Annonce
Kultur

- De gode historier har det med at samle sig på en ø

Christina Vorre: - De fleste af os er vant til et hurtighedssamfund, og at alt er tilgængeligt med det samme. Sådan er det ikke på en lille ø, hvor en enkelt købmand eller lille brugs måske kun har åbent to timer om ugen udenfor turistsæsonen. Foto: Michael Bager
Christina Vorre fra Aarhus har besøgt 10 danske småøer og mødt nogle af Danmarks sidste øboere. På Mandø har hun mødt Mie, hvis dreng døde under tragiske omstændigheder, og på Baagø landmanden Christina, som ikke forstår, at ingen vil slå sig ned på hendes fantastiske ø.

Småøer: På postkassen foran et hvidt hus står der "Marie Laverenz", men det er mange år siden, at Mie fra Mandø er blevet kaldt for andet end "Mie". Den ældre dame, som er Mandøs ældste beboer, flyttede til den barske vesterhavsø i 1949 og har aldrig fortrudt det, siger hun. Heller ikke selv om Mandø tog hendes eneste søn fra hende, da han som ung blev fanget af tidevandet og druknede på vej over den gamle ebbevej fra fastlandet til øen.

Man kan møde Mie og mange andre øboere i bogen ”De sidste øboere”, som er skrevet af Christina Vorre fra Aarhus. I 10 kapitler tager hun os med rundt til 10 småøer, hvor vi i ord og billeder får fortællinger fra hver øs historie og møder nogle af beboerne.

Netop Mandø har som Vesterhavets forhave haft historisk baske livsbetingelser, og den er derfor den ø, som har gjort størst indtryk på bogens forfatter.

- Når mandøboerne kører over låningsvejen til Mandø, kigger de lige, om der ligger nogen. Det er bare sådan, det er. Og det lyder jo voldsomt, når man ikke er vant til det, siger Christina Vorre, der besøgte øen i marts sidste år.

- Det var en vild fornemmelse at køre op over diget. Vi måtte forstå tidevandet og afvente, hvornår vi kunne køre tilbage. Brugsen derovre har åbent en time om tirsdagen og torsdagen og to om lørdagen, og det er specielt, når man som jeg er vant til at bo op og ned ad Bilka. De fleste af os er vant til tilgængelighed hele tiden, men sådan er virkeligheden ikke på øerne, konstaterer Christina Vorre, der frøs som aldrig før i den uhindrede vinterblæst på Mandø.

To måneder senere svedte hun, mens hun besøgte Livø, der ligger anderledes i læ midt i Limfjorden, og som er den ø, der har overrasket hende mest. Og på Baagø ud for Assens tabte ikke blot hun, men også hendes mand og to sønner deres hjerter. Det vender vi tilbage til, for hvorfor skrive en bog om 10 af de danske småøer?

Annonce

Christina Vorre

Født 1980 i Vrå i Vendsyssel

Uddannet cand.mag. i dansk og historie. Arbejder freelance som tekstforfatter.

Bor på ottende år i Brabrand ved Aarhus.

Er gift med Jesper Vorre, som er partner i et reklamebureau og har fotograferet bogens billeder. Parret har to sønner. Storm på syv år og Bjørn på fire år.

Forfatter til ”Forladt - historier fra ubeboede øer” og nu aktuel med ”De sidste øboere”, hvori hun har besøgt følgende 10 øer/øgrupper: Hirsholmene (Nordjylland), Livø (Limfjorden), Mandø (Vestjylland), Baagø (Lillebælt), Skarø (Sydfyn), Hjortø (Sydfyn), Birkholm (Sydfyn), Vejrø (Lolland), Saltholm (København) og Ertholmene (Bornholm).

Færgefart er det vigtigste

- Min nysgerrighed var vakt, fordi jeg tidligere har skrevet ”Forladt”, som er er en portrætbog med nogle af Danmarks ubeboede øer. Jeg ville gerne møde vores sidste øboere. Finde ud af, hvem de er, og hvorfor de er blevet på øerne. Fortælle både deres og øernes historie, siger Christina Vorre.

Der bor i dag godt 4500 på de danske småøer. I øjeblikket oplever nogle øer en lille stigning i befolkningstallet, men i det store perspektiv er tallet dalet. Fra 1930 til 2010 steg befolkningstallet i Danmark med cirka 60 procent, men i samme periode blev antallet af øboere halveret.

Fælles for øerne har været, at de blev ramt af, at landbrug skulle være større for at være rentable, og her har en ø sin fysiske begrænsning. Desuden er fiskeriet gået tilbage.

- Og fyrtårne er blevet nedlagt og mange erhverv centraliseret og samlet på fastlandet. I gamle dage havde mange øer for eksempel deres eget mejeri, siger Christina Vorre.

Ifølge hende er en fast færgefart den vigtigste ingrediens, hvis en ø skal forblive beboet. Dernæst kommer en skole for de yngste børn og en form for erhverv. Det kan for eksempel være turisme i alle former, fra sommerhuse, dagsturister til ø-festivaler.

- Bortset fra skolen opfylder Baagø mange af kravene. Og det var da også den ø, min familie var mest fascineret af.

”Baagø er fantastisk. Der er bare ikke nogen, der vil bo her”, siger øbo Christina Nielsen i bogen. Hun er født på Baagø, der i dag huser 18 fastboende mod tidligere cirka 200, og hun ernærer sig som landmand.

