold op, hvor var de mange - og overalt. Men de kører jo vanvittigt og med høj risiko. På to dage så jeg kun én med cykelhjelm.

Det må have en høj pris for nogle uheldige.

Som altid er det godt at komme hjem. Jeg længes altid hjem, og det er da en kadeau til Viborg og Danmark. Ude er godt, men hjemme er bedst.

Når kulturpersonligheder taler om fattigdom i kultur, så drejer det sig om hovedstadens store kulturinstitutioner - ikke om, hvad der kunne berige borgerne i Skjern eller Tønder.
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce