Annonce
Debat

Debat: 40 år efter - Sager, der nager!

Professionelt blev 1979 et rædselsfuldt år. Det er godt nok 40 år siden, men det sidder stadig i mig. Året hvor vi på Rejseholdet måtte opgive opklaringen af hele to sager, og tilligemed i samme by Kolding, Den fireårige Heidi, der forsvandt fra en sandkasse, og ikke er set siden. Den 16-årige Gitte, der på vej hjem fra en rideskole blev overfaldet af en mand, der kloroformerede hende til døde. Det er sager, der stadig nager. Vi kunne ikke længere leve op til vores ry: ”som de mest udspekulerede morderes overmand”, som lederen af Politimuseet, Frederik Strand, har beskrevet holdet og dets ”guldalder”. Det smerteligste var, at vi efterlod nogle pårørende i et rum, der var fyldt med tvivl og uvished.

Drab på uskyldige ofre, både børn som gamle har altid været beskidt og primitivt. Det er lige modbydeligt hver gang. Sympatien ligger altid hos ofret - og hos de efterladte, der selv bliver ofre, og hvis sorg og nedbrydningsprocesser sjældent beskrives. En proces, der går over benægtelse af fakta, forstenelse, totalt sammenbrud til dyb sorg og savn. Og for nogen ender det i bitterhed og mistænkeliggørelse af alle og i mistillid til politiets kompetencer, som det aktuelt ses i Emilie Meng-sagen

Dengang havde vi ikke andet at tilbyde end vores støtte, men uanset hvor god den er, vil vi altid være part i sagen. Jeg har her 40 år efter stadig sporadisk kontakt til et par, der har mistet deres kæreste. De har givet mig mere end jeg dem. De har lært mig, at livet er livet værd, at der trods en ufattelig sorg, er der altid noget at leve for.

Jeg er taknemmelig for, at man i dag har Offerrådgivningen, Beredskabspræsterne og Bistandsadvokaterne. Rådgivningen der hjælper ofre, vidner og pårørende i forbindelse med voldsomme og chokerende oplevelser som ulykker, kriminalitet og trafikuheld. Præster der tilbyder sjælesorg til dem, der måtte være berørt af en voldsom hændelse. Bistandsadvokaters støtte med juraen, erstatninger og beskyttelse. En flot cadeau til det danske retssystem.

Det ændrer dog ikke ved, at jeg den dag i dag må spørge dig, som dræbte, og dig, som ved, hvad der skete: Hvordan kan I leve med, at I ikke har fortalt sandheden, når det er så svært for os andre at leve med uvidenheden. I har stadig chancen for at melde jer! Så gør I dog noget godt i denne verden.

Nogle vil sige at straffen begynder, når man begår forbrydelsen, uanset om den bliver opklaret eller ej. At den hårdeste straf netop er angsten for, at fortiden vender tilbage, som den ofte gør. Har de ret, er der måske retfærdighed til, men det er en ringe trøst til dem, der stadig spørger: Hvorfor og Hvem!

Hans Jørgen Bonnichsen
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Annonce