Om livet på øen siger Christina Nielsen også: ”Man siger om dem på Baagø, at de har nok i sig selv. Her kommer man ikke lige sådan uventet på besøg. Vi kan godt lide at få gæster herovre, men alle har også deres eget. Jeg er vokset op med, at man har sin morgenmad, sin middagsmad og sin aftensmad. Når du kommer udefra, har du måske ikke lige den der situationsfornemmelse, og så kommer man lige forbi klokken 12, men der spiser vi jo. Vi er nok lidt konservative her på Baagø, hvad det angår”.

Selv om Vorre-familien har flirtet med tanken om Baagø, bliver de ikke faste øboere, for det harmonerer især ikke med tanken om, at drengene så skal skifte skole.

- Måske et sommerhus på øen, hvis økonomien tillader det. Familien har været med mig på mange af øerne, og både min mand, jeg og vores sønner faldt for Baagø. Vi kom straks ned i gear, for det er man nødt til på en ø. Som moderne mennesker kan vi ellers være rastløse. På Baagø er der også som på mange andre øer fantastisk smukt med gamle gårde i bindingsværk, havudsigt, et nor med ynglende fugle, små søer og meget andet, men først og fremmest er der regelmæssig og kort færgefart til fastlandet, siger Christina Vorre, der efter fire dage på øen fik et nyt kælenavn af øboerne: ”Skriverpigen”.

Gidseldrama

Christina Vorre beskriver sin tur rundt på de 10 øer som en opdagelsesrejse, hvor hun ikke har skullet lede længe efter de gode historier.

- For de gode historier har det med at samle sig på en ø. Måske fordi en ø særligt indrammer personligheder og begivenheder. Måske fordi en ø i sig selv er eksotisk, fordi man er geografisk afsondret i en lille verden omgivet af vand.

Øernes historier er meget forskellige. Hver især defineret af geografi - naturen på stedet og forbindelsesmulighederne til fastlandet. Men fælles for alle øboere er, at de ofte bliver spurgt, om de aldrig får økuller.

- Mange betragter jo en ø som et fængsel, mens øboere ser deres ø som frihed, siger Christina Vorre.

Det med at føles som et fængsel har dog for livøboere i Limfjorden været bogstavelig virkelighed. Engang var den anstalt for ”åndelige undermålere med intellektuelle og moralske defekter”. Senere husede den flygtninge. Først vietnamesiske børn, og senere blev den en decideret flygtningelejr for Røde Kors. Her blev isolationen og den uvisse fremtid så svær for nogle libanesere, at det udløste en gidselaktion.

- Livø har overrasket mig på grund af sine meget dramatiske skæbner, og erfaringerne herfra med en ø som et slags fængsel kan man jo interessere sig for, når man i dag taler om at bruge Lindholm som udrejsecenter, siger Christina Vorre.

De senere år har staten drevet Livø som et økologisk forsøgscenter for landbrug, men i skrivende stund er fremtiden uvis, da der tales om at lade det være et sted for natur og øget biodiversitet.

Christina Vorre: ”De sidste øboere - fortællinger fra udkanten af det danske ørige”, 328 sider, udkommet på Lindhardt og Ringhof.

Syv fordele og ulemper ved at bo på en ø

Christina Vorres bud på fordele ved at bo på en lille ø:

  1. Tid. Man har mere tid til sig selv og mulighed for at isolere sig lidt.
  2. Samtidig er man aldrig ensom på en ø. Alle kender alle, og alle hilser på alle.
  3. Tættere på naturen. Mange øboere påskønner naturen mere end byboere, fordi de oplever naturen mere intenst, da de er omgivet af den.
  4. Frihed. På en ø slipper man for at leve 8-16-livet. Det er mere en livsstil at bo på en ø, og man kan bedre selv sætte tempoet.
  5. Årstidernes skifte. Mange øboere påskønner også vekselvirkningen mellem travlhed med turister om sommeren efterfulgt af meget stille vintre.
  6. Overskuelighed.
  7. Omsorg. Øboere er ikke kollektivister, men de holder øje med hinanden, i den forstand at de passer på hinanden. Ingen kan ligge uopdaget død i fjorten dage. Hvis der sker noget, så hjælper man hinanden.

Christina Vorres bud på udfordringerne ved at bo på en lille ø:

  1. Transport. Man er afhængig af en færge eller egen båd.
  2. Sårbar ved fraflytninger. Det mærkes hårdt på en ø, hvis en familie vælger at flytte til fastlandet. Nogle steder udgør en familie en fjerdedel af befolkningen.
  3. Fravær af skoler og butikker øger afhængigheden af fastlandet og besværliggør livet.
  4. Manglende jobmuligheder. Opvejes dog lidt af, at arbejdsmarkedet er ved at indrette sig fleksibelt.
  5. Ofte dårligt internet. Så selv hvis man har et job, man kan udfylde hjemmefra, kan dårligt net besværliggøre det.
  6. Udsat i forhold til naturen. For tilflyttere kan det være nervepirrende, når der for eksempel under en storm er pres på digerne. De indfødte tager det mere roligt.
  7. Et lille samfund. Man kan ikke skjule sig. Man skal være social. Vil du være alene for alvor, så er det nemmere at opnå i et lejlighedskompleks i byen omgivet af fremmede.
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce